Det er nu blevet tid til den store finale i den uendelige række Marvel-superheltefilm, der er udkommet i hvert fald de sidste 15 år. Eller rettere: Den anden del af en dobbeltfilm, hvor første del var Avengers: Infinity War, der udkom sidste år. Her skulle de forskellige superhelte samlet i gruppen The Avengers bekæmpe den hensynsløse titan, Thanos, der vil skaffe 6 såkaldte “infinity stones”, der ligger gemt rundt omkring i universet, og bruge dem til at udslette halvdelen af alt liv, der eksisterer: Kun på den måde kan der skabes en evigtvarende fred og balance. Når der er ressourcer nok til alle, vil ingen jo længere slås.
Vi begynder, hvor vi slap i den første film med kampen mod Thanos, der skal vare endnu godt tre timer, før vi får en afklaring på universets skæbne. Det er nu faktisk ikke så svært at gætte både slutningen, og hvordan vi kommer derhen, hvis man ser bort fra et par nuancer, allerede på baggrund af den første film. Det lykkedes i hvert fald mig, sådan nogenlunde. Antallet af muligheder er faktisk ret begrænsede.
Bedst fungerer filmen i starten i sin skildring af de forskellige superhelte i forsøget på at håndtere et liv i en verden, der ret beset ikke længere har brug for dem. Nogle klarer det bedre end andre. Mens Iron Man eksempelvis søger lykken i familielivet, søger Thor den i druk, computerspil og fastfood. Det kunne der være kommet en god film ud af. Og hele den vinkel på superhelte universet kom der en fremragende film ud af for snart 10 år siden med Zack Syders filmatisering af Alan Moores graphic novel Watchmen. Her skulle en flok superhelte og maskerede hævnere, der var store engang, forsøge at håndtere tilværelsen i et alternativt USA anno 1985, hvor Nixon stadig er præsident, og verden trues af både de stridende supermagter samt superskurke. Dén superheltefilm er ikke siden blevet overgået.
Det bliver den heller ikke af Endgame, der kun meget halvhjertet forsøger at forfølge det nævnte spor inden specialeffektfolkene helt overtager styringen med filmen, og gør den til et computerspil, hvor man – som så mange gange før med Marvels film – sidder og ærgrer sig over, ikke at kunne spille med. Det grundlæggende problem med at skildrer superheltenes menneskelige sider er, at de ganske enkelt er for ens. Iron Man, Ant-Man, Dr. Strange og Captain America både ligner og lyder eksempelvis som hinanden, hvis man ser bort fra visse nuancer i de utallige vittigheder, der skydes af sted i et væk. Det samme gælder de kvidelige superhelte. Og for den sags skyld også kønnene imellem: Alle taler, tænker og gestikulerer for ens.
Desværre. For mange af de forskellige helte har jo vidt forskellige mytologi, som man får alt for lidt ud af. Her fungerer de forskellige film, der koncentrerer sig om blot en enkelt helt faktisk bedre. Men hvis der er noget, der i den grad kendetegner de sidste års Marvel-superheltefilm er det, at man gennemgående får for lidt ud af deres personligheder. Om end der er store variationer fra film, så har man grundlæggende bygget forskellene i karakteristika op omkring farvener på deres superheltedragt og på de forskellige “laserstråler”, de skyder med. Det kan man desværre ikke ændre så meget på med et enkelt greb eller to, uanset hvor lang spilletid og hvor mange ressourcer, man har til rådighed.
Lejlighedsvise succesfulde fortælleringer fra de tidligere film er eksempelvis skildringen af de to søstre, Gamora og Nebula, hvis far tvinger dem til at kæmpe mod hinanden. Nebula taber altid. Og hver gang erstatter faderen på smertefuld vis en legemsdel med en mekanisk attribut så Nebula til sidst mere er maskine end levende væsen.
Forsøgene i Endgame bliver kun halvhjertede. Gang på gang bygges der fine scener op, der har potentialet til både at begejstre og bevæge, og gang på gang falder de sammen igen. Typisk på grund af den afvæbende humor, som filmen insisterer på at have med over alt. Som blot ét eksempel skal nævnes scenen, hvor Rocket og Banner/Hulk opsøger Thor, som falder sammen med bemærkningen “There’s beer on the plane” hhv. “What kind?”. Når filmen en sjælden gang i mellem forsøger at udleve de store følelser fuldt ud, bliver det påtaget og klodset.
Superskurken Thanos og hans skruppelløse plan fik man mere ud af i Infinity War, end man gør i Endgame. Både han og hans motiver kunne sagtens være udfoldet mere.
Det er derfor heller ingen forudsætning at have kendskab til de øvrige film, udover Infinity War fra sidste år, om end basalt kendskab til de forskellige heltes mytologi, nok er en fordel. Når vi kommer længere væk end Captain Amarica er jeg ret blank, hvad persongalleriet angår. Men det gør ikke den store forskel for oplevelsen af filmen af de nævnte grunde, nemlig at karaktererne ikke er meget mere end deres superkræfter og farverne på deres dragter og laserstråler.
Al det kreative krudt er derimod brugt på de spektakulære slag, der foregår på tværs af tid og rum og forskellige dimensioner. Indrømmet, det er flot at se det hele brage derudaf i IMAX. Skal jeg være helt ærlig, så er det dog svært at se, hvor meget længere man efterhånden kan nå af den vej. Der sket forbavsende lidt på special effektfronten siden The Matrix (1999). Det hele er flottere, skarpere og vildere, men basalt set det samme.
Endgame burde være en film til min aldersgruppe. Jeg er gammel nok til at have set alle de tidligere film, efterhånden som de fik premiere, hvilket jeg stort set også har gjort, om end jeg har svært ved at huske den ene fra den anden. Det til trods var der stadige utallige helte, jeg ikke kunne huske navnet på, og som jeg forvekslede med hinanden undervejs (var det nu ham med den røde dragt og de blå laserstråler, der skulle hente Power Stone, eller var det den grønne pige med det røde hår?).
De fleste af de andre i biografen til Endgame gætter jeg på dårligt nok har været født, da det hele startede i begyndelsen af nullerne. De havde til gengæld deres livs biografoplevelse: Der blev både grædt, snøftet, hulket, hujet, klappet, grinet, jublet samt udbrudt adskillige “OH! MY! GOD!” og “YES!” undervejs. I det hele taget vist ægte følelser undervejs i alle de tre timer. Min egen reaktion er væsentligt mere behersket. Filmen er professionelt produceret og instrueret, og den kedede mig faktisk ikke i alle de tre timer, men det er svært at se, at Endgame er meget mere end en velkomponeret samling af højdepunkter fra de sidste 15 års succeshistorier, og dermed også sådan nogenlunde lige så middelmådig. Filmen vinder lidt, hvis man ser den på baggrund af alle de øvrige, men ikke meget. Tilbage til operahuset. 4/10
Avengers: Endgame. Instruktion: Anthony og Joe Russo. AMC Loews Linclon Sqr 13 & IMAX den 29. april 2019
