“Hvad tænker du på Emil, og hvordan har du det?” Hvis jeg havde en krone for hver gang mine forældre, mine lærere eller andre autoritets-voksne, da jeg var barn og ung stillede mig det spørgsmål, ville jeg bruge pengene på at flytte til et tropisk paradis i Sydamerika.
Langt væk fra de impulser, der gør, at jeg ustandseligt skal mærke efter. Men jeg ville nok ikke slippe. For i den situation ville jeg vel skulle vise det for vennerne online.
For sådan er det i følelsesidealernes tid. Vi er alle ofre for samfundets hyper-refleksionisme. Samfundet opdrager os til, på en nærmest ideologisk måde, at tænke over egne og andres følelser. Når du så dertil lægger den ”smarte telefon” og de allestedsnærværende sociale medier, ja så har du opskriften på en altomsiggribende trivselskatastrofe.
En trivselskatastrofe som i sagens natur går hårdest udover dem, der i højest grad er eksponeret for den hyper-refleksionisme følelsesidealet og totaldigitaliseringen skaber, nemlig de unge.
Jeg er faktisk oprigtigt bekymret.
En del af mig tænker naturligvis, om jeg her blot projicerer mine egne følelser til andre unge mennesker, og derved bliver en del af det kor, der de sidste 10 år har tilbudt ungdommen det ene falske offernarrativ efter det andet som forklaring på mistrivslen
Men efter flere års påtvunget refleksion er jeg kommet frem til, at vi jo er et kæmpe offer for de svigt politikere, lærere og alle andre med ansvar for børn og unges fremtid, har begået over de sidste 50 år startende med Ritt Bjerregaards folkeskolereform i 70’erne.
Det første og største svigt er, at vi fra barnsben, er blevet fortalt og opdraget til, at man altid skal mærke efter, hvis man vil opnå det gode, korrekte og fejlfrie liv, hvor konstant lykke og glæde, må man forstå, er opnåeligt. Ja, man skal altid mærke efter, hvordan man har det. Og som ikke det var nok, skal man også konstant og til evig tid tænke over, hvordan ens handlinger måske kan påvirke andres følelser.
Der er intet rum længere for, at børn bare kan være børn og unge bare være unge.
I følelsesidealernes tid er dette nemlig forbundet med en stor frygt for, at de så vokser op, og bliver sådan nogle mennesker, der er ligeglade med andres følelser. Det bliver man åbenbart, hvis ikke man konstant induceres for idealet om altid at tage højde for alt og alles følelser.
Jeg siger ingenlunde, at vi så bare skal smide det hele over bord og opdrage vores børn til at gøre lige, hvad der passer dem uden tanke på konsekvenserne. Det gjorde vi jo i øvrigt heller ikke før hyper-refleksionismen.
Det sjove, eller nok snarere det nærmest poetisk tragiske, er, at det jo netop er der, vi er endt i dag med samfundets opdragelse af barndommen og ungdommen. Det er det, du får, når følelsesidealet er samfundets rettesnor.
En trivselskatastrofe som i sagens natur går hårdest udover dem, der i højest grad er eksponeret for den hyper-refleksionisme følelsesidealet og totaldigitaliseringen skaber
For tænk sig, hvis nu man kom til at fortælle unge mennesker, at der faktisk er konkrete livsveje og valg, der sandsynligvis vil gøre dig lykkeligere på langt sigt. Så kunne man jo komme til at krænke alle dem, der føler, at det ikke er rigtigt.
Det andet svigt er, at vi lod de moderne telefoner og sociale medier gøre deres indtog i samfundet uden at reflektere synderligt over, hvilken effekt det ville få på vores trivsel.
Jeg er selv barn af smartphones tidsalder, og selvom vi i dag har fattet, at den er gift for vores trivsel, så er den forståelse først kommet på bagkant af mere end 10 års debat, hvor al kritik af dens trivselseffekt blev affejet af liberalister og andre, der har ment, at vi jo “bare skulle lære at leve med den, og kritiserer du den ikke bare, fordi du ikke kan lide teknologisk innovation?”.
I dag taler vi meget om, at vi bruger for mange timer foran skærmen på Facebook, Instagram, X, TikTok osv., hvor vi præsenteres for uopnåelige idealer om kroppen, karrieren eller noget tredje, og at det er det, der fører til mistrivsel.
Det er jeg for så vidt angår enig i, men for mig at se er det langt fra den største grund til forbindelsen mellem smartphones og mistrivsel.
Jeg tror mistrivslen, på grund af hyper-refleksionismen, havde været der alligevel.
Problemet med smartphonen er, at hvis du i forvejen er ramt af en hyper-refleksionisme, så hjælper det nok ikke ligefrem at være bevidst om, at du altid, ved blot et enkelt klik kan publicere noget, du tror kan løfte din position i det sociale, kulturelle eller økonomiske hierarki.
Du skal ikke mærke efter. Til gengæld skal du en hel masse andet og vigtigere.
I følelsesidealernes tid er smartphonen med andre ord et horn i siden på dig selv, fordi den gør, du altid er et offer for dit eget behov for yderligere anerkendelse. Den forstærker en kulturel trend.
Jeg ville inderligt ønske, at jeg her afslutningsvis kunne præsentere nogle konkrete løsninger, men jeg tror desværre, den eneste vej frem er at blive ved med tale følelsesidealet ned og andre idealer såsom pligt- og dydsidealet op.
Du skal ikke mærke efter. Til gengæld skal du en hel masse andet og vigtigere.
