Narcissismens genskær – overvejelser over en festvideo

28. august 2022
3 minutters læsetid

Jeg har tænkt over, hvorfor det egentlig stikker mig lidt at se den finske statsminister Sanna Marin danse og slænge sig foran kameraet – sidste uge stores samtaleemne.

Ligesom alle andre mener jeg jo, at det egentlig er okay at feste. Det er også okay at feste, selvom man er kvinde. Det er endda okay at feste, selvom man er kvindelig toppolitiker. Alt sammen er helt okay. Der er slet ikke noget dér, der ikke er helt okay.

Ligesom alle andre mener jeg også, at det er forkasteligt, at en eller anden har delt videoen af Sanna Marin. Ligesom Altingets chefredaktør Jakob Nielsen kan jeg frygte, at der i sidste ende er russiske interesser involveret i dette.

Sanna Marins regering har gjort op med Finlands underdanige forhold til Rusland, som blev etableret efter landets nederlag til Sovjetunionen i Fortsættelseskrigen i 1944.

Det er ikke nogen lille ting. Finland er igen Nordens Østvold – og Moskva hader det. Det er grund nok til at elske det og have den største respekt for Sanna Marin. Jeg mener altså kort sagt det samme som alle andre.

Alligevel er der et eller andet, jeg ikke bryder mig om. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, står jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg har set noget, jeg ikke burde have set.

Og ikke bare noget, jeg ikke burde have set, fordi det er privat og derfor uvedkommende for mig, men noget jeg ikke burde have set, fordi det ikke passer ind i det billede af virkeligheden, jeg gerne vil opretholde.

Og dette billede af virkeligheden, som jeg nu indrømmer, at jeg gerne vil opretholde, tror jeg også, at andre gerne vil opretholde. Det er nemlig ikke et privat billede, men et offentligt. Det har at gøre med værdighed.

(Og her må jeg advare læseren om, at jeg vil starte i én betragtning og ende i en anden.)

Embede og værdighed

Videoen er kontroversiel. Ikke bare fordi den er delt, men også fordi dens indhold rummer noget kontroversielt. Netop derfor har alle dem, der synes, det er allermest kontroversielt, at videoen er blevet delt, meget travlt med at understrege, at videoen slet ikke er kontroversiel som sådan. Nej tværtimod er der angivelig grund til at hylde Sanna Marin. You go girl!

Dette er naturligvis en løgn. Mennesket, der dækker over sig selv og sin skam, sådan som vi har gjort det, siden Adam og Eva iklædte sig palmebladsskørter.

Nej, videoen er kontroversiel, fordi den – trods alle vores forsøg på at overbevise os selv og andre om det modsatte – viser os noget, vi ikke kan få til at passe sammen, og som vi derfor ikke vil se.

Et embede som det at være statsminister forbinder sig med værdighed. Man kan mene, at der ikke findes forskel på værdigt og uværdigt. Det vil mange mene, at der faktisk ikke er. Men det mener de kun, fordi de lyver for andre os såvel som sig selv. Det er fordi de er for svage eller for lidt reflekterede til at indse en sandhed, de ikke bryder sig om. Ting skal jo passe sammen, og derfor må sandheder være velbehagelige.

Det de i virkeligheden mener, er, at de ville ønske, der ikke fandtes forestillinger om værdighed og uværdighed.

At være statsminister forbinder sig med en forestilling om værdighed. Vi har et billede af, hvad det vil sige at være statsminister og hvordan en sådan kan forventes at opføre sig. For ingen mennesker er dette billede først og fremmest knyttet til den løssluppenhed, vi ser på billederne af Sanna Marin.

Løssluppenhed er altid og for alle forbundet med noget uværdigt, det ligner kontroltab. Nuvel, det er ikke i absolut forstand uværdigt, og der ligger heller ikke i denne konstatering, at man er uværdig som sådan, hvis man er løssluppen endsige, at det er dårligt at være løssluppen. Løssluppenhed giver en frigørelse i øjeblikket, som ofte er ønskelig og ofte dejlig og morsom.

Men det knytter sig til uværdighed. Det er derfor, vi sædvanligvis skal drikke os modet til, får vi selv kaster os ud løssluppenhed.

Her er altså ét problem. I kraft af sin stilling forvalter Sanna Marin et embede, der i vidt omfang er konstitueret ved en særlig værdighed, der adskiller det fra andre embeder og ikke mindst fra det decideret uværdige.

Længere op ad Congo-floden

Men måske er dette i virkeligheden, når man genser billederne, ikke det væsentligste. For ser man efter, er det jo ikke engang løssluppenhed, man her er vidne til.

Nej, Marins blik er fikseret på kameraet. Det viger ikke derfra. Her er intet sluppet løs; det er en hyperbevidst tilstedeværelse foran kameraet. Det er sikkert bare show. Men det rummer antydningen af en dyb narcissisme, der reducerer festen omkring sig til staffage for selvudstillelsen.

Og det er måske her, i dette radikalt selvoptagede, som videoen antyder, at ubehaget opstår.

Vi kender jo alle den slags mennesker, der ikke rigtig kan være i et selskab, hvis ikke selskabet fuldt og helt lader sig forme efter deres behov for at spejle sig i andres opmærksomhed. Som ikke kender andre måder at være i et rum på en at krænge det mod sig selv.

Disse mennesker reducerer konsekvent deres medmennesker til midler, objekter hvis hele funktion i den konkrete begivenhed er afstemt efter bestræbelsen på at omforme rummet til et spejl, som lader narcissisten se sig selv som et menneske, der ses af andre.

I nærværet af den slags mennesker ophæves ens egen menneskelighed, fordi den konsekvent underkendes.

Dette menneske er en parasit på det sociale rum, fordi vedkommende manipulerer situationens løssluppenhed og midlertidige fravær af struktur til  at omstrukturere rummet, menneskene og relationerne i det omkring tilfredsstillelsen af dette menneskes i sidste ende patologiske behov.

Der er ikke fest, men manipulation. Ikke socialitet, men anti-socialitet.

Er dette Marin?

Jeg ved det ikke, måske er det helt ved siden af. Det er det sikkert.

Men måske er det genskæret af et sådant menneske, der lader de ellers så glædelige billeder med dissonanens snigende men ikke desto mindre dybe ubehag.

Måske er det derfor videoen virker – trods vores gensidige forsikringer om, at der slet intet er at se.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside