Skælvende demografi og gældskrise truer Vestens overlevelse

Demografi Copyright: C. Messier

Alt for sjældent tages tidens dybereliggende og alvorlige problemstillinger under kærlig behandling, skriver månedens kronikør og giver svar på tiltale: Voldsomme demografiske forskydninger og en lurende gældskrise udgør eksistenstrusler for de vestlige samfund – og de er langt mere aktuelle, end vi vil være ved.

Af Anders Orris 

Forudsætningerne for at kunne træffe brugbare politiske beslutninger er blandt andre, at man har forstået fortiden, analyseret nutiden og planlagt fremtiden. Det afsættes der givetvis for få menneskelige resurser til. Politikere i al almindelighed viger uden om alvorlige problemer, enten fordi de ikke har brugbare løsninger parate eller ikke tør præsentere dem. Man forlader sig på menneskets tilpasningsevne – eller den dertil knyttede ligegyldighed i forhold til fremtiden. Resultatet kan blive endeløs politisk positionering, det vil sige markeringer uden substans, eventuelt suppleret med en åbenlys og tiltagende uvilje mod at løse lige så åbenlyse, materielle politiske problemer. Det fører til alvorlige tillidskriser mellem vælgere og valgte. Det meste tyder på, at en sådan og alvorlig en af slagsen foreligger.

Tillidskrise

Det er i skæringspunktet mellem nutidsanalysen og fremtidsplanlægningen, at politiske løsninger skabes. Nutidsanalysen fastlægger problemstillinger, der kan afstedkomme politisk indgriben – betinget af afvejninger, for politiske løsninger skal altid afvejes. Eksempelvis med værdimæssige grundbetragtninger, det være sig markedsøkonomi og/eller privat ejendomsret, eller alternative løsningsmodeller, så som muligheden for at afstå fra politisk indgriben og lade mekanismer, friholdte for politisk regulering, råde. Det sidste forekommer for sjældent, overtroen på politisk-finmekanisk regulering er i sig selv skadelig, ikke mindst fordi politikere og vælgere tilsyneladende befinder sig i en dødedans. Stadigt mere eksakte politiske løfter – ofte om flere boliger, pædagoger eller sygeplejersker – udstedes, og forbliver de uindfriede, hvilket ofte sker, forstærkes den førnævnte tillidskrise.

Vælgerbefolkningen stiller større og større krav om politiske leverancer ved kasse ét, hvorimod politikeres grundlag for, eksempelvis at fordele ekstra resurser, undergraves af den materielt foreliggende virkelighed. De stigende forventningers utilfredshed er et ofte citeret diktum herfra, men det bliver det ikke mindre sandt af. Den materielt foreliggende virkelighed? Hvad består den af? I nærværende kroniks perspektiv består den af to elementer.

Dystre demografiske udsigter

For det første en aktuel og fremtidig demografisk krise. Befolkningen ældes, andelen af pleje- og forsørgelseskrævende gamle forøges, og disses andel af befolkningen, sammenholdt med den arbejdsdygtige dels, forøges således betragteligt. Den danske befolkning har ikke kunnet reproducere sig selv, formuleret direkte. Årsagerne hertil er kun delvist kendte. Denne demografiske forskydnings konsekvenser forværres givetvis ved, at generationer med erindringer om småkårstider, grød, strygejern under dynerne og kaffeerstatning, uddør og erstattes med nogle med helt andre forventninger til ældreforsorgens standard. De stigende forventningers møde med den materielt foreliggende virkelighed – i praksis mulighederne for at fordele resurser – vil helt sikkert medføre utilfredshed.

Denne demografiske forandring er i årtier søgt imødegået ved at tillade indvandring af fremmede, i betydeligt omfang fra ikke-vestlige lande. Dette er en alvorlig politisk fejldisposition af flere årsager, hvoraf de væsentligste kort skal sammenfattes her. For det første medbringer de fremmede deres egen forsørgerbyrde: børn der optager institutions- eller skolepladser, herunder ofte med behov for særforsorg, voksne med uddannelses- eller opkvalificeringskrav, uarbejdsdygtige og/eller uuddannede ægtefæller med videre. Spidsformuleret er hverken børnehave- eller skolebørn, tilvandrende nål-i-høstak-superstudenter eller pædagogstuderende bidragsydere til produktionen. Dette forhold understreger et allerede eksisterende balanceproblem ved vor såkaldte velfærdsstat, og hele den såkaldte integrationsindsats er snarere blevet en integreret del af den offentlige sektors konstant forøgede penge- og personaleforbrug.

For det andet er det åbenbart, at de fremmede medbringer en stribe tilpasningsvanskeligheder, herunder som nævnt i forhold til arbejdsmarkedet. Arbejde som given social norm, herunder pligten til at modtage alment forefaldende arbejde, forefindes ikke. Blandt de fremmede er det ikke sjældent en indlejret norm, at kvinder ikke arbejder, og at man i al almindelighed ikke modtager fysisk krævende arbejde. Bestemte, tilvandrende kulturkredse anser ikke livet før døden som værende af særlig værdi, for nu at anvende endnu en spidsformulering.

Denne demografiske løsningsmodel – at søge at korrigere for befolkningens aldring ved tilvandring af fremmede – skaber dertil en indre, negativ demografisk dynamik. Det grundlæggende forhold, aldringen, imødegås, men andelen af befolkningen med et afvigende kulturmønster, som det i sidste afsnit beskrevne, forøges ved selve konsekvenserne af den historisk førte indvandringspolitik. Med renters rente. Forsørgelsesproblemer forværres dermed, den uproduktive og forsørgelseskrævende del af befolkningen forøges. Med det før skitserede demografiske problem in mente, den ægtefødte befolknings aldring og talmæssige reduktion, stilles der endog større krav til denne ægtefødtes befolknings produktive indsats. Afkastet tilfalder tilmed et uproduktivt, fremmed befolkningselement. Dette har åbenbare skadevirkninger for dén sociale sammenhængskraft, et fredeligt samfund hviler på.

Gældskrisen

Et andet aspekt ved den materielt foreliggende virkelighed – i tilknytning til det demografiske aspekt – er den rådende gældskrise. Denne omfatter både stater og husholdninger. Danmark – og en række andre europæiske lande – har i et tiårsperspektiv haft en relativt konstant eller endog svagt stigende statsgæld og gæld per husholdning, opgjort som andele af den samlede produktion. Det er værd at bemærke, at danske husholdninger er blandt Europas allermest forgældede, blandt andet på grund af vort lige dele monstrøse og generøse realkreditsystem, der for tiden opererer med indlysende vanvittigt lave rentesatser, som blandt andet er motiverede af forsikringer om, at den danske stat er villig til at beskatte sine borgere meget hårdt, for eksempelvis at udstede faldskærme til fordringshavere. Risici er noget man pålægger stater i vor tid. Staterne reddede for nogle år siden bank- og kreditsektoren, men hvem redder staterne, når det kommer så vidt?

Navnlig stater, men også husholdninger, låner dertil ud fra falske forudsætninger. Gæld kan optages under forventning af fremtidige afkast, hvorfra gæld kan afdrages og dermed afvikles. En sådan situation foreligger ikke. Ingen europæiske stater kan disponere ud fra forventninger om fremtidige produktionsafkast, der kan finansiere en konstant eller stigende statsgæld, målt som procent af den samlede produktion. Den demografiske krise forhindrer dette. Tillempede løsninger vil forventeligt være forskellige former for forøget beskatning, men dette er ikke en farbar vej i en fremtid, hvor skattegrundlaget hverken bliver bredere eller dybere, netop på baggrund af den skitserede demografiske situation. Som bekendt kan effektiv beskatning kun ske ved at inddrage kapital eller forbrug, og her har de europæiske stater og samfund allerede ramt en smertegrænse. Meget store økonomier, blandt andre den franske, britiske og italienske, har i stor stil afviklet deres overskuds- og kapitalgivende industri- og landbrugsproduktion og sidenhen oparbejdet enorme gældsbjerge, de med den materielt foreliggende virkelighed og givne demografiske udvikling ingen udsigt har til at afvikle.

Identitetspolitikken i nyt lys

Konsekvenserne kender ingen, der er desuden ingen apokalyptisk vision at hente i denne kronik. Fremtiden afhænger af afgørelser og viljesakter. Der er dog en aktuel nutidsanalyse, det er værd at runde af med. Det gælder den såkaldte identitetspolitik, det vil sige politik hvis primære fokus er gruppers religiøse, kulturelle, seksuelle eller blot rent ud sagt private træk. Denne træder stærkere og stærkere frem i vor tid. De fleste, per instinkt også nærværende kronikør, associerer denne med følgerne af almen velstand og overflod: politik bliver hinsides materielle overvejelser, folk har for megen fritid, for lidt ansvar og for få pligter. Dette fører til selvmedlidenhed, ondt i maven og sjælen og krav om barnepigemedlidenhed. Stress, særligt sensitive, særlige behov, monoman optagelse af kost og hvad mennesker ikke alt finder på. Grundlaget for identitetspolitik, med andre ord.

Måske er denne association ikke sand? Måske er tidens identitetspolitiske plage, der truer med at udslette århundreders møjsommeligt fulgte ledestjerne om borgere, stillede lige og myndige i forholdet til øvrigheden, og i stedet udbygge et sagsbehandlersamfund, ikke en følge af almen velstand og overflod? Måske er identitetspolitikken en offer- og overlevelsesstrategi, udtænkt og institutionaliseret af de kredse, der har en ikke sjældent historisk betinget interesse i at undergrave det førnævnte ideal og i al almindelighed styrke statens magt over menneskene?

Identitetspolitikken som offer- og overlevelsesstrategi udspringer af en delt nutidsanalyse om vanskelige forhold, aktuelt og forude. Den foreliggende materielle virkelighed kan man trods alt ikke lyve over for, så identitetspolitikken bliver blot til et kneb i fordelingskampen. Den foreliggende materielle virkelighed, den verden vi lever i, er fyldt med smuthuller. Dét gør ondt, jeg smutter hjem, regn ikke med mig i forreste linje. Giv en anden skylden. Den postulerede nulfejlskultur er et beslægtet falsum – og i sig selv udtryk for en offer- og overlevelsesstrategi.

Den goda renheten är medveten, och ingen kan bli ren utan att först ha smutsat ner sig skrev den svenske poet Gunnar Ekelöf for en menneskealder siden. Fremtiden afhænger af afgørelser og viljesakter. Med dette udsagn in mente.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.  

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!