Science fiction: Dune

Året er 10.191, men det er ikke vores tidsregning. År nul er året, hvor Rumlauget fik monopol på al rumfart, hvilket igen er godt 200 år efter den såkaldte butlerske jihad – 100 års krig og kaos, hvor alle computere blev ødelagt og forbudt i den nye orden, der skulle være styrende for universet i de følgende mere end 10.000 standardår. Det nøjagtige tidspunkt for den butlerske jihad i forhold til vores egen tid er ikke helt klart, men det var ikke så længe efter, at mennesket først opfandt rumfart, dvs. sidste halvdel af det 20. århundrede i vores egen, kendte tidsregning.

I science fiction-bogserien om ørkenplaneten Dune af Frank Herbert (1920-1986) starter vi således i den første bog fra 1965 omring 10.400 år ude i fremtiden. Den sidste af de alt seks bøger, Herbert nåede at færdiggøre i sin levetid, foregår godt 5.000 år og små 2.700 sider senere. De første tre bøger, hhv. Dune (1965), Dune Messiah (1969) og Children of Dune (1976) danner en trilogi. Den fjerde bog, God Emperor of Dune (1981), er et mellemspil, der danner bro til en ny trilogi, hvoraf Herbert nåede at færdiggøre de første to bøger, hhv. Heretics of Dune (1984) og Chapterhouse Dune (1985), inden sin død. Det sidste bind i den sidste trilogi er færdiggjort af Herberts søn, Brian Herbert sammen med Kevin J. Anderson ud fra faderens efterladte skitser. Dette endte med at blive hele to bøger, hhv. Hunters of Dune (2006) og Sandworms of Dune (2007).

Det lange tidsperspektiv opdager man aldrig rigtigt i den første af bøgerne, der netop har haft premiere i en ny filmversion, der dækker godt halvdelen af bogen. Men tidsperspektivet er centralt i Herberts bogserie; og det gør det berettiget at tale om Dune som noget episk. Undervejs i de 5.000 år, Dune-serien foregår, når planten at forvandle sig fra gold ørkenplanten til en planet med skove, floder og vilde dyr og tilbage til igen at blive gold ørkenplanet.

De begivenheder vi som læsere i de første bøger oplever som historie, kender personerne i de senere bøger oftest kun som en mytologisk, sagnomspunden fortid. Selv er de ikke helt klar over, hvor afgørende fortiden var for deres situation, men som læsere ved vi bedre; og vi ved, hvorfor tingene endte med at blive, som de blev. Det episke tidsperspektiv er måske det mest fascinerende ved Herberts bogserie. Stilistisk synes udgangspunktet mere at have været Vergils Aeneide eller Ovids Metamorfoser end gængs science fiction eller for den sags skyld Tolkiens Ringenes Herre, som Dune-bøgerne ellers ofte sammenlignes med.

”Quite naturally, holders of power wish to suppress wild research. Unrestricted questing after knowledge has a long history of producing unwanted competition.”

 

– Assessment of Ix, Bene Gesserit Archives (Heretics of Dune)

Ørkenplanten Dune er egentlig kun den faste skueplads for en historie, der handler om magten i det kendte univers, dvs. hvem der i sidste ende kan sætte sig på løvetronen. Den bagvedliggende magtbalancen blev etableret med Den Store Konvention og består af en politisk trefod, der omfatter Imperiet, de store huse og Rumlauget. Hertil må man med tiden også som magtfaktor regne søsterskabet Bene Gesserit, der mest virker i det skjulte ved gennem sofistikerede avlsprogrammer at få hustruer og konkubiner placeret centralt i de store huse. Loyaliteten ligger i sidste ende hos søsterskabet, der har sin egen dagsorden.

Da historien starter, indehaves løvetroen af kejser Shaddam IV, nr. 81. i rækken fra huset Corrino. Tronen står tilsyneladende trygt og godt på hjemplanten Salusa Secundus bevogtet af kejserens frygtede korps af fanatiske Sardaukarer. Men vi befinder os i en overgangsfase.

Kejseren er under pres fra de andre store huse, der aspirerer til troen, hvilket igen formentlig skyldes, at kejseren ikke har nogle ægtefødte sønner. Det hele kulminerer, da kejseren overdrager Dune til huset Atreides som fuldt len, hvormed de hidtidige lensherrer, huset Harkonnen, sendes ud i kulden. Formålet er klart nok, nemlig at spille de to magtfulde huse ud mod hinanden til kejserens egen fordel.

Navnet Atreides er det samme, som vi på dansk kender som Atriderne, dvs. at stamfaderen er den mykenske kong Atreus, hvis sønner Agamemnon og Menelaus, vi kender fra “vores” egen mytologi, som Herbert på den måde behændigt bygger videre på. Fremtidens Atrider har planten Caladan som hjem og har blandede følelser ved at skulle overtage Dune. Dels naturligt vemod ved at skulle forlade deres hjem, dels aner de uråd om kejserens reelle planer. Men der er også store muligheder.

Dune er nemlig den eneste kilde i universet til krydderiet melange, der udover livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber også er vitalt for rumrejser. Uden krydderiet kan Rumlaugets navigatører nemlig ikke ”folde” rummet og navigere igennem universet. Krydderiet er derfor uden sammenligning det meste værdifulde stof i universet. Med et par håndfulde kan man i knaphedsperioder købe sig hele planeter. Først et par årtusinder senere lykkedes det at skabe en substitut, der kan bryde laugets monopol, hvilket på ny tipper magtbalancen til andre end den, der er herre over Dune og krydderiet.

”Liberal governments always develop into aristocracies. The bureaucracies betray the true intent of people who form such governments.”

 

– Leto II, The Stolen Journals (God Emperor of Dune)

De komplicerede magt- og slægtsforhold, der omgiver serien er aldrig noget, der forklares fuldt ud i selve bogen, men derimod i forskellige bilag, der er vedlagt. Udover et kort og en ordliste med imperiets terminologi (Herbert skabte en række ord og begreber til brug for bøgerne) er der til bogen vedlagt en beskrivelse af Dunes økologi (appendiks I), en beskrivelse af Dunes religion og heri også dele af forhistorien op til, hvor bøgerne starter (appendiks II), en rapport om søsterskabet Bene Gesserits motiver og hensigter (appendiks III) og endelig et uddrag af de store huses adelskalender (Almanak en-Ashraf, appendiks IV).

De forskellige bilag kan man fint læse eller slå op i, mens man læser bøgerne – ikke ulig de forskellige noter og ledsagere, der følger med f.eks. Otto Steen Dues oversættelser af de nævnte værker af Vergil og Ovid. Hertil kommer, at lange tankerækker fra de forskellige personer kan være skudt ind i mellem dialoger, så vi får at vide, hvad de i virkeligheden tænker og føler, mens de taler. I de senere bøger kan lange kapitler være sådanne dialoger eller tankerækker. Endelig indledes de forskellige kapitler typisk med “kildemateriale”, dvs. citater fra bøger, journaler etc. fra universet (nogle eksempler på citater derfra er placeret rundt omkring i dette indlæg). Noget af materialet er først fundet i arkiver eller arkæologiske udgravninger lang tid efter, at historien i den konkrete bog foregår. Vi kan som læsere derfor ofte være lidt på forkant med begivenhederne, afhængig af, hvordan vi udlægger kildematerialet.

Alle disse mange dimensioner af historiefortælling gør Dune til en krævende læseoplevelse, ikke mindst fordi Herbert også bevidst brugte ord fra periferien af det engelske sprog. Mindre vanskeligt er det ikke at filmatisere værket uden at det nøje gennemtænkes, hvordan baggrundshistorie og tankerækker indarbejdes. Hvordan formidler man f.eks., at centrale aspekter af plottet sker i noget, en person tænker, mens han eller hun i virkeligheden taler om noget helt andet, som vi kun forstår, hvis vi slår nogle af ordene op i bogens ordliste?

”Laws to suppress tend to strengthen what they would prohibit. This is the fine point of which all the legal professions of history have based their job security.”

 

– Bene Gesserit Coda (Chapterhouse Dune)

David Lynch forsøgte i 1984 at filmatisere Dune. Filmen er ikke særlig vellykket målt i forhold til instruktørens standarder i øvrigt. Den er dog heller ikke dårlig, som mange gerne vil gøre den til. Det er blevet en lidt for letkøbt vej til intellektuel kapital at kritisere filmen. På plussiden skal nævnes, at den visuelt er overordentlig vellykket. Den fanger meget præcist det mærkelige fremtidsunivers, der på den ene side er langt længere fremme, end vi er, f.eks. illustreret ved rumrejserne, men på den anden side synes mere tilbagestående ved f.eks. at have afskaffet alle computere, og hvor der i vidt omfang kæmpes med sværd som i middelalderen.

Der er vist gjort mange forsøg på at ”undskylde” Lynch’ Dune. Sandheden er nok desværre, at det hverken er producenter eller andre, der ødelagde et potentielt mesterværk ved at klippe det i stykker, men at Lynch ganske enkelt ikke var den rigtige instruktør til en stor, episk film. Lynch’ styrker ligger andre steder; og de er ikke store, episke film.

Man skal huske, at Lynch kom fra det abstrakte maleri, begyndte at lave kortfilm, der mest var videoinstallationer, og først herefter begav sig i kast med egentlige spillefilm. Eraserhead (1977) og Elefantmanden (1980) var de eneste spillefilm, Lynch havde lavet før Dune (og førstnævnte kan vist kun med nød og næppe kaldes en spillefilm i gængs forstand). Stilen er meget langt fra Dune, og mindst lige så langt fra Dune er Blue Velvet (1986), Twin Peaks (1989-1991), Lost Highway (1997), Mulholland Dr. (2001), og hvad Lynch ellers lavede. Dune er unik i Lynch’ produktion. Det er måske meget heldigt, at Lynch’ Dune ikke blev en succes. For hvis den var, var han måske fortsat i det spor; og vi havde aldrig fået de nævnte mesterværker, der senere fulgte.

I den store Lynch biografi/selvbiografi, Drømmerum, der udkom for et par år siden, som Lynch skrev sammen med Kristine McKenna (de skiftes til at skrive kapitlerne, sådan at en periode af Lynch’ liv først beskrives af McKenna og derefter kommenteres af Lynch), er der heller ikke noget der tyder på, at der skulle ligge et skjult Lynch-mesterværk gemt i filmarkiverne et sted. Lynch har senere fået tilbudt at klippe sin egen version af Dune, men har sagt nej. Grunden til dette nej forbigås påfaldende kortfattet i selvbiografien.

”Good government never depends upon laws, but upon the personal qualities of those who govern. The machinery of government is always subordinate to the will of those who administer that machinery. The most important element of government, therefore, is the method of choosing leaders.”

 

– Law and Governance, The Spacing Guild Manual (Children of Dune)

Uden Lynch’ hjælp klippende man en mere komplet version af Dune til tv, der findes på DVD. Her findes meget af det, som blev klippet ud i den oprindelige biografversion, så spilletiden er øget fra 2 timer og 17 minutter til lidt under 3 timer. Desværre tog man i tv-versionen nogle få ting ud, bl.a. nogle af de mere voldelige scener, samt den ikoniske introduktion, hvor prinsesse Irulans ansigt i Virginia Madsens gestalt på en baggrund af stjerner introducerer os til universet. Vil man se Lynch’ Dune, skal man altså både se tv-versionen og den oprindelige biografversion.

Mere vellykket end Lynch’ version var den tv-mini-serie på 3 afsnit á 90 minutter, der kom i år 2000, instrueret af John Harrison. En glimrende serie, der desværre lever et stille liv. Den var mindre visuelt vellykket end Lynch’ version, da den var og er meget præget af datidens computerskabte effekter. Til gengæld – og det er vigtigt – fanger den langt bedre end Lynch’ version det episke i fortællingen, det at vi står i en overgangsfase, hvor vi er på vej fra én epoke ind i en anden.

Tv-serien blev fulgt op af endnu en tv-serie på tre afsnit i 2003, Children of Dune, der dækker de to næste bøger i serien, men denne er noget mindre vellykket. Dette skyldes til dels, at de senere bøger i endnu højere grad end den første er vanskelige at omsætte til levende billeder. Selvom der også her synes at være rigeligt med spilletid til rådighed (igen 3×90 minutter), virker serien forjaget. Plottet er forhastet; og karaktererne bliver aldrig rigtigt udbygget.

For mens den første bog i serien følger en ret traditionel skabelon, bliver Dune først fuldtonet science fiction i de senere bøger. I den første bog skal den unge Atride, Paul, begive sig fra dreng til voksen og gøre sig erfaringer ud i kampkunst, kærlighed, seksualitet, regeringsførelse etc. Han skal vise sig værdig til tronen; og ikke mindst skal han hævne sig på dem, der dræbte hans far. Denne skabelon kendes vist fra adskillige eventyr mv. I de senere bøger bliver det hele mere kompliceret. Ikke kun viser de gode sig at være knap så gode og de onde at være knap så onde, men mange gammelkendte problemer rammer også den nye tids herskere.

Problemerne med generationsskiftet, når der ikke er passende arvinger, problemer med rivaliserende huse, der konspirerer osv. Hertil tilføjes en række elementer, der kan være hård kost for et ikke-science fiction-vandt publikum. I flæng kan nævnes at minder kan gå i arv fra forældre til børn i generationer, og at liv kan forlænges så længe, at en kejser formår at sidde på tronen i 3.500 år. Personer der døde for længe siden, kan genskabes og leve igen og igen.

”All rebellions are ordinary and an ultimate bore. They are copied out of the same pattern, one much like another. The driving fore is adrenalin addiction and the desire to gain personal power. All rebels are closet aristocrats. That’s why I can convert them so easily.”

 

– Leto II (God Emperor of Dune)

Den premiereaktuelle filmatisering af Dune har gjort klogt i ikke at forsøge at filmatisere hele den første bog i én film, men at starte med halvdelen, sådan at der er tid til at folde historien, universet og personerne ud, så de forskellige ”bilag” i bogen kan indarbejdes som en naturlig del af handlingen. Action er der som i bogen ikke meget af.

Det er gennemgående for bøgerne, at store slag ofte noget vi mest hører om som noget, der er sket. Det vigtigste er magtspillet mellem de forskellige huse og søsterskabet samt Atridernes overvejsler i forbindelse med at skulle skifte verden. Ikke bare flytte til en ny by eller et nyt land, men til en helt ny planet. Her lykkedes Denis Villeneuves filmatisering godt, om end det underbetones lidt, at Atriderne faktisk skal forlade deres hjem. De får ikke blot en ekstra planet at herske over.

Hvad jeg også savner i den aktuelle filmatisering er, at man måske blot en lille smule mere havde gjort noget ud af værkets episke dimension, der – som nævnt – måske er det mest centrale. Selvom magt, intriger og historien om en ung mands vej fra barn til voksen umiddelbart fylder mest, så skal vi stadig kunne fornemme, at vi befinder os på det punkt i historien, hvor en epoke lakker mod enden og en ny er ved at tage sin begyndelse. Dette savende jeg lidt i Villeneuves film. Men det kan nå at komme i den næste del. Det er – alt andet lige – måske vigtigere, at man nu og her fokuserer på nogle enkelte elementer og så først senere lægger det ekstra lag til.

“Law always chooses sides on the basis of enforcement power. Morality and legal nicceties have little to do with it when the real question is: Who has the clout?”

 

– Bene Gesserit Council Proceedings: Archives #XOX232

Filmen har mange fine detaljer, f.eks. den hyppige brug af analoge instrumenter i en verden, der har lagt computerne bag sig. Andre ting fra bøgerne holdes behændigt i baggrunden, f.eks. mentaterne, mennesker der er trænet i brug af logik som erstatning for computerne. Rumlaugets mystiske navigatører, der navigerer de store rumskibe gennem universet via krydderiet, overlades også trygt til vores fantasi. De uhyrlige kæmpesandorme, der hersker i de enorme ørkner på Dune ser vi også næsten kun i glimt. Der er rigeligt til fortsættelsen.

Visuelt er vi hos Villeneuve meget samme sted som i hans Blade Runner 2049 (2017), hvilket også fungerer. Det hele bliver dog en tand for sterilt. Det fungerer fint på ørkenplanten Dune, men det virker knapt så godt til de øvrige verdener, f.eks. Atridernes frodige hjemplanet Caladan, der visuelt godt kunne have været længere fra Dune.

Tilsvarende er hjemplanterne for huset Harkonnen og huset Corrino, hhv. Giedi Prime og Salusa Secundus, visuelt meget tæt på hinanden, uanset at der er tale om vidt forskellige huse og vidt forskellige verdener. Lige på dette punkt er Lynch stadig den mest vellykkede filmatisering. Men så er det vist også sagt. For både som læser af Herberts bøger og i øvrigt er jeg godt tilfreds med den aktuelle filmatisering af Dune. 8/10.

Referencer

Bøger

Frank Herbert, Dune (1965, genudgivelse fra 2007, Gollancz)

Frank Herbert, Dune Messiah (1969, genudgivelse fra 1972, New English Library)

Frank Herbert, Children of Dune (1976, genudgivelse fra 1982, New English Library)

Frank Herbert, God Emperor of Dune, 1981, genudgivelse fra 2008, Penguin Random House)

Frank Herbert, Heretics of Dune, 1984, genudgivelse fra 2009, Penguin Random House)

Frank Herbert, Chapterhouse Dune, 1985, genudgivelse fra 2009, Penguin Random House)

Frank Herbert, Klit – Dune på dansk ved Niels Søndergård (Borgen, 1978) – bogen er for længst udsolgt og skal skaffes antikvarisk

David Lynch og Kristine McKenna – Drømmerum (oversat fra engelsk af Søren Vinterberg efter Room to Dream, 2018).

Film

David Lynch’ Dune (biograf-versionen på 2 timer og 17 minutter:):

https://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=66448969843127524

David Lynch‘ Dune (tv-versionen på knap 3 timer) findes på DVD som Dune Extended Edition udgivet af Magic Picture i 2012 (en thailandsk udgivelse, men i øvrigt med både engelsk tale, menuer etc.). Der er vist ikke længere tilgængelig i de forretninger, jeg benytter, derfor ingen henvisning.

Dune – tv-serien fra 2000:

https://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=3047935196479279

Children of Dune – tv-serien fra 2003, der dækker bog nr. 2 og 3 i serien:

https://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=9331822831033548