Joe Chip starter dagen med et skænderi med sin hoveddør. Den vil ikke lukke ham ud af lejligheden. ”Five cents, please” er beskeden fra den. Fordømt. Selvom Joe har et godt job og tjener gode penge, så forsvinder de mellem fingrene på ham, så snart han har nogle. Så nu er hans kreditstatus reduceret til ”quadruple G”; og han må se sig sat under skærpet tilsyn, så alle faciliteterne i bygningen, hvor han lever, nu kræver kontantbetaling, før noget kan udrettes. ”What I pay you,” forsøger Joe med, ”is in the nature of gratuity; I don’t have to pay you”. Men der er ikke noget at gøre: “I think otherwise,” svarer døren. ”Look in the purchase contract you signed when you bought this conapt”. I køkkenet og badeværelset er der lignende beskeder fra henholdsvis køleskabet og bruseren.
På arbejdet, Runciter Associates, er der krise. S. Dole Melipone er forsvundet. S. Dole Melipone er solsystemets største tankelæser (en såkaldt telepath), så Runciter Associates har haft ham under konstant overvågning. Melipone arbejder nemlig for Runciter Associates’ antagonist, den skruppelløse Ray Hollis. Hollis har skabt sig en lukrativ forretning på at sælge ydelserne fra sine såkaldte talenter til de højestbydende. Udover telepaths som Melipone gør Hollis navnlig i såkaldte precogs, der kan forudsige fremtiden. Hollis’ ydelser efterspørges typisk i forbindelse med industrispionage i stor skala.
Runciter Associates, hvor Joe arbejder og har en central position, har omvendt skabt sig en mindst ligeså lukrativ forretning på at udleje såkaldte anti-talenter eller inertials, der kan neutralisere talenternes kræfter. Ligesom naturen i 1992 har udviklet mennesket til et stadie, hvor nogle individer besidder særlige talenter, udviklede naturen også anti-talenter: ”One insect learns to fly, so another learns to build a web to trap him”, som det forklares.
Melipone må findes. Det har højeste prioritet. Men ingen ved præcist, hvordan han ser ud, men han genererede et kraftfelt – telepatisk aura – større end nogen anden, de kendte til, så det har været rigeligt til at holde styr på ham. Sidst blev han – eller det – registreret på motellet ”Bonds of Erotic Polymorphic Experience”. Nu er han pist væk, i hvert fald ikke længere på jorden eller nogle af dens kendte kolonier.
Lederen af Runciter Associates, den barske Glen Runciter, indser, at det i en sådan ekstraordinær situation er bedst at konsulterer sin afdøde hustru, Ellen, der ligger i moratoriet i Zürich. Med raket fra New York kan han lige nå det, inden de lukker. I 1992 er de velhavende for længst gået fra tidligere tiders barbariske skik med at begrave de afdøde. I stedet lægges de i såkaldt cold pack i et moratorium, hvor de lever et såkaldt ”half-life” og kan konsulteres af de efterladte.
Sporet leder til en forskningsstation på månen drevet af den mystiske pengemand Stanton Mick – manden der i sin tid hjalp Israel med at kolonisere de ellers så ufrugtbare egne af Mars. Rygtet vil vide, at han er i pengenød, da han netop har taget et stort lån i Verdensbanken. Runciter rejser til månen i sit private rumskib Pratfall II sammen med Joe og et hold af sine bedste anti-talenter, herunder ikke mindst den seneste opdagelse, Patricia Conley. Ung og betagende, men umoden, og med et anti-talent så frygtindgydende, at de måske havde været bedst tjent med at skaffe hende af vejen fra først de så hendes caveat emptor-tatovering.
”Taken as directed, Ubik provides uninterrupted sleep without morning-after grogginess. You awaken fresh, ready to tackle all those little annoying problems facing you. Do not exceed recommended dosage.”
For noget går frygtelig, frygtelig galt på månen. De opdager det ikke lige med det samme, for det begynder i det små. Det starter med, at cigaretterne er tørret ind. Så er kaffen kold og fløden sur. Mønterne har pludselig ikke de velkendte motiver af Walt Disney og Fidel Castro – som er normalt for mønter i den Nordamerikanske Konføderation – men er tilsyneladende udgået for mange, mange år siden.
Det står hurtigt klart, at verden langsomt men sikkert begynder at forfalde og visne væk. Selv pigen Joe fornøjer sig med på hotelværelset, finder han næste dag forvandlet til en bunke støv og knogler. Fjernsynet er reduceret til en gammel Atwater-Kent model med gammeldags tuner og trækabinet. Det er som om tingene søger tilbage til deres oprindelige form:
”But why hadn’t the TV set reverted instead to formless metals and plastics? Those, after all, were its constituents; it had been constructed out of them, not out of an earlier radio. Perhaps this weirdly verified a discarded ancient philosophy, that of Plato’s idea objects, the universals which, in each class, were real. The form TV set had been a template imposed as successor to other templates, like the procession of frames in a movie sequence. Prior forms, he reflected, must carry on an invisible, residual life in every object. The past is latent, is submerged, but still there, capable of rising o the surface once the later imprinting unfortunately – and against ordinary experience – vanishes. The man contains – not the boy – but earlier men, he thought. History began a long time ago.”
