Stender stiller sig til stiftsvalg

9. december 2016
3 minutters læsetid

Et vildt menneske truer med at invadere Lolland-Falsters Stift. Han har skrevet bøger, hvor han reflekterer over kristendommens forhold til sex og mad, er berygtet for sine varige opfordringer til æstetisk nydelse og ladhed, og nu stiller han altså så op til bispevalget i Lolland-Falsters Stift.

Der er ikke noget at sige til, at mange gruer for udsigten til, at dette menneske skal bære hyrdestaven og lede de skidne udkantssjæle til Herrens nåde (og der kan jo nok siges at være lang vej). Og så i dette stift – stiftet, der har været præget af en række agtværdige personligheder, deriblandt D.G. Monrad, for slet ikke at tale om den nuværende biskop Steen Skovsgaard. Sågar kommer Stender, hvis han vælges, til at indtage rollen som født formand for Monradselskabet. Det må være naturligt at se dette som lidt i stil med tyrkernes belejring af Wien.

Hvorfor skulle de værdige borgere i Maribo og Nykøbing dog åbne byportene for denne frådende og barbariske dyrker af lidenskaber? Det vil jeg gerne forklare Dem, kære læser, men tillad mig at begynde i et andet hjørne.

Visse åndsfattige personer har haft for vane at diskutere, hvilken politisk overbevisning, Gud er af.

Når jeg kalder dem åndsfattige, er det, fordi der ikke er så meget at diskutere: Vorherre er i enhver henseende politisk progressiv. Ambitionerne om at skabe Guds rige, omkalfatrende udsagn som “Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden” samt et ego af den anden verden (tøhø) gør Gud mere progressiv end Zenia Stampe. Der er imidlertid den forskel på Zenia Stampe og Vorherre, at Vorherre er almægtig og ufejlbarlig. Han har, med andre ord, noget at have sit ego i.

Denne progressivitet gør Guds Ord radikalt. Målet er det samme ideal i dag, som det var i går, og som det vil være i morgen, og idealet skal tvinges ned over denne verden. Dermed er Guds Ord også evigt friskt. Det er noget provokerende noget for os konservative kristne, for vi, der forholder sig til og hævder evangeliets uforanderlighed og evighed, må derfor netop også være dem, der går forrest, hvad angår forkyndelsesformens evige aktualitet.

Og her er stadig lidt arbejde at gøre. Tag f.eks. nadveren. Da Jesus forrettede den sidste nadver, gjorde han det som del af et aftensmåltid med almindelige levnedsmidler – vin og brød – mens der ikke er meget af dette nære og intime nærvær mellem gæsterne om bordet i den af Folkekirken forrettede nadver. Den eneste autenticitet, der i øjeblikket er indeholdt i nadveren, er, at oblaten smager som noget, der kunne have været gemt siden. Og netop her har Stender bl.a. markedsført en af sine radikale pointer: At brødet og vinen faktisk bør smage af det, det er.

Men det er ikke den eneste gang, Stender har fået ritualbøger og præstekjoler til at flagre i den danske folkekirke. I 2002 foreslog den løsslupne præst, at man betalte unge mennesker for at komme i kirke for at bruge dem som en slags konsulenter, der kunne evaluere gudstjenesten. I samme forbindelse fremdrog han den for frikirkefremmede uden tvivl utænkelige refleksion: “Folkekirken har jo i forvejen mange betalte kirkegængere. Der er graveren, kirketjeneren, organisten, koret og præsten. Man kan jo næsten ikke tænde et lys uden sikkerhedstræsko og kørselsgodtgørelse. Hvorfor sparer vi ikke og overvejer at gøre arbejdet frivilligt i stedet.”

En påske slæbte menigheden i Kirke Saaby sågar rundt på et kors. Hvor upassende kan det da i grunden blive!

Stender har desuden hyppigt udtalt sig stærkt provokerende – f.eks. fremført det revolutionerende synspunkt, at man gerne må spise god mad i religiøst regi, han har sagt, at “antallet af sexede menighedsrådsmedlemmer er skræmmende lavt”, og han har tilmed stået offentligt ved, at han mente, at Thorkild Grosbøll skulle melde sig ud af folkekirken. Han gør det sandelig heller ikke let for ham selv ham Stender.

Til trods for al min frikirkelige løssluppenhed foretrækker jeg egentlig en højtidelig højmesse, og den har hyppigt været en god adgang for mig til at fordybe mig i evangeliet. Står den imidlertid i enkelte af dens dele eller i helheden i vejen for sognebarnets kommen til Gud, så må vel præsten holde sig målet efterretteligt – om det så betyder, at han må inddrage en guitar eller spaghetti.

Det er i øvrigt lidt af en pudsighed, at et menneske, hvis eneste opgør er med formen, gøres til en kontroversiel kandidat til bispevalg på sydhavsøerne, når hans nuværende biskop synes at mene, at Bibelen er en slags jødisk-kristen udgave af Tusind og en Nat.

Evangeliet må vel være det centrale, og det må være altafgørende, at kirken bliver så lidt muligt en hindring og så meget som muligt befordrende for evangeliets vækkelse i det enkelte sognebarns hjerte. Derfor er det også, at Stender i kraft af den forkyndelsens ånd, der har omgærdet ham i hans gerning i Kirke Saaby, kan virke som lygte for mange sognepræsters fødder – en stenderlampe, om man vil.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr