Francis Fukuyama er blevet stående som det intellektuelle symbol på liberaldemokratiets sejr – han, der erklærede, at historien var slut, og at 80’erne havde sejret.
Berlinmurens fald var en sjælelig oplevelse for en hel generation. Optimismen varede indtil 9/11. Fukuyama blev selv verdensberømt. Han så, hvordan kommunismen var ved at opløses, og skrev essayet “The End of History?” om foråret 1989, som i 1992 blev til bogen The End of History and The Last Man.
Bogen er langt mere pessimistisk med hensyn til liberalismens fremtid, end virkningshistorien antyder. Fukuyama selv siger, at han tror, mange kun har læst den første del af titlen og ikke selve bogen.
Det skyldes, at han ikke kom fra en liberal tradition og ikke stemte demokratisk før efter 9/11. Fukuyama fik tidligt mærkatet neokonservativ, og det er ret tydeligt hvorfor i denne berømte bog om det liberale demokratis ideologiske sejr.
Da jeg mødte Fukuyama og senere arbejdede videre med det, der skulle blive bogen After the End of History, blev det klart for mig, hvordan hans ideer og tanker om samfundsudvikling og politisk orden havde en rød tråd, og at denne tråd på nogle områder var mere konservativ end liberal.
Gennem vores samtaler formede der sig et billede af en klassisk dannet humanist – en akademiker, der var optaget af virkeligheden.
Vejen til “The End of History”
Fukuyamas baggrund er varieret. Han studerede politisk filosofi og sammenlignende litteratur og blev til sidst statskundskabsmand med en doktorgrad om Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten fra Harvard. Hans alsidige faglige baggrund gør ham måske bedre intellektuelt rustet til at se politisk udvikling og idéer på nye måder.
En professor fra Chicago, Nathan Tarcov, sagde engang, at Fukuyama havde en sjælden baggrund, fordi han som samfundsvidenskabelig forsker og politisk analytiker også havde en solid faglig baggrund inden for litteratur og filosofi, og at der er mange, der ikke formår at frigøre sig fra fagdiscipliner og følge idéer og perspektiver fra forskellige områder, hvilket han mente, at Fukuyama kunne.
I årene efter doktorgraden arbejdede Fukuyama for de amerikanske myndigheder, herunder som medlem af den amerikanske delegation, der deltog i de egyptisk-israelske samtaler om palæstinensisk selvstyre.
Han arbejdede på RAND Corporation i flere perioder i løbet af 1980’erne og beskæftigede sig med spørgsmål vedrørende Sovjetunionen som forsker, og han arbejdede med sovjetiske spørgsmål, både som forsker og forelæser, tilknyttet projektet Corporation and Project for the New American Century.
I en periode var han også rådgiver for Ronald Reagan. Da George Bush vandt valget i 1988, begyndte Fukuyama at arbejde i staben hos udenrigsminister James Baker. Han besøgte Sovjetunionen og Østeuropa mange gange, og i vores samtaler sagde han til mig: “Jeg fik en stærk følelse af, at det system, Sovjet byggede på, sandsynligvis ville kollapse.”
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
