Svenske Ruben Östlund vandt tidligere på året for anden gang en guldpalme ved filmfestivalen i Cannes. Første gang var i 2017 for den veloplagte komedie The Square, der gjorde grin med kulturelitens prætentiøse snobberi og hykleriske tolerance og postulerede godgørenhed uden egen vinding for øje. I år var for Triangle of Sadness – titlen referer til nogle rynker man får mellem øjnene, hvis man virker ulykkelig.
Emnet for Östlund er stadig overklassen og velstand. Men denne gang er overklassen egentlig ikke særlig hyklerisk. Tværtimod. Vi er på krydstogt med en luksusyacht fyldt med stinkende rige mennesker, der ikke skammer sig over at have tjent store formuer på våbenhandel, gødning eller softwareudvikling etc., og over at penge giver dem magt og ret til at gøre, som det passer dem. F.eks. da den champagnebællende småexcentriske hustru til den russiske gødning-magnat Dimitry beordrer hele besætning til at tage en svømmetur, så middagen må udsættes. Tilsvarende da en ikke mere normaltfungerende svensk frue forlanger sejlene renset, da de ikke er hvide som sejlene i kataloget. Ingen tør alvorligt fortælle hende, at skibet ikke har sejl, men er motoriseret. Besætningen er instrueret om, at de ikke må sige nej, men kun ”Yes sir!” og ”Yes mam!”. Alt andet kan være katastrofalt for mængden af drikkepenge.
Skibets socialistiske kaptajn er ikke meget bevendt, da han er dybt alkoholiseret og det meste af filmen har låst sig inde i sin kahyt, hvor han til tonerne af klirrende ølflasker og den sovjetiske nationalmelodi skammer sig over at være en dårlig socialist, fordi han er så privilegeret.
Det unge par, Yaya og Carl, er de eneste passagerer, der ikke er rige. Carl er en falleret fotomodel, mens Yaya er influencer, der lever af de gratis ting hun får foræret, hvis hun anbefaler dem på sociale medier. Krydstogtet er sådan en foræring. De er måske de egentlige hyklere af passagerne på skibet. De vil gerne fremstå rige og succesfulde, men er det reelt ikke.
Efter en frygtelig storm havner passagerne og besætningen på en øde ø, hvor de rige mennesker nu må se sig afhængige af de folk, de ikke tidligere værdigede et blik, og hvor de indser, at deres penge ikke er meget værd. Det viser sig her, at underklassen bestemt ikke er mere moralsk end overklassen, når den får chancen. Rengøringsdamen Abigail udnytter således brutalt, at hun er den eneste der ved, hvordan man laver ild og fanger fisk.
Filmhistorisk er der ikke meget nyt i Östlunds film. Handlingen på skibet er som snydt ud af Jean Renoirs La Règle du jeu (Spillets regler) fra 1939, hvor landstedet i Frankrig blot er skiftet ud med et skib, men hvor handlingen også blot er nogle rige folk, der skaber sig i overflod. Sidste del på øen svarer meget til Cecil B. DeMilles Male and Female (1919), hvor nogle forkælede overklassetyper stander på en øde ø og må sande deres egne og deres tjenerstabs virkelige kvaliteter. Östlund har selvsagt tilsat lidt kolorit fra vores egen tid, men handlingen og moralerne er i grove træk de samme – gammel vin på nye flasker.
Mens DeMilles film vist ikke har det store publikum i dag, har Renoirs film af en eller anden ikke helt gennemskuelig grund fået status som filmhistorisk hovedværk og har konstant været i top 10 på Sight and Sounds liste over de bedste film nogen sinde – nr. 4 i den aktuelle 2012-liste – siden listen blev publiceret for første gang i 1952. Det skal dog ikke forhindre mig i stadig at have til gode at opdage de sande kvaliteter i Renoirs film.
Det samme med Östlunds film, der i mine øjne ikke rigtigt hæver sig over det middelmådige. Filmen er en lang række af pinlige og akavede optrin, der strækkes ud i det uendelige. Ikke helt ulig von Triers Idioterne (1998). Dette er sikkert et bevidst, stilistisk valg, ligesom det var hos von Trier for hvem en god film – i hvert fald den gang – skulle være som ”en sten i skoen”. Altså ikke noget, der nødvendigvis behagede. Dette er dog højest et interessant virkemiddel, men ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv.
Östlunds forskellige meninger om kapitalisme og livets sande værdier bliver hurtigt fortalt i en noget animeret indledende dialog mellem Yaya og Carl. Og herefter er der så stadig godt 2 timer tilbage af filmen, der mest bruges på at genfortælle, hvad Renoir og DeMille allerede har sagt for 80-100 år siden. Selvom der er nogle fine og morsomme karakterer – ikke mindst gødning-magnaten Dimitry og det engelske våbenhandlerægtepar Winston og Clementine – og velvalgte optrin, så hænger filmen gevaldigt i bremsen. Særligt hvad dialogen angår. Den virker kun lejlighedsvist naturlig, fordi den hele tiden skal væves ind i Östlunds moralsk-politiske projekt. Östlund vil gerne sige noget om vores lidt ambivalente og blufærdige forhold til penge, men har svært ved at finde ordene. Filmen bliver derfor lidt som en tur i studenterbaren i studietiden, hvor man ufrivilligt bliver tvangsindlagt til at høre på en politisk interesseret evighedsstuderende, der taler i det uendelige, mens han prøver at finde på noget originalt at sige. 5/10
