Overmenneskemusik – Richard Strauss og verden af i går

Dette er en lettere omskrevet udgave af et tidligere indlæg, der på mystisk vis er forsvundet fra hjemmesiden, men som genpostes, da det nu igen er blevet aktuelt, da DR SymfoniOrkestret torsdag valgte at opsætte Richard Strauss’ overvældende Alpesymfoni.

I 2012 blev den opsat af Det Kongelige Teaters orkester, Det Kongelige Kapel. Dette fungerer normalt som orkester i forbindelse med operaer og lignende på teatret, men et par gange om året giver det regulerer koncerter. Og dem bør man tage til! For ikke bare er orkestret verdens ældste orkester, grundlagt i 1448 som kongeligt trompetkorps, det er også Danmarks bedste. Torsdag var det imidlertid ikke kongens, men licensbetalernes orkester i DR Byen, der skulle forsøge sig med Richard Strauss’ musikalske ekstremer.

Richard Strauss er født i 1864; og 2014 er altså 150-årets for hans fødsel. Hvilket har sat sit præg på koncertprogrammerne for både DR SymfoniOrkestret og Aarhus Symfoniorkester, der begge opfører adskillige værker af den tyske senromantiker netop i år. Desværre har hverken Det Kongelige Teater eller Den Jyske Opera fulgt trop og taget en eneste Strauss’ operaer med som en del af 2013-14-programmet. Førstnævnte har tværtimod begået den uforskammethed først at programsætte hans opera ”Ariadne auf Naxos” (1912/1916) for så herefter at stryge den til fordel for operetten ”Die Fledermaus” (1874) af Johann Straus II. Dette er utilfredsstillende. Richard Strauss er sammen med Mozart og Wagner den største tysksprogede operakomponist. Det er derfor også netop de tre komponister, der hænger buster af i det mest centrale rum i Nationaltheater i München. Sammen med Mozart er Strauss formentlig den af de tysksprogede komponister, der har formået at udmærke sig lige så vel inden for opera som inden for orkestermusik (Wagner skrev stort set kun operaer, Beethoven kun en enkelt opera). Derfor bør det være det mest naturlige i verden, at i hvert fald nationalscenen sætter nogle af Strauss’ operaer op i jubilæumsåret. Men på den anden side kan man jo ikke opføre det hele; og der skal jo også være plads til, at man kan opsætte Madame Butterfly. Igen. Så man kan kun håbe på, at der i andet halvår af 2014 kommer en Strauss-opera på programmet et eller andet sted i landet. Det ved vi, når 2014-15-programmerne kommer på gaden.

Richard Strauss har en fascinerende udvikling som komponist. Han slog i gennem i 1880erne og 1890erne med sine stort anlagte tonedigte, der – lige som tidsånden – var præget af optimisme og begejstring. Typisk hyldedes det frie, selvstændige menneske og dets evne til at frigøre sig selv i kamp mod omverdenen. Titlerne siger det hele: ”Don Juan” (1889“), ”Till Eulenspiegels lustige Streiche“ (1895), ”Ein Heldenleben” (1899) og ”Don Quixote” (1898). I operaerne blev de arkaiske lidenskaber og orgier udpenslet i ”Salome” (1905) og ”Elektra” (1909).

Richard Strauss, maleri af Max Liebermann
Richard Strauss, maleri af Max Liebermann

Mest kendt er det storladne tonedigt ”Also sprach Also sprach Zarathustra” (1896), der, som titlen antyder, tager udgangspunkt i Nietzsches berømte bog af samme navn (1883-1885), og hvor programmet til musikken følger overskrifte fra dette værk. Ligesom bogen starter det med solopgangen, hvor Zarathustra står op sammen med solen for på samme måde som den gavmildt at kaste lys over masserne som en bi, der har samlet for meget honning. I tonedigtet illustreret ved en dyb rumlen i de mørke strygere, der herefter afløses af et hornmotto, der kaster de første lysglimt ud i mørket, inden solen står op i hele orkestret.

Strauss syntes generelt ikke at have haft meget til overs for kristen undermenneskementalitet; og dette var ikke mindre udtalt i relation til Alpesymfonien, der også tog udgangspunkt i et af Nietzsches værker:

”Jøden Mahler kunne finde anerkendelse igennem kristendommen. Helten Richard Wagner kom i hans høje alder, gennem Schopenhauers indflydelse, ned til ham igen. Det står klart for mig, at den tyske nation kun kan vinde ny handlekraft ved at befri sig fra kristendommen. (…) Jeg vil kalde min Alpesymfoni for Antikrist, da den er moralsk renselse ved egen kraft, befrielse gennem arbejdet og tilbedelsen af den evigt herlige natur.”

