Exodus: Henrik Sass Larsen er ingen politisk filosof.

19. juni 2018
5 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Det sker ikke så tit, at politikere sætter sig ned og skriver en bog. Bevares, det hænder – men at aktive toppolitikere tager sig tiden til at nedfældede en række sammenhængende tanker, er altså ikke hverdagskost i det medialiserede demokrati.

Derfor bliver det også bemærket, når det sker, og derfor er det også værd beskæftige sig med. Ikke mindst i tilfældet Henrik Sass Larsen, der har begået en lille bog – ja, jeg vil måske endda kalde det et program- eller kampskrift – om fremtiden for centrum-venstre. Bogen bærer den noget svulstige titel ”Exodus”, og flere af bogens centrale dele har været genstand for endog ganske voldsom mediedækning.

Er borgerlige mennesker dårlige mennesker?

Men på hvilken måde bør denne bog så have interesse for Critiques mangfoldige læserskare? Jo, det er der mindst to årsager til. For det første giver bogen et ganske udmærket indblik i, hvordan man på den ikke-tylskørt-iførte del af venstrefløjen tænker og prioriterer. Det er relevant for den politisk interesserede læser. For det andet – og det er faktisk næsten det vigtigste – er bogen på flere planer temmelig provokerende. På den ene side provokeres man til tider af Henrik Sass Larsens analyser og forslag. Der er tydeligvis tale om en forfatter, som ikke er bange for at trykke lige der, hvor det gør ondt, eller at benævne problemernes ved deres mest direkte navne. Udstillingen af venstrefløjens problematiske forhold til Israel er et godt eksempel herpå; den (alt for) lange diskussion om narkotika er en anden. Det er på sæt og vis befriende, selvom man altså ikke behøver at lade sig overbevise.

På den anden side bliver man som læser af borgerligt tilsnit flere steder stødt godt og grundigt på manchetterne, idet Henrik Sass Larsen i vanlig provokerende stil fremturer med helt horrible påstande om det ikke-socialdemokratiske menneske- og verdenssyn. F.eks., at højreorienterede og rige mennesker ønsker at begrænse adgangen til SU af ren og skær egoisme for at kunne beholde uddannelserne for sig selv. Eller når det slås fast, at højrefløjen skal skamme sig over konsekvent at være på den forkerte side af historien.

Det skæmmer bogen, idet man som læser, der ikke fuldkommen underkaster sig Henrik Sass Larsens i øvrigt temmelig overfladiske ideologiske analyser, tales ned til i en sådan grad, at man mister enhver modtagelighed over for selv forfatterens bedre argumenter. Det er i øvrigt langt fra første gang, at Henrik Sass Larsen turnerer med en holdning om, at borgerlige mennesker er af en særlig depraveret art, og det er i øvrigt heller ikke første gang, at undertegnede reagerer på det. Og det er ærligt talt trættende.

En bog i to dele; og du behøver ikke læse den første

Henrik Sass Larsens lille værk består af to grundlæggende forskellige dele. I den første del forsøger forfatteren at vise eller måske endda skabe det ideologiske grundlag for centrum-venstre. I den anden gennemgås en række mere konkrete, politiske temaer.

Og lad det være sagt med det samme: Henrik Sass Larsen er ingen politisk filosof. Og jeg tror egentlig heller ikke, at han har ambitioner om det. I bogens første del – den del, der handler om det ideologiske grundlag – forsøger Henrik Sass Larsen især at definere begrebet ”frihed” som omdrejningspunkt for centrum-venstres visioner for samfundet. For Henrik Sass Larsen er ”frihed” det samme som ”værdige valgmuligheder”. Resultatet er bl.a., at retten til arbejde gøres til en essentiel del af frihedsbegrebet, og at ufrihed og uretfærdighed sættes lig hinanden, hvilket mange ellers vil finde en smule vilkårligt. Med andre ord ender denne tankerække i et positivt frihedsbegreb, som i praksis er komplet umuligt at begrænse.

Også begrebet ”solidaritet” (som Henrik Sass Larsen kalder ”upersonificeret næstekærlighed”) defineres i dette lys, og økonomisk lighed gøres til en forudsætning for bæredygtig frihed og lighed. Hvad det så end betyder.

Den konkrete politik

Langt mere interessant og relevant er bogens anden del, der tager en række konkrete, politiske temaer op til behandling. Enkelte steder forsøger Henrik Sass Larsen at skabe en direkte kobling til de mere ideologiske betragtninger i bogens første del, men koblingen er svag og ofte ikke-eksisterende.

Enkelte af afsnittene er selvfølgelig mere interessante end andre. Afsnittet om migration afslører f.eks., at Socialdemokraterne nok mener det temmelig seriøst, når de siger at være slået ind på en ny (og strammere kurs) på dette område. Henrik Sass Larsen lægger i al fald ikke fingre imellem. Hvorfor Socialdemokraterne har behov for at slå ind på denne kurs – den ideologisk-teoretiske begrundelse for en stram migrationspolitik – synes dog at svæve lidt i det uvisse. Det kan i al fald ikke umiddelbart begrundes i et overfladisk defineret, positivt frihedsbegreb.

Mest bemærkelsesværdigt overbevisende er afsnittet om ”respekten, der forsvandt”, hvori Henrik Sass Larsen peger på udfordringen ved en stadig større kløft mellem snakkende akademiske symbolanalytikere og reelt arbejdende mennesker. Det er ikke sikkert, at man køber alle Henrik Sass Larsens løsninger; men man bliver tvunget til at tage overvejelserne seriøst. Også interessant er afsnittet om forholdet mellem politikere og medier, hvor Henrik Sass Larsen skoser journalister for at være en slags mennesker, der – om muligt – står endnu lavere, end borgerlige / højreorienterede / liberale / konservative mennesker gør.

Henrik Sass Larsen peger her på en række relevante udfordringer, men glemmer behændigt at reflektere over partiernes egen rolle i cirkusset. Eksempelvis kritiseres journalister for at fremstille politikere som ”manipulatoriske, taktiske og løgnagtige” – men der reflekteres ingen steder over politikernes eventuelle eget bidrag til dette image. Er der slet ikke noget, partierne kunne gøre bedre? Overhovedet?

Bogens mest omfattende afsnit er også det afsnit, der er blevet omtalt mest, nemlig det afsnit om narkotika. Heri gør Henrik Sass Larsen sig til talsmand for en legalisering. Argumentet er sådan set velunderbygget i bogen, men den dybere begrundelse for, at bogens mest omfattende og detaljerede kapitel skal handle om narkotika, synes til gengæld fraværende. Lige præcis her kunne man faktisk godt have brugt en mere tydelig kobling til de overordnede og ideologiske principper i Henrik Sass Larsens tænkning.

Det samlede billede

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, ikke tynget af akademiske referencer og flere af kapitlerne (om end ikke alle, hvilket virker temmelig besynderligt) har en opsummering af hovedpunkterne til sidst. Det gør, at budskaberne bliver banket ind med en forhammer. Der er ikke tale om nogen filosofisk afhandling eller om noget revolutionerende nyt tankegods for centrum-venstre, selvom både bogens titel og afslutningscitat af kejser Augustus måske skal give antydning heraf. Men bogen er til gengæld en let læst indføring i, hvordan man i praksis tænker på socialdemokratisk.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside