Den grønlandske forfatningskommissions formand Vivian Motzfeldt udtalte i kølvandet på afstemningen i Catalonien d. 1. oktober på kommissionens vegne, at Spanien burde anerkende den catalanske selvstændighedsafstemning.
“For os virker det helt utroligt, at man ringeagter en klar majoritets tilkendegivelse i Catalonien. Der er noget galt.”
Udtalelsen var ifølge kommissionen begrundet i det forhold, at hverken Landsstyret eller Landstinget havde fundet det relevant at udtale sig i den forbindelse.
Der er flere problemer med udtalelsen: For det første var der ikke tale om “en klar majoritet”, men 90 % af 42 %, hvilket ikke er et flertal.
For det andet var afstemningen erklæret ugyldig af Spanien inden afholdelsen, hvilket formodentlig netop har afholdt dem, der er loyale over for Spanien fra at stemme og dermed givet et stærkt skævvredet billede af Cataloniens befolknings følelser omkring catalansk selvstændighed.
For det tredje vil en efterfølgende spansk anerkendelse af afstemningen være urimeligt over for de mennesker, der netop blev hjemme fra afstemningen, fordi de fulgte den spanske regerings anvisning og blev hjemme. De vil, alene fordi de fulgte loven, således være blevet udelukket fra demokratisk indflydelse.
Vi kan slå dette hen som manglende forståelse af situationen fra den grønlandske forfatningskommissions side. Det kan ikke afvises. Der er imidlertid flere politiske grunde til, at forfatningskommissionen finder det opportunt at lave denne udmelding, som siger betragteligt mere om den grønlandske situation end om den catalanske.
For det første var dette en mulighed for den grønlandske forfatningskommission til faktisk at komme med en konkret udmelding. Dem har der ikke været mange af i kommissionens levetid. Begrundelsen for dette er meget enkel: At begynde at mene noget konkret som grønlandsk forfatningskommission er at stikke hånden ned i en hvepserede. Skal der laves et forfatningsudkast, bliver man også nødt til at tage højde for en række emner med stort konfliktpotentiale, f.eks. hvad angår sprog, monarkiet, statsborgerskabsdefinitionen osv.
For det andet kan denne udmelding ses som et produkt af den interne politiske splittelse, der hersker i Grønland i almindelighed, men i regeringspartiet Siumut i særdeleshed…. Den eneste meget konkrete udmelding, forfatningskommissionen ellers er kommet med, er, at man ønsker at lave en forfatning for et selvstændigt Grønland og ikke, som landsstyremedlemmet for selvstændighed Suka Frederiksen ellers har indskrevet i kommissionens kommissorium, en løsning i to tempi: Altså hvor der både udarbejdes en forfatning for et Grønland som del af Rigsfællesskabet og en forfatning for et selvstændigt Grønland. Da størstedelen af grønlænderne er enige om, at selvstændighed er målet, er dette imidlertid en noget mindre sprængfarlig diskussion.
En af de ting, der knyttes til den grønlandske selvstændighedstrang er behovet for at bestemme sin egen udenrigspolitik. Den radikale fløj ønsker at forcere denne proces. Det daværende landsstyremedlem for udenrigsanliggender Vitus Qujaukitsoq
For det tredje har forfatningskommissionen med den politiske farve, den har, også en direkte interesse i at puste til ilden i den spansk-catalanske konflikt – om det så nytter lidt eller meget. Løsrivelsesbevægelserne rundt i verden – også den grønlandske – vil få en ny legitimitet
Henvisninger:
http://knr.gl/da/nyheder/spanien-skal-anerkende-afstemning
