Af Rasmus Ulstrup Larsen
Familiepolitikken ser ud til at spille en stadig vigtigere rolle i det politiske landskab: Forældre kræver minimumsnormeringer, og hos både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har der været forskellige politiske udspil til at sikre mere tid til familielivet, for dem der ønsker at gå hjemme mens børnene er små.
Begge udspil blev dog afvist fra venstrefløjen med argumentet om, at det vil være dårligt for kvinderne, da de vil komme bagud i karrieren. Denne begrundelse er værd at bide mærke i, for hvis man analyserer hvad der egentligt menes med det, så afsløres en dybt fejlagtig opfattelse af, hvad selvrealisering egentligt går ud på.
Der er nemlig et sammenstød mellem to forskellige måder at forstå selvrealisering i det politiske landskab i dag.
På den ene side står de borgerlige og ønsker, at det bliver muligt at forene arbejdsliv og familieliv; en syntese, hvor selvrealisering hverken er at være hjemme ved kødgryderne hele livet, eller dyrke karriereræs på bekostning af tiden med sine børn når de er små.
Hvad er selvrealisering?
Selvrealisering er i denne forståelse, at familielivet kan være absolut ligeså meningsfuldt og realiserende for ens inderste ønsker som arbejdslivet kan være det.
På den anden side står venstrefløjen der ønsker at beskytte kvinderne fra, at de kan føle sig fristede af at gå hjemme med børnene mens de er små, da det vil sætte dem bagud fra den egentlige selvrealisering på arbejdsmarkedet.
Selvrealisering er i denne forståelse, at familiens forpligtelser fungerer som en tilbageholdende spændetrøje, hvor arbejdslivet derimod fungerer som en frigørende forløsning.
Men netop den venstreorienterede forståelse bygger på et selvrealiseringsbegreb som er dybt individualiseret, og alt for snævert. For selvrealisering bliver først egentligt meningsfuld, når den anden træder ind i billedet.
Realisering i det sociale
Det er nemlig først realiseringen af en selv i det sociale, herunder i ansvaret for andre, at der er et egentligt meningsfuldt livsmål at realisere. For meningsfuldhed kan aldrig komme ud af en selv; selvet er udgangspunktet for at realisere en meningsfuldhed, ikke endemålet for realiseringen af en meningsfuldhed. Det er på samme måde, at vi ikke kan hive os selv op ved håret.
Der må med andre ord være noget eksternt som livets formål er rettet imod, før vi kan tale om, at det i logisk forstand egentligt giver mening. Det er af denne grund, at det hedder, at “give mening”, og ikke, at “vælge mening”. Mening er noget der gives, ikke noget der vælges.
Livet i single-player
De fleste der har spillet computerspil igennem deres barndom, har en lignende erkendelse, når de opdager at single-player i sidste ende er meningsløst, fordi man ikke deler erfaringen og de mål man opnår i spillet.
Derfor forsvinder gejsten og spillelysten også for drenge når de bliver voksne mænd, for de indser, at uden andre at spille med, så udvikles en krybende meningsløshed ligeså stille. Det bliver simpelthen kun meningsfuldt at spille, hvis det er med andre.
Og hvor flere borgerlige nu har indset denne dybt sympatiske sandhed og derfor ønsker at lade forældre være mere sammen med deres børn, så fastholder venstrefløjen, at mor kun kan realisere sig selv, gennem arbejdslivet.
Venstrefløjen ønsker med andre ord at man skal se sig selv som sit eget formål, og hvor sociale begrænsninger er noget man skal frigøres fra gennem karrieren. Men det vil altid være en umulighed at hive sig selv op ved håret, og det vil altid være en umulighed at realisere sig selv alene gennem arbejdet. Derfor er det også en ulykke, når venstrefløjen vil tvinge alle til at være fastholdt i forsøget på det.
Rasmus Ulstrup Larsen er Cand.merc(fil.) fra Handelshøjskolen i København og podcast-redaktør på aarsskriftet-critique.dk. Han udgiver en bog om kommunitarisme primo 2020. Han bidrager ofte med konservative indlæg i Jyllands-Posten. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.