Opgøret med den åndelige antikrist

Rued Langgaard i 1943 fra www.langgaard.dk

Den danske komponist Rued Langgaard (1893-1952) blev i sin ungdom udråbt til vidunderbarn med særlige evner, men verdenskrigen førte til at han, som andre kunstnere opdraget i verden før 1914, måtte leve et liv i ukendskab, og først nu er blevet genoptaget.

Rued Langgaard var født ind i et musikalsk hjem, begge forældrene var musikere, og faderen, Siegfried Langgaard, sågar elev af Franz Liszt. Opdraget i ånden efter Wagners Parsifal var Rued Langgaard meget bevidst om musikkens erkendelsesmæssige kraft og åndelige samt religiøse betydning. I modsætning til Wagner var han udtalt kristen og måske vigtigere: Hvor Wagners religiøsitet altid er immanent, altså ”iboende”, dvs. vender sig mod ting i denne verden, er Langgaards i højere grad transcendent, idet den også vender sig mod det, der ligger uden for denne verden. Musikken havde en højere, åndelig, betydning, hvis opgave var at lede mennesket mod højere åndelige niveauer og hjælpe det med at erkende tilværelsens trængsler.

Musikken og kunsten nåede ifølge Langgaard sit højdepunkt før verdenskrigen, og her oplevede Langgaard da også en vis succes. Hans store første symfoni med tilnavnet ”Klippepastoraler”, som han havde komponeret i en alder af 17 år, blev således uropført af Berliner Filharmonikerne i 1913. I Danmark var man dog mere skeptisk, og det var i det hele taget vanskeligt for ham at få opført sine værker.

Efter verdenskrigen var musikken ifølge Langgaard blevet forfladiget og forfaldet til dekadence, nydelsessyge og fordummende underholdning, hvilket gjaldt også store komponister med fødderne plantet i den romantiske tradition, eksempelvis Richard Strauss, som han mente var forfaldent til sentimentalitet. Værre stod det imidlertid til hos nyere komponister som eksempelvis Carl Nielsen. Langgaard forstod hans tonesprog, men mente i øvrigt at der var tale om ”humbug”. De store mestre var Niels W. Gade, Wagner og Bruckner. De havde forstået musikkens egentlige formål og opgave. Musik skulle for Langgaard være stemningsfuld, fordi kunstneren med stemning kunne sætte folk i stand til at forstå det, der ligger bag hverdagen og dens trængsler. Den moderne verden var omvendt stemningsforladt, hvilket han udtalte i et interview i B.T. den 22. april 1936:

”- Det moderne interesserer sig kun for Saglighed og Videnskab, mens den også burde interesserer sig for det stemningsfølte. Tænk til sammenligning paa den Aand, der udstraaler fra Wagners “Parsifal”. “Moderne” er for mig det stemningsforladte.
– Tror De ikke, at enhver Epoke efter Tur har taget Afstand fra det “moderne”?
– Maaske, men aldrig med saa god Grund som nu.
– Hvilken Epoke foretrækker De for den nuværende?
– Epoken før Verdenskrigen. Den var netop præget af det stemningsfulde.
– Hvad mener De egentlig med det “stemningsfulde”?
– Dermed mener jeg det andagtvækkende. Det, som faar os til at føle det, der ligger bag Dagen i Dag.”

Stilistisk er Langgaard senromantiker og har derfor umiddelbart meget af samme lyd som eksempelvis Richard Strauss og Gustav Mahler. Kompositionerne har ofte udtryksfulde titler som ”Ungdomsbrus” (3. symfoni) eller ”Det Himmelrivende” (6. symfoni), musikken er farverig og bærer i det hele taget præg af en fortrinlig evne til at beherske det store orkester og dets klanglige muligheder. Musikken er præget af stor detaljerigdom, fantasifuldhed og dramatik. Alle var enige om, at han var en musikalsk begavelse, og når han aldrig for alvor slog igennem i sin levetid, bliver det ofte tilskrevet hans forankring i den tyske senromantik. Langgaards svært tilgængelige symbolistiske og teosofiske kunstsyn samt hans udfald mod det danske musikliv, som han bl.a. beskyldte for at være ”demokratiseret” (B.T.-interviewet citeret ovenfor), har nok heller ikke gjort det lettere for ham at blive accepteret.

