Opera: Snedronningen i København

En opera over H. C. Andersens Snedronningen (1844) er så god en ide, at det kan undre, at den ikke har været mere udbredt som operaemne. En glimrende historie med rigeligt med fortolkningspotentiale, en skøn handling, god morale og pragtfulde karakterer. Læg hertil talende blomster og dyr m.v. Ganske vist har der været skrevet operaer over værket før, men ingen af dem er vist i standardrepertoiret.

Nu har Hans Abrahamsen taget eventyret op og skrevet en opera til en libretto af ham selv, med bistand fra Henrik Engelbrecht, der lægger sig tæt op ad eventyret. Det burde også ligge nært for Abrahamsen, hvis værker ikke sjældent kredser om sne, således eksempelvis Winternacht (1978) og Schnee (2008)

Så populær er danske Abrahamsen blevet efter stykket Let me tell you (2013) har gået sin sejrsgang verden over, at Snedronningen allerede til jul også får premiere i udlandet, nemlig på Bayerische Staatsoper i München.

I modsætning til – tror jeg – stort set alle andre har jeg ikke kunnet overgive mig så helhjertet og uforbeholdent til Let me tell you. I modsætning til meget andet af Abrahamsens musik, som jeg bedre kan lide, var og er jeg forbeholden. Vokaldelen lyder i lange stræk ganske enkelt ikke godt (nok), uanset hvor teknisk svær, den så end måtte være. Dertil kommer, at sang og tekst i lange stræk mest modarbejder hinanden, og at der tilføjes ikke meget til de tekster, der er valgt fra Ofelias replikker i Shakespeares Hamlet.

Foto: Per Morten Abrahamsen. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Med den aktuelle Snedronningen er det, synes jeg, langt bedre lykkedes Abrahamsen at skrive musik der passer til både stemninger og karaktererne i Andersens eventyr. Utrolig smuk og stemningsfuld er musikken hele vejen igennem. Ikke melodiøs, men stadig lyrisk og ikke mindst sansemættet.

Sangen har jeg lidt større forbehold over for. Den var der – groft sagt – for lidt af. For meget af det mindede for meget om talt dialog, der blev leveret staccatoagtigt. Selv på mange af de steder, hvor vokaldelen skulle lyde som sang, lød den stadig som talt dialog. En skam, for når musikken og sangen virkelig blev lyrisk og kom i samklang, var det forestillingens højdepunkter. Eksempelvis i slutningen af første akt, hvor snedronningen bortfører Kay og de to forenes i en duet, mens snestormen raser.

Abrahamsen indrømmer da også næsten i programmet, at musikken ikke rigtigt er komponeret med sang for øje:

“Da jeg var helt ung i ’70’erne skrev jeg enkelte stykker med sang ofte med enkle, næsten strofiske sange, men jeg har altid syntes, det var svært at finde den rigtige vokale linje til teksten. Når jeg hører nogen synge, hører jeg ikke teksten.”

Det kunne være spændende at se Snedronningen som ballet uden sang, men hvor kun musik og dans formidler fortællingen.

Stoffet var fint behandlet. Operaen fulgte i det store hele Andersens eventyr. Det eneste, der vist for alvor manglede, var episoden hos røverne i den femte historie. Der var også lagt lidt til, men med respekt for stoffet. Snedronningen var således i operaen gjort til et lidt uhyggeligt væsen ved navn ”Den Universelle”, der både er snedronningen, der bortfører Kay, men også det gode rensdyr, der hjælper Gerda i sin søgen efter ham. På den måde får snedronningen/Den Universelle lidt samme betydning som Sarastro i Tryllefløjten. En, man først tror, er ond, men som man skal ende med at indse faktisk er god, fordi han hjælper med at give indsigt på vejen fra barn til voksen.

Kay bliver alt for hurtigt voksen, da han får en split fra et ødelagt troldspejl i øjet og kun interesserer sig for kold logik og kunstighed, mens naturlighed og spontanitet bliver ham lige så fremmed som den Gerda, han i sin barndom holdt så meget af. Hun er alt det modsatte, nemlig intuitiv, varm og kærlig. Da hun finder ham er det hendes kærlighed, der smelter isen i ham, så de begge kan blive voksne, men bevarer barnet i sig. Den del er med i operaen; og til sidst ser vi Kay og Gerda som gamle og gråhårede.

