Film: Arrival

Jordens mennesker har endnu engang fået besøg fra rummet i filmen Arrival, der går i biograferne netop nu. Denne gang er der dog ikke fra første færd tale om stridigheder og fjendtligheder. Derimod handler filmen om, hvordan man finder ud af, hvad de fremmede overhovedet vil, om vi overhovedet har forudsætningerne for at forstå det, og sidst – men ikke mindst – hvordan mennesket reagerer på mødet med det, som det ikke selv forstår.

En dag lander der pludselig tolv mystiske stenobjekter rundt omkring på jorden. De har former som 400 meter høje muslingeskaller og svæver et lille stykke over jorden. De foretager sig ingen ting, men er der bare. I USA etablerer man hurtigt en militærzone omkring det mystiske objekt, der er landet i Montana, og giver sig til at undersøge nærmere, hvad det nu end er for noget, der er faldet ned i favnen på mennesket. En af hovedopgaverne er at forsøge at kommunikere med det. I USA kontakter man den begavede sprogforsker, Louise Banks, der – heldigt nok – allerede har en sikkerhedsgodkendelse efter, at hun tidligere har lavet nogle oversættelser for militæret. Hun skal sammen med atomfysikeren Ian begive sig ind (eller rettere op) i den mystiske muslingeskal for at facilitere kommunikationen.

Filmen følger en veludviklet spændingskurve. Vi aner intet om, hvad der egentlig er på besøg. Er det fysiske væsner i “kød” og “blod” eller er det bare en sonde, der er kommet på besøg? Vi får kun en lille smule at vide og se hele tiden, men nok til at holde interessen fanget. Filmens hovedspor er de to forskeres arbejde med kommunikationen med det fremmed. Hvordan bærer man sig egentlig ad med det? Hvordan ved man, at det overhovedet har samme forudsætninger for at forstå kommunikation som os? Hvis det kommer fra en helt anden verden, er dets forudsætninger jo også helt anderledes? Det kan have helt andre opfattelser af tid og rum, end vi har. Allerede inden i skallen står det klart, at de fysiske love på jorden er sat helt ud af kraft.

De to forskeres tålmodige arbejde med at finde ud af, hvad der er på færde bliver imidlertid forstyrret i mere end en forstand af filmens andet og modsatrettede spor, nemlig det militære spor. For det er selvsagt ikke alle, der har tålmodighed med hensyn til det fremmede. Overalt agiterer larmende højrepopulister for, at man skal skyde skallerne i stykker. Man kan jo ikke være sikre på, at de nu har godt i sinde. Militæret er også nervøst. Ikke mindst fordi Kina, Rusland og Pakistan vil erklære deres skaller krig, er det bange for, at den amerikanske skal vil udgøre en sikkerhedsrisiko i en eventuel konflikt. I stedet for at samles om at prøve at forstå det fremmede bliver mennesket i stedet splittet i konflikt, hvor der mistroisk skules til hinanden.

Arrivals hovedbudskab om, at menneskeheden skal forene sig i fred er enkelt, effektivt og leveret med tilstrækkelig raffinement til, at jeg kan forlige mig med, at Arrival et langt stykke ligner James Camerons The Abyss (1989), hvor kimen til menneskehedens frelse dog ikke kommer fra stjernerne, men fra havets dyb. Herudover trækkes der også – om end i mindre grad – veksler på Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og Peter Hyams efterfølger 2010 (1984). Det er dog alt for letkøbt blot at afskrive Arrival som gammel vin på nye flasker. For Arrivals helt store styrke ligger i, at den beskæftiger sig med det, som ingen af de tre nævnte film beskæftiger sig nævneværdigt med, nemlig det personlige plan og hvordan hovedkaraktererne reagerer på mødet med det ukendte. Altså ikke hvordan menneskeheden som art eller samfund reagerer, men hvordan enkelte individer reagerer og påvirkes. Her er især Louise interessant. Hun hjemsøges af minder om sin døde datter, og filmen er bedst i sin skildring af, hvordan dette både påvirker og påvirkes af hendes arbejdet med at kommunikere med det fremmede. Der røbes ikke meget ved at sige, at det i sidste ende også er hende selv, hun skal lære at forstå og kommunikere med. Det er i øvrigt svært at sige meget mere om handlingen og budskabet, hvis jeg skal bevare den fine spændingskurve intakt.

Instruktøren, Denis Villeneuve, gør gennemgående et meget ambitiøst forøg på at lave en film om menneskets møde med det ukendte, det som vi ikke forstår. Det kan for den sags skyld både være væsner fra det ydre rum, spøgelser, noget guddommeligt eller noget helt fjerde. Filmen interesserer sig ikke så meget for, hvad det er, som hvad der sker med vores bevidstheds- og virkelighedsopfattelse, når det, vi ikke tidligere forstod, pludselig kan sættes på formel. Desværre bliver filmen ikke ved dette spor, men lader det irriterende militærspor fylde alt for meget. Der er alt for mange scener med helikoptere, kampvogne og soldater, der farer forvirret frem og tilbage, mens de siger korte sætninger i skrattende radioer. Dermed ikke sagt, at sidesporet ikke har sin berettigelse. Tværtimod er det en fin modsætning at opstille til hovedsporet. Det får bare lov til at fylde for meget. Og det larmer for meget og forstyrre den smukke og poetiske film, som Arrival trods alt er. Ikke mindst Max Richters smukke musik bliver i hovedet et stykke tid efter, at filmen er færdig. 8/10