Efterår, undergang og evighed

18. november 2015
6 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

De sidste blade slipper snart deres stædige tag i havens blodbøg;  oktober er gledet over og langt ind i november. Mørket har lagt sig. Om denne tid hedder det som bekendt:

Skyerne gråne, og løvet falder,
fuglene synge ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukke: det sner!

*

Med denne, den mest udskældte af årets måneder, november, november, november, november, som Nordbrandt har ladet udstrække i gold trælsom evighed, kan man med hverdagssprogets nøgternhed konstatere, at året går på hæld. Mørkere end november er kun december, men om december ved vi, at solhvervet kommer og dagene længes på ny, og således bryder denne vished mørkevinterens skygger – men samtidig er det først dér efter solhvervet, at kulden for alvor fæstner sit greb om landskabet.

Lige nu er det imidlertid det tiltagende mørke, der er vores realitet. Efter en indædt men afdæmpet kamp opgiver løvet sin livsvilje i en proces, der først går langsomt siden hurtigt og altid ender med løvfald og blade, der bliver til føde for orme, bakterier og andet jordkryb. Efteråret smager af gyldenbrun fatalisme, af skæbneerkendelse. Mens alt, der ikke er høstet, visner, gror fornemmelsen af uafvendelighed.

Men bladet vendes som sagt, det ved vi, og den linje, vi aner i naturen, som går herfra og ind i evigmørket, blander sig med erkendelsen af årstidernes skiften som en evig cirkelbevægelse, der samme sted lader det samme udfolde sig igen og igen; et hjul, der drejer fra lys til mørke og fra mørke til lys.

Efterårets særlige stemning udgår blandt andet fra sammenstødet mellem disse oplevelser af tiden. Det er erfaringer, der ikke lader sig forene ved tanken, men må skurre op mod hinanden som fasttøjrede skuder ved et novemberkoldt fiskerleje, der skvulpende i vandet slår stavn mod stavn i halvt vilkårlige sekvenser og kan paralysere betragteren og forvandle stedet, han står på, til et rum, han befinder sig i.

Lige nu er det imidlertid det tiltagende mørke, der er vores realitet. Efter en indædt men afdæmpet kamp opgiver løvet sin livsvilje i en proces, der først går langsomt siden hurtigt og altid ender med løvfald og blade, der bliver til føde for orme, bakterier og andet jordkryb.

Og ligeledes: Det menneske, der befinder sig i situation, det vil sige, ikke flygter andetsteds hen, men – blot et øjeblik – vedkender sig sit sted eller måske gribes af det som den efterårsstund, hvor det stundende er både aftenskumring, morgengry og tidernes evige vekslen, han må drages ind i denne fornemmelse, hvor efteråret bliver et rum og en virkelighed, der omslutter ham og trænger ind i ham.

Hvad enten nu stedet eller punktet, der er mit, åbner sig i sin tidslige dimension for mig som en linje, der strækker sig fra horisont til horisont eller som cirkel og kredsløb, der på ikke mindre svimlende vis åbenbarer evigheden som punktets grundstof, indebærer efterårsfornemmelsen altså en anelse af tiden som den uafviselige virkelighed, der giver stedet sin rummelige karakter.

Den rent lineære betragtning af tiden, der i sig selv er det vestlige kulturmenneskes forsøg på at bringe den under ploven og loven kollapser snart, medens fortid og fremtid folder sig sammen i nu’et og lader os skue de mangfoldige tidslag i hvert enkelt øjeblik. Nu’et er ikke et punkt afgrænset fra fortid og fremtid, men en placering, hvorfra vi kan beskue et landskab af tidslighed, hvis vælde hamrer den ængstende vished om vores egen finalitet ind i os.

“Det menneske, der befinder sig i situation, det vil sige, ikke flygter andetsteds hen, men – blot et øjeblik – vedkender sig sit sted eller måske gribes af det som den efterårsstund, hvor det stundende er både aftenskumring, morgengry og tidernes evige vekslen, han må drages ind i denne fornemmelse, hvor efteråret bliver et rum og en virkelighed, der omslutter ham og trænger ind i ham.”

Der er her ikke kun tale om en horisont, som vi fuld af undren over livets under kan glædes ved skønheden af, for selvom vi kan betragte den, så er vores forhold til den ikke betragterens. Der er nok så meget tale om et svælg og en afgrund, som vi i samme nu er i færd med at falde ned i og blive opslugt af. Og mens vi falder, opdager vi, at årstidernes vekslen måske alligevel intet har at gøre med os, at tidens cirkelbevægelser er os aldeles uvedkommende, blot en mekanik, der snurrigt fortsætter uanset os og ikke tjener andet formål end at spotte det afgrænsede tidsrum, der er vores og reducere det til et ubetydeligt intet over for den evige gentagelse. Hjulet kører videre. Vi gør ikke.

*

Efteråret er skæringspunktet mellem fortid og fremtid. Selve oplevelsen af, hvordan nu’ets sorgløshed ophæves af den indtrængende fornemmelse af det, der var, og det der kommer, er prægnant formuleret i Frank Jægers populære digt Kirsten og vejen fra Gurre, hvor det jo bl.a. hedder

Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
Den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

 Denne fornemmelse af nu’ets pludselig ophør i en hvirvel af tidslighed, der ryster de to unge mennesker i digtet, indfanger efterårets stemning i lyrisk form. Den temporale betydning af den indsigt, dette chokerende møde med sommerens afslutning udgør, udtrykkes måske klarest i anden strofe:

Hvor kom vi alt for nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring.
Der stod en hest med samme hvide hår
som vore arme unger engang får.

Heri drejer det sig ikke kun om, hvordan en umiddelbar tilstedeværelse i nu’et afløses af noget andet, men også om, hvad dette andet er: en åbning af tiden, i og med en fremtid viser sig som et anelsesglimt i nutiden og viser ikke blot børn, liv og lykke, der er den naturlige fortsættels af det forelskedes pars kærlighed, men også på smertelig vis minder om, at disse endnu ufødte børn vil blive gamle og dø – alting høre op. Ikke kun den forgangne tid og det just punkterede nu, men også den kommende tid har sin udløbsdato; deraf livets alvor.

*

Efterårets tidslighed adskiller sig fra de andre årstider og bliver dermed dér, hvor mennesket konfronteres med tiden som virkelighed og grundvilkår. Vinteren er en forunderlig sølverklokkesang, der helt lukker sig om sig selv med sneens ophøjede tavshed, iskrystallerne sterile skønhed. En uforlignelig gold skønhed af uslukkelig død. Foråret er det vordende liv, den rene fremadrettethed, en forventningstung lethed, der fikserer blikket på den sommer, som for sin del er det rene og hele nu, hvor solens stråler bager fortid og fremtid væk og – helt illusorisk – ophæver tidsligheden. Indtil det hele ender. Den rene nu-følelse afsluttes med løvfaldet og trænges bort af den sorgmuntre melankoli, der er høsttidens grundtone.

Sådan anskuet ligger der en næsten uhyggelig erkendelse af årets tidslige komposition i de to sæsonbetegnelser forår og efterår, der helt har afløst vår og høst. Hvor foråret naturligt er det, der ligger forud for noget, og hvor altså alene navnet gør årstidens betoning af det endnu ikke eksisterende klar, og i en vis forstand betegner en fremdrift, der styret af forventning og det store nu, betegner en overskridelse der forvandler grænser til mulighed, så peger selve navnet efterår på det ubekvemme faktum, at vi er i eftertiden, hvor nu’et er ophævet til fordel for en splittelse mellem sommerlængsel og angst for den vinter, der som døden selv viser hen til et punkt uden for tiden.

“Efterårets tidslighed adskiller sig fra de andre årstider og bliver dermed dér, hvor mennesket konfronteres med tiden som virkelighed og grundvilkår. Vinteren er en forunderlig sølverklokkesang, der helt lukker sig om sig selv med sneens ophøjede tavshed, iskrystallerne sterile skønhed. En uforlignelig gold skønhed af uslukkelig død.”

Hvis der er et før og et efter, er der et nu, som også er det egentlige år, hvor intet fortegn behøves. Men hvis en sådan radikal nu-tilstand findes, så finder vi også dens modsætning i det intethedens tusmørke, der hverken er før eller efter, men slet og ret det ophør, der venter ethvert menneske, enhver kultur og enhver civilisation, hvor evig den end måtte forestille sig at være.

*

Vinden tager endnu et blad fra blodbøgen og kaster det til jorden, medens nyheden om de første gnister af verdensbranden høres i radioen. Hvad har vi at holde os til og leve på? Måske i digterens ord:

”dit blik fik gule marker med sig hjem,
nu ejer du en længsel efter dem”?

Eller måske i en vished, der kun er vores i et løfte, vi dårligt kan tro på, og hvis virkelighed, vi ikke kan erfare, men som dog alligevel lader os sige: “Derfor bære blus vi med glæde”

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside