Europas fald?

Den vestlige verdens politikere lider af et voldsomt virkelighedstab, som bunder i blind fremskridtstro og et på flere måder forfejlet menneskesyn. Det har store konsekvenser til følge. Baner politikernes virkelighedsflugt vejen for Europas fald?

Af Torben Bramming

Hvis vi tænker os en Jesus i vestlig velfærdsudgave anno 2016 fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner, ville den lyde anderledes end i Bibelen. Så ville den barmhjertige samaritaner sige til sårede mand i grøften: Dem, der har gjort det mod dig, må virkelig have brug for hjælp!

Konen med æggene

Det politiske liv lever denne vision ud – af den bedste vilje til godt. Men man springer det konkrete offer over, abstraherer fra et historisk folk for at gå videre ud i den politiske utopi og den globale verden. Der tænkes i den toneangivende politiske klasse som konen med æggene: Hvis vi bare kunne få gjort gerningsmændene begribeligt, at det var forkert at slå på folk, hvis vi kunne forebygge tidligere i deres barndom, de kommer sikkert fra udsatte sociale grupper, har krigstraumer osv. Politikerne og meningsdannere fra den socialistisk-liberale lejr ser dermed staten som deres redskab til at skabe et barmhjertigt samfund. Men staten skal ikke være barmhjertig. Den skal være retfærdig. Ellers går den langsomt i opløsning.

Dette virkelighedstab blandt politikere og meningsdannere fører store konsekvenser med sig i en krisetid, som byder på de store grupper af indvandrere og flygtninge, som kommer og er kommet til Danmark. Virkelighedstabet får indflydelse på krisen i EU og på krisen i uddannelsessystemet. Der er tre grunde til dette virkelighedstab blandt politikere og meningsdannere.

Forfejlet menneskesyn

For det første spiller det forfejlede menneskesyn en rolle. Det er forestillingen om det undertrykte, men gode menneske, der skal befries. Dette dogme duer ikke i virkelighedens politik. Men er blevet anvendt fra vore politikeres side fra Enhedslisten til Venstre og Konservative, f.eks. som begrundelse for at bombe Libyen og befri befolkningen fra Gadaffis undertrykkelse, fordi libyerne for 99%’s vedkommende, som en venstrepolitiker sagde, ønskede demokrati og frihed som os. I migrant/flygtningekrisen har dette dogme betydet, at man tilbageholder, forvrænger og fortrænger fakta og beskylder folk, der påpeger problemer med islam og flygtninge, for racisme.

Som eksempel kan man se feministiske politikere forklare Køln-overgrebene Nytårsnat med, at sådan er mænd og det er racisme at sige, at det er et udpræget muslimsk problem i dag og grunder i islams kvindesyn. Virkelighedstabet bliver til hykleri. Man hylder dogmet om det gode menneske, der bare skal befries og oplyses, samtidigt med at man efterlader kvinder, især muslimske kvinder, til fortsat elendighed.

Den moderne myte

For det andet skyldes virkelighedstabet troen på dogmet om udviklingen, væksten og fremskridtet. Denne utopi gør det muligt at forklare ethvert tilbageslag og problem med, at det bare tager længere tid, før alle kommer frem. De er endnu for uudviklede. Tanken er, at det arabiske forår bliver holdt tilbage af reaktionære kræfter, men kommer der mere demokratisk oplysning til Mellemøsten vil araberne kunne overskride tærsklen fra middelalder til modernitet. Vi skal bare bruge lidt flere penge, gøre det lidt bedre, få lidt mere økonomisk vækst og bedre uddannelser, så oprinder dagen, hvor alle er fri og demokratiske.

Men ser man sådan på historien, så overser man let de lidelser, man har været med til at påføre Mellemøstens befolkninger gennem sin indblanding i noget man ikke pga. sit dogmeslør forstår. Man forstår heller ikke, at religionen islam er en verdensforklaring, der eksisterer samtidigt med vores demokratiske verdensbillede. Der er ikke tale om et arabisk trin 1 overfor et demokratisk trin 4.

