Til koncert i København

DR’s koncerthus fejrede fredag aften sit 5-års-jubilæum. Selv var jeg ikke til stede ved åbningskoncerten den 17. januar 2009. Derimod var jeg til stede ved en af de første regulære torsdagskoncert, der fulgte efter, nemlig da svenske Herbert Blomstedt dirigerede, hvad der dengang stadig hed DR Radiosymfoniorkestret, igennem Beethovens 9. symfoni

Siden har jeg været en del i huset, og hvis jeg ser bort fra selve koncertsalen, så er jeg ikke begejstret. Den arkitektoniske ide bag franske Jean Nouvels hus synes at være, at brugerne skal udsættes for så mange forskelligartede og modsatrettede indtryk som muligt, men funktionaliteten er i vidt omfang glemt.

Huset er en stor klods, der er belagt med et ”stof”, der belyses i et blåt skær om aftenen. Dette virker fint, når det er mørt, men hvis det ikke er mørt, så forsvinder effekten helt. Derimod bevirker belægningen, at der ikke for alvor kommer noget lys ind i huset, og når store dele af interiøret består af nøgne betonvægge, så føler man sig henset til en parkeringskælder. Den kunstige belysning fungerer ikke, for arkitektens ide er tilsyneladende, at foyerområdet skal belyses med projektører, altså som stod man på en scene. Dette betyder, at der er halvmørkt overalt, bortset fra nogle enkelte steder, hvor lyset så til gengæld er blændende skarpt. Alle steder synes alt koldt og intetsigende.

Den bærende ide synes at være arkitektens løjerlige indfald, og ideen om at folk skal kunne gå på opdagelse i bygningen og få forskellige indtryk og oplevelser, hvilket lykkes: Lige så koldt og intetsigende, som foyerområdet er, ligeså varm og velkommende er koncertsalen i toppen af huset. I kælderen minder gangene om noget fra computerspillet Half-Life, og jeg må på den måde indrømme, at huset er spændende at begive sig rundt i. Sin funktion som koncerthus udfylder det dog kun meget begrænset.

For en ting er de mange indtryk og den irriterende belysning, der synes at genoptage 1970’er-byggeriernes ideer om, at direkte lys skal undgås, og at al belysning kun skal være indirekte, for disse bygninger var i det mindste funktionelle, og det er DR’s koncerthus mildest talt ikke. En anden ting er nemlig, at man tværtimod føler sig systematisk generet af arkitekturen, fra man kommer, til man går. Koncertsalen er placeret højt oppe i bygningen, mange etager over både garderobe og bar. Det betyder, at alle tilhørerne skal gå i gåsegang op og ned ad et sindrigt system af rulletrapper for at komme til og fra pause. Nogle terrasser er oven i købet placeret sådan, at de reelt kun er tilgængelige via elevatorer. De må så køre op og ned adskillige gange både før og i pausen for at alle tilhørerne på den pågældende tribune kan komme op (eller ned).

Koncerthuset skal designes således, at der er mange indgange til salen, der ender direkte ude i foyerområdet, som det f.eks. er tilfældet i Operaen på Holmen eller i Musikhuset Aarhus (den gamle Store Sal). Derimod er det helt håbløst, at man i DR’s koncerthus har valgt at lade alle de mange indgange til koncertsalen ende ved samme trappe. I pausen åbner man så typisk brandtrappen, sådan at folk kan komme hurtigere ind og ud af salen, men dette hjælper kun lidt, og i alle tilfælde er det en nødløsning, der ikke ændrer på, at det er en fejl, at man placerer en koncertsal så fjernt fra forfriskningsområdet.

Hertil skal man lægge, at der kun er to barer i foyeren. Er man til en nogenlunde velbesøgt koncert, kan man derfor godt regne med at bruge den del af pausen, som man ikke har brugt på at gå i gåsegang ud af salen, på at stå i kø i baren. Her kan man så forsøge at være smart og bestille drinks til pausen, sådan at de står klar ved et bord, når man kommer ned. Dette er der dog flere, der har regnet ud, så der er også en ganske solid kø ved de to barer længe før koncerten overhovedet starter. Hvis man får sine drinks, kan man i øvrigt godt begynde at suge maven ind. For der er nemlig alt få borde i forhold til antallet af besøgene, og der er ikke plads nok i foyerområdet i forhold til, hvor mange gæster, der kan være i salen, og uanset, hvor man opholder sig står man ubekvemt. Samtaleemnet ved pausebordene er i øvrigt altid det samme: Man kan godt lide salen, men bryder sig ikke om huset. Når man så skal ud igen, kan man godt regne med en del kø ved de alt for få garderober. Dette er i øvrigt et generelt problem i danske koncert- og operahuse, der har alt for få garderober og barer i forhold til antallet af brugere.

Man kunne med fordel have taget en tur til TYSKLAND, der for længst har forstået, hvordan et opera- eller koncerthus skal indrettes, før man slap Jean Nouvels kunstneriske fantasier løs. Her er der typisk en garderobe pr. indgang til salen, hvilket vil sige, at alle brugere, der skal ind af en bestemt indgang, lægger deres tøj ved den dertilhørende garderobe. Dermed undgår man situationen, hvor alle skal hente deres tøj ved samme garderobe. Tyskerne har også forstået, at det er bedre at have mange små barer end en eller to store barer. Den tyske inspiration er dog udeblevet, og funktionaliteten er blevet tilsidesat til fordel for et projekt, der synes at tage større hensyn til arkitektens kreative indfald end brugernes behov.

Jean Nouvel var sammen med akustikeren Yasuhisa Toyota æresgæster ved jubilæumskoncerten fredag. Koncertsalen er fremragende, men ret beset har Jean Nouvel ikke gjort så meget andet end i grove træk at kopiere salen i Hans Scharouns Filharmoni i Berlin og ændret farvevalget. Dette medfører dog, at Koncerthusets sal er noget mere imødekommende end salen i Berlinerfilharmonien, der så til gengæld er holdt i samme stil som resten af bygningen.

Programmet fredag bød på to glimrende værker, nemlig Tjajkovskijs 1. klaverkoncert og Berlioz’ Symphonie fantastique med canadiske Marc-André Hamelin som solist i førstnævnte. Generelt er der under den den ”nye” spanske chefdirigent Rafael Frübeck de Burgos blevet set det ene fremragende værk op efter det andet, og det fortsatte altså fredag. Berlioz’ Fantastiske symfoni blev opført så sent som i marts 2013, og dengang var det fremragende, hvilket det også var fredag. Værket er fra 1830, 3 år efter Beethovens død, 3 år før Brahms blev født og 10 år før Tjajkovskij blev født, men det lyder som noget, der er skrevet i 1880’erne. Værket var banebrydende i musikhistorien, og Berlioz var en af de første, der for alvor begyndte at arbejde med orkesterklang, hvilket fik stor betydning for de senere romantikere. Det kan i den grad høres i den Fantastiske symfoni, hvor orkestret fredag var udvidet, så der var hele to tubaer og to stortromme (!) til at forløse Berlioz’ musikalske fantasier. Som en ekstra bonus kunne dette faktisk overdøve de dele af det københavnske koncertpublikum, der opfører sig som en pøbel: Der snakkes og hviskes rask væk under koncerten, hvis der altså ikke sendes sms’er, tages billeder eller andet. Det er ikke et særsyn, at folk kommer midt under koncerten, eller forlader den midt i en sats.

Symfonien er inspireret af Berlioz’ forelskelse i den irske skuespiller inde Harriet Smithson, og har undertitlen ”En episode i en kunstners liv”. Den handler om en kunstner, der i sine tanker hjemsøges af kvinden, han er forelsket i. Konstant dukker hun op som en et gennemgående tema i alle symfoniens satser – en ”idée fixe” – hvor forskellige aspekter af kunstnerens lidenskab skildres, fra det romantiske og pastoraske til det mareridtsagtige og groteske. I første sats dagdrømmer kunstneren, men hans tanker forstyrres af kvinden. I næste sats forsøger han at glemme hende ved at tage til bal, hvor hendes melodi imidlertid blander sig med dansemusikken. I tredje sats har kunstneren søgt tilflugt på landet blandt hyrdernes ensomme kald, men også her hjemsøger hun han! I fjerde sats har han angiveligt slået hende ihjel for at blive fri for de plagefulde luner; og han føres til skafottet. Det hjælper dog ikke, for kort før han dør, hjemsøges han igen af tanker om hende. I sidste sats er vi til heksesabbat i dødsriget, hvor hekse og dæmoner danser vildt omkring til den elskedes melodi, der nu totalt har taget kontrollen og er blevet til en grotesk melodi. Musikken er i denne sats bevidst gjort vild, larmende og grotesk, og instrumenterne er nærmest ved at falde over hinanden for at komme til i et vidunderligt kaos! Fredag tog janitsharene nærmest tilløb for at slå hårdt nok på de to stortrommer.

Symphonie fanstastique er orkestermusik, når det er bedst, og dens forskellige satser med de mange indtryk gør den til en enestående oplevelse. I sidste satsen er der eksempelvis placeret klokker rundt omkring i salen, der skal lyde som ildevarslende kirkeklokker, der varsler død. I satsen på landet er der placeret en træblæser et sted i salen, der skal illustrere den ene af de kaldende hyrder.

Berlioz blev ikke specielt anerkendt i sin samtid, hvor hans brug af det store orkester blev karikeret på en sjov tegning, hvor han i røg og damp står midt i sit enorme orkester, hvor messingblæseinstrumenter stikker ud til alle sider, og folk flygter i panik:

Berlioz med sit orkester

Eftertiden har dog heldigvis lært at sætte pris på Berlioz, og billedet kan nu bedst bruges som en karikatur, der viser, hvilket kaos og stress arkitekturen i DR’s koncerthus skaber for brugerne.

DR har lagt opførelsen af Symphonie fanstastique fra marts 2013 ud på YouTube. Hvis man ikke vil høre det hele, kan man eventuelt spole frem til 44:00 og høre heksene danse:

http://www.youtube.com/watch?v=W9CYLAuKdtU