”Instant Ubik has all the fresh flavor of just-brewed drip coffee. Your husband will say, Christ Sally, I used to think your coffee was only so-so. But now, wow! Safe when taken as directed.”
Det bliver værre. Den flyvende bil bliver til en årgang 1939 LaSalle og senere til en Ford model-A coupé, årgang 1929. Snart bliver det vanskeligt at rejse ret langt på kort tid, hvilket er uheldigt, da meget tyder på, at årsagen til forfaldet skal findes i Des Moines i Iowa, et godt stykke fra New York. Joe må begive sig ud på en rejse vestpå i et kapløb med tiden, men et kapløb på en noget anden måde end vi normalt forstår det.
Nåh jo. Også er der jo mirakelmidlet Ubik, som ifølge de mange reklamer hjælper på alt fra tørt hår til uren hud. Naturligvis kun, hvis man nøje følger instrukserne. Kan det vende udviklingen? Måske bare bremse forfaldet? Måske, men det er svært at få fat i. Altid udsolgt, bedst som det synes inden for rækkevidde. Imens trækker verden sig mere og mere sammen og reducerer sig selv til oprindelige former. Til sidst vil der kun være ideer tilbage svævende i det tomme rum uden fast form. Er det sådan ideernes verden ser ud? Eller er det snarer sådan, at dødsriget ser ud? I hvilken verden er Joe egentlig? Er han stadig på jorden? Er han stadig i live?
”My hair is so dry, so unmanageable. What’s a girl to do? Simply rub in creamy Ubik hair conditioner. In just five days you’ll discover new body in your hair, new glossiness. And Ubik hairspray, used as directed, is absolutely safe.”
Jeps, det er science fiction-mesteren Philip K. Dick, der er på spil. Og dødsriget er blot ét af de mange bud, der kommer på de sære begivenheder, Joe Chip kommer ud for. Har man læst den første side af Ubik fra 1969, er den svær at lægge fra sig. Lige fra start kastes man på hovedet i kaninhullet i en kulsort blanding af David Lynch, Alice i Eventyrland og kriminalroman: Man ryger ind og ud af parallelle universer, hvor fortid, nutid og fremtid skiftevis eksisterer samtidig og adskilt; hvor du kan stå hos købmanden og bede om Ubik i 1939, mens ekspedienten, der betjener dig befinder, sig i 1992; hvor intet kan ændres, fordi det allerede er sket; og hvor de døde aldrig er helt døde, og de levende aldrig helt levende: Kort sagt en verden, hvor alting bogstavelig talt er flydende, hvor alting både er holdt op med at give mening, men paradoksalt nok giver mere mening end nogen sinde, fordi al overfladen, vi normalt behøver for at få det hele til at give mening, er blevet skraldet væk, så kun grundideerne bliver tilbage i deres oprindelige urform. Det giver mening at anskue Ubik som en syret udgave af Heart of Darkness, men til sat en god portion sort humor.
Humoren hos Philip K. Dick opstår i Ubik som i mange andre af hans fortællinger ved, at han forsøger at tage pointer fra filosofien 100 % bogstaveligt og genfortælle dem som var de nyheder i en avis, der lige var sket ude på gaden. Karaktererne har som sædvanlig ikke megen personlighed. Hovedpersonen er som ofte før nærmest overbelæst med klassisk filosofi, naturvidenskab og et godt øje til tysk kultur – tyske navne og genstande placeres ofte centralt – og klassisk musik. Personerne tjener mere som værktøjer til at udfolde Dicks visioner og ideer end som noget, der er tænkt en selvstændig eksistens.
Det går stærkt. Man bliver rundtosset og herligt forvirret. Og man morer sig kongeligt, når Joe skændes med sin dør og sit køleskab. Men kun for en kort stund, indtil det hele står mere eller mindre klart. Og så er der desværre ikke så meget humoristisk forvirring. For i Philip K. Dicks nøgterne stil bliver det lidt efter lidt klart, hvad det egentlig er for en verden, vi har skabt eller er ved at skabe. Heldigvis er vi nået et godt stykke forbi 1992 og har undgået de værste af hans forudanelser. I hvert fald næsten.
”I am Ubik. Before the universe was, I am. I made the suns. I made the worlds. I created the lives and the places they inhabit; I move them here, I put them there. They go as I say, they do as I tell them. I am the word and my name is never spoken, the name which no one knows. I am called Ubik, but that is not my name. I am. I shall always be.”
Philip K. Dick, Ubik (1969), genoptrykt flere gange, her er læst en udgave fra 2004 udgivet af Orion Books/Gollancz