Foto: Per Morten Abrahamsen. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Men operaen undgik vist, at Andersen utvetydigt kæder historiens morale sammen med Jesu ord, som bedstemor læser op til sidst: ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke ind i Guds rige!” Hvis det var med, bemærkede jeg det ikke. Hos Abrahamsen og Engelbrecht er bedstemoren til sidst blevet en gammel kone, der ikke er tænkt som nogen værdig autoritet for de selvstændige unge mennesker. Det valg kan måske forsvares. Historiens morale kan rumme bedstemorens formaning, uden at den behøver udtales eksplicit.

Gerda blev sunget og spillet af Sofie Elkjær Jensen, der måske indledningsvist var lidt for opsat på at være dramatisk, til at hun var overbevisende som den lille Gerda. Dette gik dog hurtigt over, og hun leverede utvivlsomt aftenens bedste præstation. Også skuespillet var på plads. Troværdig var hun både som lille pige med gult hår, og da vi så hende til sidst som gammel kone med gråt hår.

Kay blev også godt sunget af Melis Jaatinen, men lignede fra starten for meget en voksen. Det bliver han jo først, når han får den fatale splint i øjet.

Den mest interessante karakter var Den Universelle, der blev godt sunget af baritonnen Johan Reuter, der gav den rigtige farve til denne karakter, der jo ikke kun er snedronningen, men en lidt mere tvetydig karakter. Til sidst også rollen som tidens ubønhørlige gang i form af et stort ur, der tikker, mens Kay og Gerda vokser fra deres barndom i den smukke slutning.

Fint besat var også de forskellige mindre partier, særligt Johanne Bock, der sang partierne som henholdsvis Gerdas bedstemor, den gamle kone og finnekonen. Alle var de forskellige sider af samme person. Gode var også Gert Henning-Jensen og Sibylle Glosted som henholdsvis prinsen og prinsessen.

Instruktionen var lagt i hænderne på Francisco Negrín. Og jeg var mildest talt en anelse skeptisk, når man tilsyneladende ville lave en “nyiscenesættelse” af en opera, der aldrig har været opført før. Eksempelvis kunne man læse i et interview med Abrahamsen og Engelbrecht i Klassisk, at opsætningen i det hele var op til Negrins fortolkning: ”De to får intet med opsætningen af ’Snedronningen’ at gøre”. Negrin slap heldigvis godt fra sit hverv. Opsætningen var god, flot og stemningsfuld og spillede fint sammen med stemningerne i musikken. Lyssætningen var effektfuld og skabte imponerende rejser gennem vinterland samt det slot, som Gerda kommer til for at finde Kay.

Højdepunktet i snedronningen er så afgjort Abrahamsens smukke og poetiske musik. Jeg kunne vel godt have ønsket mig, at han lod den ”smelte” lidt mere og blive varmere på det afgørende sted, hvor Gerdas kærlighed smelter isen i Kay, men det er en mindre detalje. For det smukke og poetiske i fortællingen lever eventyrligt i hans musik.

Jeg hørte på et tidspunkt til et foredrag den tidligere operachef Sven Müller sige, at Snedronningen var tænkt som en ny nationalopera. Det kræver nok, at tiden er mere moden. Heises Drot og Marsk og Carl Nielsens Maskerade har nok – alt andet lige – mere af det stof, der p.t. efterspørges for at kunne få den betegnelse. Det ændrer dog ikke ved, at Snedronningen er en skøn, smuk og eventyrlig opera, som jeg er rigtig godt tilfreds med, og som jeg vil prøve at få set og ikke mindst hørt igen. Den spiller sidste gang den 3. december. Herefter må man til München, hvor den spiller i december 2019 og januar 2020 og så igen i juli 2020.

Hans Abrahamsen, Snedronnigen. Libretto af Hans Abrahamsen og Henrik Engelbrecht. Det Kongelige Teater, Operaen, den 13. oktober 2019.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/snedronningen/?id=25376&section=top

Hjemmeside til opsætningen på Bayerische Staatsoper, der er med andre sangere og en anden instruktør:

https://www.staatsoper.de/stueckinfo/the-snow-queen/2019-12-21-18-00.html?tx_sfstaatsoper_pi1%5BfromSpielplan%5D=1&tx_sfstaatsoper_pi1%5BpageId%5D=527&cHash=3d2b6be0c4998493fc4c1b8a4ccda600

Mariann Sejer, Barytonen er snedronningen (programartikel)

Mariann Sejer, At være forsinket til tiden (programartikel)

Anne Klara Bom, Hvad skal vi med H. C. Andersen (programartikel)

Michael Bo, En dronning fødes, Klassisk nr. 54, september-oktober 2019

H. C. Andersen, Samlede Eventyr og Historier, 4. udgave (2016)

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!