(Citeret fra Magdalena Klammingers programartikel fra opførelsen med Det Kongelige Kapel i 2012).

Richard Strauss var i øvrigt ikke antisemitisk, selvom citatet måske kan give det indtryk. Efter Nazisternes magtovertagelse blev han udnævnt til ”Rigsmusikkammerpræsident”, en stilling der ifølge et brev til den jødiske forfatter Stefan Zweig af 21. januar 1934 ikke havde været ham mulig at afslå. I 1935 opsnappede Gestapo imidlertid et brev fra Strauss til Zweig. Her havde Strauss blandt andet skrevet, at der for ham kun eksisterede to menneskekategorier, folk med talent og folk uden, og at race i den sammenhæng var underordnet – Mozart havde jo heller ikke komponeret ”bevidst ’arisk’. Disse synspunkter var naturligvis helt uforenelige med nazismen og dens forsøg på at nazificere kunsten, og efter at brevet havde været forelagt Hitler, blev Strauss tilrådet at opsige hvervet som Rigsmusikkammerpræsident, officielt pga. dårligt helbred. Forinden havde Strauss med stort besvær forsøgt at få Stefan Zweigs navn nævnt som tekstforfatter til operaen ”Die schweigsame Frau” (1935), hvilket ikke havde gjort ham videre populær hos de ledende kræfter.

Altså ikke antisemitisk. Derimod var Strausss med egne ord ”lidenskabelig Antikrist”, hvilket kommer frem i et brev til Stefan Zweig fra 1935 i forbindelse med drøftelserne om en tekst til en opera:

”(…) De ved maaske slet ikke, hvilken lidenskabelig Antikrist jeg er, og at den røde Frelser er mig lige så usympatisk som den hvide sandsynligvis vilde være mig ligegyldig.”

Alpesymfonien, ”Eine Alpensymfonie” (1915), er det sidste af Richard Strauss’ store tonedigte og også kulminationen på disse. Oprindelig skulle det have heddet ”Antikrist”, men senere valgte han en anden titel. Det blev altså tilbedelsen af naturen, der blev betonet frem for den moralske renselse for kristendommen. Det var på programmet torsdag aften sammen med to værker af Carl Nielsen, og her havde alle, der endnu ikke var vokset fra at være guds børn, chancen for at opleve den musikalske renselse. Værket er, for at sige det mildt, så stort, at det halve kunne være nok! Der kræves et orkester på omkring 120 mand, der både er placeret på og uden for scenen, herunder hele to sæt pauker, en vindmaskine og to tubaer (!) samt orgel. Strauss var eminent til at udnytte de klanglige udtryksmuligheder i et stort orkester; og orkestret bruges således langtfra altid til larmende kodaer, men mere til at skabe en klang, der er bredspektret, dyb og billeddannende: Alpesymfonien starter ligesom Also sprach Zarathustra med, at det er mørk nat, hvorefter solen stiger op over bjergene. Herefter begynder en insisterende og retsløs rejse op i de musikalske højder. Vi kommer gennem skoven, over engen, forbi et vandfald og meget andet. Sågar møder vi et jagtselskab på vejen (12 horn uden for scenen) og kommer over sætteren, hvor vi hører koklokker fra de magelige drøvtyggere. I alt 22 billeder, der ubesværet glider over i hinanden – det hele skildret fantasifuldt, delikat og indbydende og med en vindunderlig detalje- og farverigdom. Det bliver også en gang i mellem mørkt og farligt; og vi kommer på afveje, men turen op ad bjerget fortsætter imidlertid ufortrødent indtil vi står på bjergets top, hvor hele musikken kulminere med stor voldsomhed med det samme tema, som dannede rammen om solopgangen i indledningen. Herefter går det i den grad nedad, hvor det pludselig bliver voldsomt stormvejr. Her får koncertsalens orgel lov til at vise tænder; og jeg mindes ikke tidligere at have hørt akustisk musik blive spildet så højt, som tilfældet var denne torsdag. Lige så behagelig turen op ad bjerget var skildret, lige så grotesk-øredøvende og sønderlemmende er stormvejret på vej ned af bjerget. Generelt viste DR SymfoniOrkestret dog værket fra dets pæne side; og det var mere den fredfyldte og pastoralske natur, der var i centrum, end det var den voldsomme og overvældende natur.

Det hele ender med, at dagen slutter i et fredfyldt solstrålehav, hvorefter vi igen befinder os i den mørke nat. Det hele slutter som det starter; og vi har derfor svært ved at forestille os, at solen ikke igen står op for at tage sig endnu en tur over Alperne med det utrættelige menneske som vandrende følgesvend.

Det er naturligvis ikke kun solen, der står op og marcherer over Alperne eller en fysisk person, der går en tur i bjergene, der skildres. Værket illustrer også et livsforløb, hvor mennesket fødes, lever og dør i en uendelig cyklus, og som det første citat ovenfor viser, er det en dannelsesrejse, hvor mennesket skal besejrer sig selv og de farer og dissonanser, som det kommer ud for på sin vej igennem livet.

Det er pudsigt, at Alpesymfonien også skulle blive kulminationen på Richard Strauss’ store tonedigte. Herefter gik det lidt ned ad bakke, som i symfonien. Da værket var færdigt i 1915, var verden allerede forandret, og det samme var musikken, hvor mange kunstnere i lyset af verdenskrigen ikke længere kunne finde mening i romantikkens tonesprog. Strauss holdt dog fast i det til det sidste, men udtrykket ændrede sig og blev en smule mindre optimistisk. Efter første verdenskrig var der ikke helt så meget ”Heldenleben” over musikken, og de arkaiske lidenskaber blev mere nedtonede. Allerede med den store opera ”Kvinden uden skygge” (1919) om en kvinde, der ikke vil føde børn, og en kvinde, der ikke kan føde børn, antydes måske et lidt andet spor, hvor tabet af den gamle verden synes at stå ham klart.

Richard Struss var senromantiker med stort S og med hans død i 1949 var Europa i ruiner og den romantiske epoke, der i musikken blev skudt i gang med ”kanonbragene” i Beethovens Eroica i 1804, var endegyldigt forbi. Med de sørgmodige Metamorfoser fra 1945 sørges der for alvor over den verden, der gik tabt. Berørt af tabet af den gamle verden var også Stefan Zweig. Han var i 1938 først flygtet fra Østrig til England og herefter over New York til Brasilien, hvor han fortvivlet over verdens tilstand begik selvmord i 1942. Inde da havde han færdiggjort sit sidste og måske mest kendte værk, ”Die Welt von Gestern” (1942), hvor han beretter om sit liv i den gamle verden fra før verdenskrigene.

Verden af i går kan også spores i noget af det sidste, Strauss skrev, fire sange for solosopran og orkester til tekster af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff, ofte blot kaldet ”Fire sidste sange” (”Vier letzte Lieder”). Bortset fra den første sang, der handler om forår (”Frühling”), der mindes forårets glæder, er det resignation og undergang i forskellige afskygninger, der er tale om. Den anden sang handler om efterår (”September”), den tredje om en person, der er ved at gå i seng (”Beim Schlafengehen”), og den sidste, ”Im Abendrot”, om to vandrende, der er nået til vejs ende i aftenrøden:

“O weiter, stiller Friede!
So tief im Abendrot.
Wie sind wir wandermüde–
Ist dies etwa der Tod?”

De fire sange blev opført i 1950, året efter Strauss’ død, og de hører formentlig til nogle af hans mest opførte værker og er vel noget af det smukkeste, der er skrevet for sopran. De er ikke fortvivlede klageskrig, men stille, usentimental resignation, der samtidig er fyldt med kærlighed til den gamle verden. En fornem hyldest til den romantiske verdens storhed og skønhed. I modsætning til afslutningen på Alpesymfonien har vi her ikke nogen fornemmelse af, at solen nok står op igen. Denne gang bliver det endegyldigt nat.

De fire sidste sange er programsat af DR SymfoniOrkestret til den 15. og 16. maj 2014. Samme orkester opfører Also sprach Zarathustra allerede den 25. og 26. april 2014.
Alpesymfonien opføres af Aarhus Symfoniorkester den 1. og 2. maj 2014.

Referencer

Koncertprogrammet trykt i forbindelse med opførelsen af Alpesymfonien med Det Kongelige Kapel den 6. januar 2012.
Stefan Zweig – Rich. Strauss, Brevveksling (Oversat og indledt af Herbert Davidsen, 1966)