Langgaard insisterede dog ikke kompromisløst på at komponere musik, som det var god tone før 1914. Det var mere manglen på indhold, der var problemet, end det var selve tonesproget. I værket ”Sfærernes musik” fra 1918, eksperimentere han således med musik, der ikke har egentlige melodier eller temaer, i stedet bliver det centrale musikkens evne til at skabe rum. I værket synes al musik i form af melodier og gængs tonalitet således opløst; der er kun skyer af klange tilbage, der svæver rundt mellem hinanden. Denne måde at forstå musik på er muligvis inspireret af Anton Bruckner (1824-1896), der også i sine symfonier udforsker musikkens rummelige dimensioner, dog ikke tilnærmelsesvist så gennemført som i Sfærernes musik, der var meget forud for sin tid. Stilistisk ser man først for alvor noget lignende i 1960’erne hos bl.a. György Ligeti (1923-2006). Formentlig skal Sfærernes musik illustrer altings opløsning, hvilket synes antydet med slutningen på den sidste del af værket, der har overskriften ”Das Ende – Antichrist – Christ”, der er et apokalyptisk dommedagsscenarium, hvor musikken når stor voldsomhed inden den afløses af en over 1 minut lang strygertremolo, hvorefter ordløse kor og harpeklange illustrerer en form for himmelsk musik. Kaos og opløsning stilles overfor det himmelske og det guddommelige. Langgaard beskrev selv det gådefulde og særprægede værk således:

”Den himmelske og jordiske kaotiske musik fra røde, glødende strenge, som livet spiller på med rovdyrklør – dette liv med dets regnbuefarvede krans om sit marmoransigt og det stereotype, dog levende, dæmoniske smil som fra liljekinder.”

Forfald og opløsning var også temaet i operaen ”Antikrist”, som Langgaard færdigkomponerede i 1923. I den første version af denne opera møder folket den unge og smukke Hr. Antikrist, der kalder sig for ”livets fyrste”, som folket beruset vælger at følge, da han proklamere, at mennesket er større end gud. Det går selvfølgelig galt, for da tiden kommer, hvor himlen er blod, stjernerne falder, og luften er is, viser det sig, at Antikrist er en falsk profet, hvis vilje er ulykke og undergang:

”Lad stjernerne falde!
Det er ”høstens tid”!
Hvad frodigst slog rod,
Skal stormen oprykke.”

Begrebet ”Høstens tid” anvendes flittigt af Langgaard og referer til lignelsen om ukrudtet og hveden (Matthæusevangeliet, 13,24-30), hvor Jesus fortæller en lignelse, hvor en mand har sået hvede i sin mark. Mens han og folkene sover, kommer fjenden og sår ukrudt i marken. Da kornet senere vokser frem, kommer også ukrudtet frem. Mandens folk spørger herefter, om de skal luge ukrudtet væk, han svarede:

”Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer i til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene. Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.”

Denne symbolik går igen i Langgaards store orgelværk fra 1930’erne, ”Messis (Høstens Tid), Drama for Orgel i tre Aftener”. Messis, der i sig selv betyder ”høsttid”, er en af de mest omfattende orgelkompositioner, der er skrevet, og består af tre dele, der skal opføres over tre aftener. Værket er musik til verdens ende og er skrevet over forskellige steder i evangelierne. Langgaard mente, at tiden fra Niels W. Gade, den store danske komponist i 1800-tallet, døde i 1890 til 1914 var en parallel til høstens tid i bibelsk forstand. Med andre ord en tid præget af undergangsstemning for den kultur og ånd, der havde præget Europa i de forgangne 100 år, jf. et interview i Berlingske Aftenavis den 21. april 1936:

”Og selv om Biblens Ord har inspireret mig til dette Orgeldrama, er der ogsaa andre Motiver, f.Eks. Tiden indtil Verdenskrigen, fra Gades Død og indtil Verdenskrigen, som jeg mener er Høstens Tid. Musiken naaede paa dette Tidspunkt en Pragt, en Glans, en Skønhedsrigdom, der paralleliserer den med Høstens Tid i bibelsk Forstand. Nu følger Opløsningen, forfladigelsen.”

Langgaard nåede kun at opføre de to første aftener af værket i Vor Frue Kirke. Den sidste del, ”Begravet i helvede”, blev taget i programmet, da man fandt værkerne ukirkelige.

Langgaard havde heller ikke megen succes med sin opera, Antikrist, og han forsøgte flere gange at få den opført, men den blev gang på gang afvist af Det Kongelige Teater med henvisning til, at teksten var uegnet. Langgaard reviderede teksten flere gange, og forsøgte blandt ved henvisninger til Oswald Spenglers ”Untergang des Abendlandes” (1918-1922) at overbevise sin samtid om værkets aktualitet, men lige meget hjalp det. Værket blev endeligt afvist med henvisning til, at teksten var uegnet. Dette er ikke helt forkert, for operaens tekst er meget svært tilgængelig; og i de senere revideringer er hovedpersonen helt fjernet, og værket er næsten tømt for enhver form for handling. I stedet består operaen af en række monologoer fremsagt af forskellige bibelske personer og personificerede begreber, f.eks. optræder ”Gådestemningen”, ”Munden, der taler store ord”, ”Løgnen” og ”Den store skøge”. I 1940’erne blev forskellige uddrag fra operaen sammenkomponeret under titlen ”Endens tid”. Dette værk blev opført i radioen i 1945, men selve operaen blev først opført på Det Kongelige Teater i 2002.

Det eneste Langgaard egentlig ønskede sig var et embede som organist, hvor han kunne spille til Guds ære. Til sidst blev det københavnske musikliv for meget for ham, og da han efter at have søgt i 20 år stadig ikke havde fået et fast organistembede, flyttede han i 1940 til Ribe, hvor han virkede som domorganist indtil sin død. Også her fortsatte han ufortrødent med at komponere – mere end 400 værker blev det til i alt. Hans sidste symfoni, nr. 16 ”Syndflod af sol”, er fra 1951. Som titlen antyder, er den et veritabelt sansebombardement, og den vidner om en komponist, der til det sidste insisterede han på, at den romantiske musik rummede skønhed og sandhed og stadig gav mening i en verden, der var i fuld opløsning. Credoet i Langgaards modernitetskritik kan sammenfattes i slutordene fra Antikrist, der er fra 5 vers i Th.W. Oldenburgs salme ”Et suk igennem verden går” (nr. 139 i den gamle salmebog), der i operaen høres efter at verden er gået under i sit eget forfald:

“Kun når Guds Effata i Sind
slaar ned som Lyn og trænger ind,
det lysner over Dale;
da kvæger Livets Flod vor Aand,
og Læben uden Tungebaand
om Himlens Fryd kan tale.”

http://www.youtube.com/watch?v=gLWa7DSEYZE

Referencer

Bøger, artikler m.v.

Jakob Levinsen, Klassisk musik. Alt du skal vide, når du lytter (2006), s. 242-247 og 329-335
Jens Povlsen, Draget af urkraften. Interview med Thomas Dausgaard (Klassisk, nr. 30, september-oktober 2013)
Gerhard Schepelern og Gereon Brodin, Koncerthaandbogen III. Det 20. Aarhundredes Musik (1959), s. 250-253
Steen Chr. Steensen, Gyldendals bog om klassisk musik (2003), s. 162
Bendt Viinholt Nielsen, Antikrist – en introduktion (artikel til Antikrist-blu-ray på Dacapo Records, 2010)
Bendt Viinholt Nielsen, Messis (artikel til Messis-indspilningen på Dacapo Records, 2009)
Jørgen I. Jensen, Antikristens vibrerende forudsætninger (artikel til Antikrist-blu-ray på Dacapo Records, 2010)
Langgaard and Antichrist. The rocky road from idea to world premiere (dokumentarfilm fra Antikrist-blu-ray på Dacapo Records, 2010)
Den Danske Salmebog, 3. udgave (1988)
Det Nye Testamente (autoriseret oversættelse fra 1992)

Interviews

Et Drama paa Orglet i Frue Kirke. Rued Langgaard taler om Høstens Tid og om Forfladigelsen, der fulgte efter (Berlingske Aftenavis 21. april 1936)
Danmarks Musikliv er demokratiseret. Aabenhjertige Udtalelser af Komponisten Rud Langgaard
(B.T. 22. april 1936)
Dansk Musikliv arbejder efter Hund- og Kat-systemet! Udtalelser af Komponisten, Domorganist Rued Langgaard, der fylder 50 Aar i Dag (Nationaltidende 28. juli 1943)

De forskellige interviews med Rued Langgaard, der nævnes og citeres fra i ovenstående, kan hentes fra hjemmesiden http://www.langgaard.dk/, hvor også librettoen til Antikrist kan findes, og hvorfra det anvendte foto også er lånt fra.