Af Rasmus Ulstrup Larsen
På Kvindernes Internationale Kampdag står organisationer og politikere i kø for at stille det ene umoralske forslag efter det andet for at komme ikke-eksisterende problemer til livs. Senest har Ledernes Hovedorganisation, der har 110.000 medlemmer, foreslået, at der skal øremærkes 16 ugers barselsdagpenge til faderen, og at pengene ikke kan overføres til moderen
Det betyder, at hvis faderen ikke tager de 16 ugers barsel, så vil familien som helhed miste barselsdagpengene for de 16 uger. Årsagen til forslaget fra Ledernes Hovedorganisation lyder: ”Barsel lægger en alvorlig dæmper på kvinders lønudvikling og karrieremuligheder. Derfor er vi nødt til at gøre noget og gå grundigt til værks”
Kvindesagens forkvaklede livssyn
Det interessante i denne sag er ikke forslaget i sig selv, men den formulering der ligger til grund for forslaget. For det afslører et fundamentalt forkvaklet livs- og familiesyn. Et livssyn der insisterer på, at samvær med sine børn er det onde, og at tjene penge er det gode. Et gennemtrængende materialistisk syn på tilværelsen, og en klar prioritering af, at selvrealisering på arbejdsmarkedet og tallet på lønchecken er det meningsgivende for mennesket.
Det er et livssyn der særligt gør sig gældende i vores tider, hvor selv relationen til vores børn skal opgøres i en økonomisk kalkule, hvor man forstår sin egen karriere- og lønudvikling som noget der er ligeså vigtigt som forholdet til sine børn og familien som helhed.
Og har man ikke forstået det, så skal interesseorganisationer og feminister nok befri moderen fra familiens tvingende bånd ved lov. Det jo er for moderens egen skyld, da hun ikke selv har indset den åbenlyse fejlprioritering ved, at vægte børn højere end penge.
Familien som arbejdsplads
Udover at være et materialistisk livssyn, så indeholder forslaget et ligeså skræmmende familiesyn. Forslaget udtrykker en familieforståelse, hvor man anser familien som en organisation af uafhængige og selvstændige individer med selvstændige interesser, som var det en arbejdsplads.
At moderen tjener mindre igennem livet end faderen, fordi hun har været mere på barsel, kan nemlig kun anses for værende problematisk hvis man anlægger det syn på familien, at økonomien grundlæggende ikke er fælles, eller i hvert fald ikke burde være det.
Det er den samme familieforståelse der gør sig gældende, når der hævdes en eksisterende skævvridning i pensionsopsparingen til fordel for faderen ved den nuværende barselsfordeling.
Man får lyst til at spørge om disse ligestillingsfanatikere forestiller sig, at når forældrene trækker sig tilbage fra arbejdslivet, at faderen så sidder og spiser kaviar, mens moderen må nøjes med en cheeseburger fra McDonalds, selvom de sidder ved samme bord?
Forestiller feministerne sig også, at mens forældrene har børn og stadig er på arbejdsmarkedet, at faderen så rejser alene, fordi moderen ikke har råd til at tage med? Og hvad er det for en grundlæggende idé om familien man har, når man konsekvent anskuer indtjeningen i en familie som individuelt baseret, og ikke som en samlet husholdning?
Den rene individualisme
Svaret er nok, at disse feministiske mennesker godt ved, at familielivet ikke leves som skitseret i eksemplerne ovenfor. I stedet er det et ønskescenarie. Et ønskescenarie fordi det udtrykker den rene individtænkning, hvor enhver er fri fra bånd og pligt. Fri fra familien, kærligheden og den fælles identitet der undertrykker realiseringen af det særegne selv.
Det er et grundlæggende ønske om at atomisere familien og ophæve et fælles ”vi” til fordel for et individuelt ”jeg”. Et ønske om at sætte mennesket fri fra dets bånd, ja sågar båndet til børnene, og den kærlighed der tvinger os til at sætte os selv til side for den anden.
For næsten begrænser mig, mens arbejdet frisætter mig. ”Arbeit macht frei” burde blive feministernes nye slagord. En gennemført vision om et liv med mindre kærlighed og nærhed, flottere titler og flere penge – det er hvad de ønsker. Må de aldrig lykkes med at gennemføre det.
Rasmus Ulstrup Larsen er Cand.merc(fil.) fra Handelshøjskolen i København og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi ved Øregård Gymnasium. Ved Handelshøjskolen skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme. Han bidrager ofte med konservative indlæg i Jyllands-Posten. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.