Politisk og religiøs virkelighed

Oxfordprofessoren Eugene Rogan, som lige har udgivet en bog om Osmannerrigets fald (2016), sagde, at mødte man en shiamuslim i 60’erne, så var han generelt kommunist. Panarabismen, hvis spydspids var Ægyptens præsident Nasser, var socialistisk. Ægypten var støttet af Sovjet. Denne virkelighed ændrede sig i 70’erne med den islamiske reformation, der bragte Khomeini til magten. Nu gik den shiitiske og sunnitiske verden væk fra politik og til Koranen for at tolke virkeligheden. Virkelighedens kampplads skiftede fra at være politisk, et spørgsmål om Øst og Vest, til at være religiøst. Det blev et sammenstød mellem islam og den vestlige verden gennem krige og gennem den stigende indvandring, som bragte en islamisk lovreligion med, der fra moskéerne breder fangarme ud i det muslimske miljø.

Men politikere fra højre til venstre forstår stadig virkeligheden i de gamle politiske rammer, så når f.eks. shiamoskéen i København, finansieret af Iran og mange andre islamistiske centre, vil have shariaråd, kræver adskillelse mellem kønnene og straf over blasfemiske tegnere, så er løsningsforslagene fra danske og vestlige politikere og eksperter stadig båret af liberale og socialistiske politiske løsningsforslag på problemerne. Der skal flere ungdomsklubber til, færre ghettoer, mere inklusion, større starthjælp og SU. De stakkels underudviklede lider af falsk bevidsthed, når de udtrykker det i religiøse vendinger, men vi politikere ved, hvad de egentlig har brug for. De kan bare ikke sige det på andre måder, fordi de er ”længere tilbage” end os.

Igen et totalt virkelighedstab som får katastrofale konsekvenser, som når domprovster og biskopper i Folkekirken som støtter oprettelsen af fundamentalistiske stormoskeer, som når man konstruerer et uddannelsessystem, hvor man mister de unge indvandrere og flygtninge, fordi man ikke stiller de rigtige krav, og som når man i retssystemet af barmhjertighed og imødekommenhed overfor de fremmede vil tillade to slags ret i Danmark og Europa, som shariaråd er udtryk for.

Mennesket som socialt modellervoks

Det tredje virkelighedstab er, at man forlanger for meget af det enkelte menneske. Det virkelighedstab har politikere lidt ved deres fiksering på tal, statistikker, fremskrivninger, prognoser og new public management. Forestillingen om mennesket som socialt modellervoks, som kan opmåles, effektiviseres og forbedres ved sociale og økonomiske eksperter. Mennesket ses ikke som noget virkeligt, konkret, men et objekt, der skal efteruddannes, udvikles, holdes i gang og laves om.

Det betyder, at man bliver blind over for historien og stedet. Det forårsager, at man nærmest ikke kan tale om sig selv som kristen eller dansker, der har ret til at sikre sig selv, have ejendomsret til sit land og forsvare det man holder af. For dogmet fra museernes udstillinger, kronikker og politiske taler lyder, at der ikke er noget dansk folk. Man er derimod menneske, verdensborger, europæer. Det er mange år siden, da den politiske verdensopfattelse stadig herskede i 1972, at socialdemokraten John Mogensen sang:

Vi har ejendomsretten,
værn om hver mark og hvert skel.
Danmarks jord for de danske
for vi har pløjet den selv.

Konsekvensen

Det medfører, at man ikke skelner mellem de mennesker, man lukker ind. Religion, kultur og sprog må ikke længere betyde noget. Man kan derfor ikke se, at islam og mennesker med muslimsk baggrund volder problemer overalt i verden fra Kenya over Filippinerne til Europa og Thailand, når de bliver et stort mindretal. Virkeligheden er i dag, at der er to slags religioner som står over for hinanden: kristendommens lovfri religion og lovreligionen islam. Det skaber konfrontationer i stort og småt fra badeforhæng over tørklæde til stening af kvinder, ren og uren mad og krigerisk jihad.

Vores vestlige samfund er derfor ikke parat til det 21. århundrede endnu, hverken til store muslimske mindretal eller den nye verdensorden. For vores politikere og meningsdannere lider af virkelighedstab. De lever i en verden, der gik omkring murens fald i 1989. Lad os ikke håbe deres virkelighedstab forårsager Europas fald.

Torben Bramming er sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke.