Eika: Liberal-Demokratiet slår tilbage

Af Jon Eirik Lundberg

Før jul talte Redaktør Rasmus Ulstrup Larsen og cand.mag. Anne-Marie Vestergaard i Årsskriftet Critiques podcast sammen for at finde forklaringen på forfattere som Jonas Eikas grove verbale overfald på meningsmodstandere.

Circa midtvejs i programmet nærmer de sig et godt bud: Kunstnere begår en kategorifejl og forveksler kunstens grænseløshed med en tilsvarende grænseløshed i verden.

De er så meget indlejret i kunstens vilkår, at de taber sociale og sproglige normer af syne.

Liberal-Demokratiet

Den polske filosof, Ryszard Legutko giver i sin bog ”Dæmonen i demokratiet; totalitære fristelser i frie samfund” (min oversættelse) en præcisering af dette synspunkt. Ifølge ham kan adfærden forklares ud fra Vestens herskende ideologi, Liberal-Demokratiet.

Skønt betegnelsen ligger tæt op ad ’det liberale demokrati’, er der tale om noget nær denne styreforms modsætning. Forskellen ligger i liberal-demokratiets ideologiske forståelse af verden. Ligesom andre ideologier er den baseret på en utopisk forestilling om historiens ende. En liberal-demokrat ”har set lyset”, og ved, hvordan det hele – det liberale demokrati – til sidst vil se ud. I forlængelse af denne spekulation søger liberal-demokraten at reformere nutiden, så den kommer til at stemme overens med visionen.

Den idé, eller det projekt, udgør i dag det vestlige ”mainstream”.

Den maksimale frihed

Når liberal-demokratiet hersker suverænt, vil alle mennesker leve i maksimal frihed. Fordi liberal-demokratiet er et frigørelsesprojekt for alle mennesker, individer såvel som grupper. Dvs. det er et egalitaristisk projekt. Præcis ligesom kommunismen også var det. Og ligesom i kommunismen går vejen til frihed via overtalelse, formynderi og tvang. Det vil sige, at alle aspekter af livet politiseres i en højere sags tjeneste, som, i sidste ende, er et liv helt befriet for politik.

Det lyder selvmodsigende, at mennesket gennem tvang bliver frit, og at man gennem politisering kan skabe et upolitisk samfund. Og det er det også. Men lige præcis dét principielle problem, at mennesker må tvinges til frihed, og at målet helliger midlet, er noget alle ideologier har som deres udgangspunkt.

Det hænger sammen med, at ideologiske tilhængere føler sig særligt udvalgte og oplyste, og som sådan placeret i et modsætningsforhold til ”de andre”, som ikke har erkendt sagernes egentlige sammenhæng endnu. De andre lever i formørkelse og forstår ikke deres eget bedste. De må derfor med moralsk ret styres i den rigtige retning, hvad enten de kan lide det eller ej. Og med de midler der byder sig til.

Denne relation mellem dem der lever i lyset og dem der befinder sig i mørket, kan forklare forfatternes og andres hensynsløse fremfærd i det offentlige rum. Når Jonas Eika bogstavelig talt, i lysstrålen på scenen, ser ned på Mette Frederiksen, placerer han sig selv i det liberal-demokratiske mainstream og hende i mørket der ude hos ”de andre”.

Fordi hendes politik, f.eks. at fastholde Danmarks grænser, ikke retter sig efter de liberal-demokratiske grundsætninger om den maksimale frihed til alle mennesker. Grænser udgør skel, kilden til for-skel, som egalitarisme er en kamp imod.

Liberal-demokrati og kætteri

Mette Frederiksen og andre der taler om grænser, ejendomsret og lignende begår en form for blasfemi for liberal-demokraten. Hvilket udløser den for hånden værende hårdest mulige sanktion. Udskamning er gerne det foretrukne valg, og en udskamning for åben scene, endda foran rullende kameraer, hvor ingen modstand er praktisk eller moralsk mulig, må være et sjældent ekstatisk højdepunkt for en mainstream-aktivist.

Set fra denne vinkel er det oprørende ikke egentlig forfatternes vilde eller overraskende nye ideer, men deres intenst konforme attitude. Det er også, set fra det liberale demokratis synsvinkel, lidt trættende, at de gør sig til fortalere for en sekterisk konformitet, hvor kun deres eget verdenssyn har nogen ret, og alle andre læsninger skal udgrænses.

Denne stærke opvisning i politisk korrekthed glemmer man let i kampens hede, fordi de som det første overskrider alle normer for rationel samtale, og udbasunerer deres moralistiske dominans gennem sprogets værste gloser. Men dermed giver de os også vigtige påmindelser om det ideologiske drama der udspiller sig i vor tid.

Udskamningens fristelser

For få måneder siden advarede tidligere præsident Barack Obama sine tilhængere imod udskamningens fristelser. Fordi den ikke giver resultater, den skaber ikke ”change”. Det er en gratis omgang når det kommer til stykket.

I Eikas tilfælde er det jo ikke sandt, at socialdemokratiet er et racistisk parti. Ligesom det er heller ikke sandt, at folk på ”tålt ophold” er ofre. De er udvist af landet for grove forbrydelser.

Når støvet har lagt sig, er der ikke meget tilbage af den store ståhej i praktisk forstand. Om det så var kunstnerisk værdifuldt, skal der sikkert også være flere meninger om. Måske var det i sidste ende en intens fantasiløshed der kom til syne i den optræden.

Jon Eirik Lundberg er direktør for Læssø kunsthal, forfatter og musiker.

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!