Så drog den lille familie af sted og fik sat krydserne.
Dermed endte en lang kommunal og regional valgkamp, som de nationale medier i høj grad har sjoflet. Flere gange har der været henvist til valget som en slags meningsmåling eller et midtvejsvalg for den siddende regering, og i den ene kommunale partidebat, der nåede at være (hvor var i øvrigt den regionale?), var kriteriet for deltagelse tilsyneladende, at man var repræsenteret i Folketinget – tænk lige lidt over, hvor latterligt og irrelevant et kriterium, det er.
Det er ganske enkelt for dårligt og desuden en – forhåbentlig ureflekteret – dækning, der gør journalisterne til nyttige idioter for partiledelsernes hede centraliseringsdrømme. Det er dræbende for de lokalpolitiske sager, som faktisk betyder noget.
Når man stemmer i dag, skulle man forsøge at tage valget mere alvorligt end det og tage udgangspunkt i de lokale forhold. Det, der bliver spurgt til, er ikke, hvilket parti man ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det, der bliver spurgt til, er, hvem der de næste fire år skal være ansvarlig for administrationen og prioriteringen af de mange ting, der faktisk betyder noget. Selv kan jeg sige, at det ikke er helt ligegyldigt som forældre, hvordan børneinstitutioner er styret, og hvor mange og hvor gode legepladser der er, og ikke helt ligegyldigt som arbejdsløs, hvordan man bliver behandlet af Jobcentret (og til de, der stemmer på Frederiksberg, vil jeg da gerne komme med det stærkt politiserende (og erfaringsbaserede) udsagn, at det er ejendommeligt, at de er blevet nogle af udfordrernes mærkesager, for der er i hvert fald ikke meget at komme efter).
Omvendt var det fedt, at visse nationale medier faktisk greb fat i enkelte – også små – kommuner for at vise, hvad der rører sig der, og hvad de store udfordringer er. Debatten i Ringkøbing-Skjern var en god måde at få sat fokus på noget, som der i virkeligheden ikke er særlig mange af os mere eller mindre københavneribefængte, der tænker over.
Kommunerne og regionerne er alt for store, men de er ikke væk. Prøv at tage det alvorligt! Det har ikke en skid med Mette Frederiksen og Lars Løkke at gøre.