Krigen mod virkeligheden

7. december 2020
3 minutters læsetid

Brian Degn Mårtensson

I Tyskland mener aktivistiske kritikere, at en stor statue af kansler Otto von Bismarck (1815-1898) skal rives ned. Pt troner den over Hamborgs gamle havn, men sådan skal det ifølge mange ikke være mere. Begrundelsen er, at Bismarck ifølge aktivisterne støttede kolonialisme. Trenden med at forlange statuer, buster og andre historiske minder fjernet fra det offentlige rum kender vi også alt for godt herhjemme, hvor det især er gået ud over landets tidligere konger, senest på Kunstakademiet af alle steder. Både i Danmark og Tyskland bærer aktionerne præg af en generel foragt for historisk viden, og fælles er det også, at man baserer kravene om historisk censur på en forestilling om, at vores offentlige, fælles erindringer skal være rene og moralsk ubesmittede. Alt sammen set fra et nutidigt, venstreradikalt perspektiv.

Otto von Bismarck er en helt afgørende figur i europæisk historie, og man kan dårligt nok nøjes med at skrive “på godt og ondt”, for næsten alt, der er sket siden, har en tilknytning til noget, Bismarck har påvirket. Både det gode, det dårlige og alt det midt i mellem. Har man i øvrigt historisk indsigt, vil man vide, at Bismarck var en af de få europæiske stormagtsledere, der i samtiden var skeptisk overfor at indlede et kolonieventyr. Det er rigtigt, at han i pragmatikkens navn senere måtte give sig grundet politisk og strategisk pres, men det var på ingen måde ham, der var primus motor for tysk kolonialisme. Tværtimod forsinkede han den efter alt at dømme. Hvis man absolut vil vælte statuer af netop Bismarck, kan man med fordel afsøge andre begrundelser.

Selv om det et nemmest med enkle, lineære sandheder, må vi i Bismarcks tilfælde anstrenge os med at rumme en stor kompleksitet, der udspiller sig over et langt politisk virke – under skiftende forhold. Han var eksempelvis tidligt ude med indførelsen af sociale rettigheder og aktiv fattigdomsbekæmpelse, ligesom han gjorde meget ud af at inddæmme internationale konflikter. Han førte som bekendt Preussen i krig flere gange (mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870), men sikrede hver gang, at krigene var begrænsede og ultra-korte. Bismarck-perioden var i historisk sammenhæng derfor relativt fredelig. Først efter pragmatikeren Bismarcks afgang gik det galt – med ustyrlig nationalisme, verdenskrige og ufattelige lidelser.

Bismarck var realpolitiker per excellence, nærmest kedelig i sin søgen efter ro, orden og regelmæssighed. Han var konsekvent og målrettet, men ville have stabilitet og mindst mulig dramatik. Han overtog magten i Preussen i 1862 i en uholdbar situation, hvor splittede tyske stater havde været en kilde til europæisk ustabilitet i lang tid. Med et minimum af krigshandlinger stabiliserede han europæisk politik, mens tysk industri og teknologi blomstrede. Medicinske, industrielle og organisatoriske fremskridt forbedrede livet for millioner. Disse impulser spredte sig til resten af verden, og vores nuværende civilisationsstade står i dyb gæld til 1800-tallets Tyskland. Især i hans “konservative periode” fra 1878-1890 var han indenrigspolitisk på andre områder virkelig hård, og indførte bl.a. vidtrækkende undtagelseslovgivning vendt mod politiske modstandere.

Bismarck var således bestemt ingen engel, og skal vi bedømme ham med nutidens alen, har han selvfølgelig et ansvar for de grumme ting, Tyskland foretog sig perioden, herunder i deres kolonier. Han var dog heller ingen djævel, og fortjener derfor – med samme nutidige alen –behørig ære for alle de gode ting, datidens Tyskland afstedkom på hans vagt, herunder fredelig løsning af diverse internationale konflikter, og intelligent begrænsning af de konflikter, der ikke kunne løses på den måde.

Så, kære tyskere: Lad statuerne af Bismarck stå, og lad os med dem i sigte reflektere over både gode og dårlige erfaringer i vores alle sammens europæiske kultur. Historien vil altid være broget og modsætningsfyldt, men det er nu engang vores historie. Renser man den for alt, hvad man fra venstrefløjens identitetspolitiske og fakta-resistente optik finder krænkende eller forkasteligt, vil vi stå tilbage med en politiseret, selektiv pseudo-historie, som vi intet brugbart kan lære af.

Kristeligt Dagblad skrev den 1/12-2020 om begivenhederne i Hamborg: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/opgoer-med-tysk-kolonihistorie-34-meter-hoej-jernkansler-kraeves-nedrevet?utm_source=facebook&utm_campaign=post&utm_content=locked&fbclid=IwAR2SqvNCw8ltj-NANascH6KmP5KEh6pMRtUfLMUj6f4_d0o0a3Wc97NY1nQ


Brian Degn Mårtensson er cand.pæd. i pædagogisk filosofi og forfatter til en lang række bøger og artikler om filosofi, videnskabsteori, pædagogik og undervisning.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside