”I have nothing to say and I am saying it” var credoet for den avantgardistiske amerikanske komponist og filosof John Cage (1912-1992). For Cage var der ingen lyd, der ikke var musikalsk, og alt fra gummiænder til båthorn og alskens ragelse blev flittigt anvendt i hans kompositioner. Mest illustrativt er formentlig ”klaverværket” 4’33 fra 1952, der består i, at pianisten kommer ind i salen og undlader at spille på klaveret i 4 minutter og 33 sekunder. Pointen er, at ”musikken” og ”værket” er alle de lyde, der så i øvrigt er i salen, eksempelvis folk der hoster, roder med programmet osv.
I nutidens kulturliv er det populært ikke at have noget at sige. Ja, siden John Cages tid har moderne kunstnere nærmest stået i kø for ikke at have noget at sige. Det er desværre blevet et alt for gennemgående træk ved nutidens kulturliv, at alt for mange har alt for lidt eller slet ingen ting at sige, at alt for mange ikke for alvor tilbyder noget, der for alvor har indholds- eller underholdningsværdi, og at endnu færre for alvor har noget substantielt at tilbyde. Er man i tvivl kan man blot tænde for P3 eller TV2. Vælger man at skåne sine øre for den slags i den tro, at man kan gemme sig for middelmådigheden, så kan man godt tro om igen. Det gælder i særdeleshed, hvis man bor i København, hvor det intetsigende nu bliver trukket ned over hovedet på byens borgere fra politisk hold. Det har fundet sit mest udtalte udtryk i den årlige Distortion-festival, der hver sommer hærger gennem gaderne, og som man ikke kan udlade at deltage i, da den netop er over alt. Den består mest af alt i, at myndighederne frasiger sin vigtigste og mest grundlæggende opgave, nemlig at værne om den offentlige orden. I stedet bliver der givet løbepas til, at de mest højrøstede og primitive elementer fuldstændig risikofrit kan skabe sig tossede og lave ballade i byens gader og i en hel uge i det hele taget kan opføre sig på en måde, der et hvilket som helst andet sted ville have ført til, at myndighederne ville have anmodet horderne om at passere gaden.
I den noget mindre alvorlige ende kunne man i torsdags i DR’s koncerthus i Ørestaden atter opleve nogen, der ikke havde noget at sige. Her skulle DR Symfoniorkestret under ledelse af Thomas Søndergård blandt andet stå for urpremieren på Rune Glerups værk, der blot har fået titlen ”Symfoni”. Glerup har de store armbevægelser fremme i programmet, hvor der tilsyneladende gøres godt og grundigt op med den traditionelle symfoni:
”Når jeg skriver et stykke, foregår det altid som en slags frontalangreb mod det kendte. For selvfølgelig kigger man bagud. Men i stedet for at tilbringe en hyggestund med det kendte, og dermed blot rekonstruere det, forsøger jeg nærmere at kortslutte det.”
Han fortsætter:
”Det har aldrig været min hensigt at skrive en symfoni i klassisk forstand – dertil er jeg trods alt for blottet for nostalgi og for interesseret i at finde på nye ting. Spørgsmålet var så, om det overhovedet var en mulighed at skrive en symfoni, medmindre man var ude i at skrive et værk i “gammel stil”, hvilket jeg på ingen måde var.”
Men så bliver det lidt mere tvetydigt:
”For at besvare det spørgsmål var det nødvendigt at stille et andet spørgsmål, nemlig hvad en symfoni egentlig overhovedet er. Og her kommer man faktisk hurtigt til kort. Selvom der indimellem er fællestræk, er der jo alligevel enorm forskel på en symfoni af Johann Christian Bach, Brahms, Mahler, Stravinskij, Webern, Messiaen … Derfor anser jeg det rent faktisk for en umulighed at opstille en statisk model for, hvad en symfoni er. Symfonien er et dynamisk begreb, hvis definition ændrer sig med tiden.”
Fint nok, men en uhyre banal pointe, at der er forskel på en Mozart-symfoni fra 1780erne og en Mahler-symfoni fra starten af 1900-tallet.
Om torsdagens værk til uropførelse udtaler han således:
”Jeg har altså ikke slået ned et vilkårligt sted i musikhistorien og valgt mig et ”symfoni-skema”, som jeg har udfyldt for at skrive en rigtig symfoni. I stedet har jeg valgt nogle overordnede fællestræk, man kan finde på tværs af mange ellers vidt forskellige symfonier, som fx introduktion, eksposition, mellemspil og gentagelse. Dem har jeg derefter behandlet på min egen måde for netop ikke at lave en symfoni i gammel stil, men at give et bud på en symfoni anno 2016.”
Der er altså ikke meget at komme efter, hvis man i programmet havde håbet på at blive klogere på de valg, som Glerup har truffet, og hvorfor han har truffet dem. I fin overensstemmelse hermed har værket ”Symfoni” heller ikke særlig meget at byde på. Det består af en række (nærmere bestemt fire) ekspositioner af mere eller mindre tilfældige rytmiske motiver eller mottoer, der er adskilt af et tilsvarende antal mellemspil. Læg hertil en indledende introduktion, en afsluttende gen-introduktion og en reprise. Der er kun meget lidt sammenhæng mellem de enkelte temaer, og hvis der er en større sammenhæng, så er den formentlig mere udtalt i partituret end i koncertsalen.
Værre er imidlertid, at der stort set ikke er nogen bearbejdning af det tematiske materiale. Der er kun en tilfældig række tilfældige ekspositioner. Min musikalske hukommelse rækker ikke til at konkludere, om der skulle være en sammenhæng i forhold til reprisen. Det har sikkert ikke kunne undgås, når man tænker på, at Glerup får eksponeret så mange forskelligartede lyde, at han vel dårligt har kunnet undgå at ramme noget tilsvarende i sin reprise. Det ville givetvis ærgre komponisten på den måde (utilsigtet?) at have anvendt en element fra den klassiske symfoniske struktur.
Det værste er imidlertid, at Glerup ikke udnytter orkestrets klanglige muligheder. Dette er i den grad en skam, da han har det næsten 100 mand store DR Symfoniorkester til sin rådighed, der jo samme aften skal opføre Ravels klaverkoncert i D-dur og Stravinskijs L’Oiseau de Feu, der begge kræver et stort orkester. Glerups temaer er for ensartede og i deres klanglige dybde, og det eneste Glerup vist for alvor formår at variere er dynamikken. Snart spilles der højt og snart spilles der ikke højt. Det sidste er mest udtalt i de stemningsfulde mellemspil, der faktisk fungerer fint. De kan desværre ikke rigtigt ændre ved min overordnede konklusion. Glerups værk er hverken særlig godt eller særlig originalt. Det har hverken alvor eller indhold. Det er dårligt nok provokerende. Det er rent ud sagt alt for kedeligt.
Det er ganske enkelt for letkøbt blot at slå ud med armene og proklamere et ”frontalangreb” på de kendte konventioner og så blot præsentere tilhørerne for en række tilfældige ekspositioner, der ikke viser at komponisten rent faktisk har noget på hjertet eller, at han i værket har noget udtalt talent for at bearbejde musikalsk materiale, at udnytte orkestrets muligheder eller – for nu at tage det med – at provokere. Ingen af delene er tilfældet her. Helt pinligt bliver det så, når Glerup alligevel – til trods for de store ord om frontalangreb – forsøger at sætte sit værk ind i en traditionel ramme formet af introduktion, ekspositioner, mellemspil og en reprise. Glerup har intet at sige. Og det siger han så. Ærgerligt at John Cage allerede har sagt det. Jeg er stærkt utilfreds.
Det er vist på sin plads at nævne, at jeg egentlig ikke som sådan er imod ny musik. Af samtidsværker, jeg kan lide, er eksempelvis finske Esa-Pekka Salonens violinkoncert fra 2009, som man for en uges tid siden kunne høre opført glimrende af Copenhagen Phil (tidligere Sjællands Symfoniorkester) i samarbejde med en række konservatoriestuderende med den unge Kirstine Schneider som solist og Kwamé Ryan som dirigent. Et andet eksempel er Pelle Gudmundsen-Holmgrens New Ground Green, der for nylig er blevet indspillet af Kronos-kvartetten og Theatre of Voices. Der skal opføres og indspilles nye værker. Også af Rune Glerup. Fremtidige generationer skal også have deres klassikere uden at være afhængige af vor tids – og mine – smålige ideer om, hvad der er godt og dårligt. Beethoven provokerede visse dele af i sin samtid og Schumann blev vist nærmest anset som decideret avantgarde i det konservative københavnske musikmiljø i midten af 1800-tallet. Måske vil fremtidige generationer synes bedre om Glerups Symfoni end jeg gør. Jeg forbeholder mig så bare retten til at reagere reaktionært på ny værker, hvis jeg ikke mener, de har noget seriøst at byde på eller sige mig eller min samtid.
Den videre del af programmet er straks mere substantielt i den forstand, at der er tale om komponister, der faktisk har noget at sige. Efter Glerup var det Ravels berømte klaverkoncert i D-dur, der skulle opføres med den russisk-tyske pianist Igor Levit som solist. Værket blev flot opført af både solist og orkester. Dog med det forbehold, at det et par enkelte steder kneb med balancen. På et tidspunkt overdøvede harperne næsten solisten. Ravels værk er mildest talt ikke traditionelt i hverken opbygning eller sin brug af orkestret. Der er ingen egentlige satser og orkestret har en mærkelig ”tikkende” baggrundsrytme, der gør værket til en lidt speciel oplevelse. Dertil kommer, at instrumenteringen er begavet og farverig. Det giver tilsammen et værk, der er fyldt med morbid humor og en ildevarslende uhygge. Det viser, at det uden problemer kan lade sig gøre at bryde med de traditionelle konventioner og skrive en koncert, der stadig mere end 75 år efter sin samtid har massere af kant, uden at give kald på den kunstneriske formåen.
Det gør sidste del af koncerten også, nemlig Stravinskijs L’Oiseau de Feu fra 1910, der egentlig er musik til en ballet baseret på et russisk folkeeventyr om en prins Ivan, der er på jagt efter en magisk ildfugl. Normalt opføres værket som nogle orkestersuiter, Stravinskij selv skrev, men torsdag aften blev det opført i den fulde version, der varer næsten time, og hvor man rigtigt kan hører alle Stravinskijs ideer folde sig ud i stor stil. Det var da også dette værk, man havde valgt at markedsføre torsdagens koncert med under titlen ”Søndergård og Ildfuglen”. Den fulde version af Ildfuglen viser også bedre en suiterne Stravinskijs senromantiske rødder, der er ret udtalte i værkets første del. Dette ændrer sig hen imod den sidste del, hvor døren til moderniteten bliver sparket ind med ”Danse infernale du roi Kastchei”, hvor Stravinskij for alvor slipper alle sine vilde ideer løs. Det kan rette med påpeges, at der er visse ligheder mellem Glerup og Stravinskijs fremgangsmåder. Stravinskijs musik var alt andet en konventionel består også i et vist omfang af en række mærkelige ideer og lyde, der vælter vildt rundt mellem hinanden. Men der er bestemt også forskelle, der viser at kunst kræver andet og mere end at kunstneren blot kan andet og mere end at få ideer og ”hitte på”, at det ikke er nok blot at eksponere tilfældige temaer, at kunst først og fremmest kræver solidt håndværk: Og Stravinskij formår i den grad – ligesom i øvrigt Ravel – at udnytte de store orkesters klanglige muligheder til at skabe et særegent univers af eventyr og magi. Dertil kommer, at det er tydeligt at høre, at Stravinskij faktisk arbejder med materialet. Som et enkelt eksempel skal blot nævnes, hvordan han i den nævnte danse infernale formår at holde folk på kanten af stolene ved at bruge et simpelt, rytmisk motto, der gentages i de forskellige instrumentgrupper og samtidig sættes i kontrast til et mere lyrisk strygermotiv, der næsten får en til at tro, at der deltager ordløse kor. Simple virkemidler kan være ganske effektfulde. Det gælde også den berømte finale, hvor Kastcheis slot går i opløsning. Her gentages igen blot en simple melodistump igen og igen, men efterhånden spreder den sig fra få instrumenter til hele orkestret samtidig med at dynamikken øges til en sådan styrke, at man næsten får følelsen af, at det hele eksplorerer, sådan at livet igen kan vende tilbage til det normale og harmoniske. Jeg er begejstret!
