Den mystiske hr. D har sat en række personer i sin nære omgangskreds stævne på et motel en mørk aften: Hustruen fru D, den transkønnede søn, elskerinden samt elskeren. Tilstede er i øvrigt motelejeren samt en professionel lejemorder, der af magtfulde fjender er antaget til at myrde hr. D. De forskellige personer fortæller om deres forhold til hr. D i nogle videoklip, der projekteres i begyndelsen af Det Kongelige Teaters start på operasæsonen, Begærets Mysterier – et værk sat sammen af en række populære numre fra operaens og rytme-musikkens bagkatalog af instruktøren Krystian Lada. Det er med andre ord den velkendte – og i sin egen selvforståelse ”folkelige” – teaterkoncert, der er kommet ind på nationalscenen.
Ideen om at sætte forskellige musikstykker sammen til en ny, selvstændig handling er ikke i sig selv dårlig. Opera og klassisk musik bruges jo tit og ofte i film til at sætte kulør på helt andre handlinger, end de var tiltænkt, men hvor følelserne desuagtet er kongeniale på tværs af århundreder og på tværs af genrer. Ikke sjældent sker det også side om side med rytmisk musik afhængig af, hvad der sker i filmen.
I Begærets Mysterier fungerer formen kun delvist. Bedst fungerer det, når forestillingen ikke tager sig selv alt for alvorligt, men tør være parodi og kliche. Formentlig bedst i starten, hvor hr. D’s elskerinde, i øvrigt glimrende sunget af Elisabeth Jansson, gør sin entre som fyrig, sydamerikansk skønhed til tonerne af Astor Piazzollas Yo soy Maria fra Maria de Buenos Aires. I knaldrød kjole står hun i skærende kontrast til den underkuede fru D, der er ankommet til motellet i hvid kjole.
Mindre godt fungerer øvelsen, når forestillingen bliver for optaget af sig selv, hvilket desværre sker ret hurtigt efter ankomsten til motellet, når de forskellige personer mellem de musikalske indslag begynder at berette om deres forhold til hr. D. Dette sker via indlagte ”interviews” med de forskellige personer, der projekteres på video mellem de forskellige musikindslag. Her fortæller de om sig selv og deres forhold til hr. D: Der tilføjes en ekstra dimension, hvor det hele ses ude fra.
Med andre ord det samme virkemiddel som vi ser hos eksempelvis Bergman, f.eks. i En passion (1969), og Lars von Trier, f.eks. Idioterne (1998), der begge klipper interviews med skuespillerne ind i filmene, hvor de hver især fortæller om de respektive karakterer og deres fortolkning af dem. Det Kongelige Teater brugte et lignende virkemiddel i balletopsætningen af Carmen for år tilbage (i 2018 eller 2019, vistnok). Jeg er ikke videre begejstret for denne teknik. Den er forstyrrende og ødelægger rytmen i fortællingen. Det har sikkert været et friskt pust i 1969, hvor Bergman gjorde det, men ikke engang i den film virker det godt. Det er blot med til at gøre en i forvejen temmelig selvhøjtidelig film endnu mere optaget af sig selv. Og selvhøjtidelighed er ikke en mangelvare i Bergmans film efter 1960.
Jeg kan godt se, at man har et formidlingsproblem, når de meget forskelligartede numre skal bindes sammen, men brug af regulært skuespil live på scenen havde været bedre. Men hertil skal det straks tilføjes, at der faktisk ikke er særlig meget handling at binde sammen i Begærets Mysterier. Det er mere personernes indre drama, der er centralt.
De forskellige interview-indslag har mest til formål at give os besked om, hvor dumt et svin hr. D er. Han er kvindeundertrykkende, utro, grådig, magtbegærlig, homofobisk osv. Dette kommer f.eks. til udtryk i interviewet med fru D, der fortæller, hvordan hun egentlig gerne ville have været operasanger, men opgav det, da hun blev gift med hr. D. En kvindes opgave er jo at gøre sin mand lykkelig, siger hun i interviewet, hvor hun sættes over for den mindre føjelige elskerinde, der har et helt andet syn på kvinders selvstændighed. Lignende beretninger får vi fra hr. D’s transkønnede søn, der fortæller, at hr. D bankede ham sønder og sammen, da han fandt ud af, at hans datter hellere ville være en søn. Det hele bliver leveret som en staveplade. Alle kan være med. Hr. D er ikke en Sarastro eller en Keikobad, der starter med at være onde, men viser sig hele tiden at have været gode.
Symptomatisk er det, at hr. D aldrig selv kommer til orde for at svare på anklagerne. Der er heller ikke nogen, der forsøger at tale hans sag for ham. Forestillingen har allerede fra start bestemt, hvad den mener, og hvad vi skal mene. I programmet hedder det ellers, at vi ”kan bruge opera til at skabe en kollektiv forestilling om en mere inkluderende og retfærdig fremtid med færre diskriminerende og kulturelle begrænsninger”. Postulatet om inklusion halter lidt her, hvis man blot er ude på at fejre ideer som man selv – og vist også alle andre, i hvert fald herhjemme – allerede er enige om. Findes mandetyper som hr. D overhovedet længere herhjemme? Jeg tillader mig at tvivle på, at synspunkterne om, at kvindens plads er i hjemmet, og at det er på sin plads at banke sin søn, fordi han er transkønnet, er særlig udbredte blandt danske mænd. Forestillingen er vist kommet henved 50 år for sent til en revolution, der for længst er afsluttet herhjemme. Man kunne overveje gæsteforestillinger i andre dele af verden, hvor problemerne synes mere aktuelle, og hvor hr. D er en mere realistisk figur.
Pludselig lyder der et skud. Hr. D findes død på et af motellets værelser. Hvem har gjort det? Alle har et motiv. Forestillingen tager karakter af Mordet i Orientekspressen, Tarantinos The Hateful Eight (2015) eller måske Bad Times at the El Royale (2018), der faktisk foregår på et motel. Lejemorderen er vel den mest oplagte at mistænke; men denne ankom først senere og er derfor udelukket.
Forestillingens musikalske højdepunkt indtræffer netop efter hr. D’s død, hvor fru D (Ann Petersen) flot og rørende synger Isoldes Liebestod fra hr. D’s dødsleje, der til lejligheden er blevet opretstående, så vi som tilskuere ser det ”oppefra”, altså på samme måde som Kasper Holten i sin opsætning af Carl Nielsens Maskarade (2006, vistnok) viste os Leanders soveværelse. Hr. D’s forpinte sjæl forlader herefter i skikkelse af en danser denne verden ved at gå uden for kulissen og tæske sig selv til døde. Dans er nu vist så meget sagt, men det er en af forestillingens få gode og originale ideer. I hvert fald næsten, for det er ikke første gang, at Tristan død eller levende har fået lov til at forlade scenen. Isoldes Liebestod var dog malplaceret her. Navnlig fordi man ikke havde gjort meget ud af at tilpasse teksten, så vidt jeg kunne bedømme. Isoldes følelser for den afdøde Tristan er næppe svarende til fru D’s ambivalente følelser for hr. D.
Bedre fungerer den ide om en transformation, der ligger i Isoldes forløsende elskovsdød. For efter hr. D (= det gamle patriarkat) er afgået ved døden, er alle som forvandlede og kan udleve deres skjulte drifter, lyster og længsler i frigjort mangfoldighed. Fru D forelsker sig i hr. D’s elskerinde; og de indleder et parforhold. Hr. D’s elsker indleder omvendt et forhold til lejemorderen. Alt er fryd og gammen og alle forenes i et arrangement af Queens Don’t stop me now. Publikum klapper i takt det bedste, de har lært.
Skulle nogen ikke have forstået budskabet, bliver det hele pludselig meget alvorligt: Videoen viser billeder af politi, der slår løs på homoseksuelle demonstranter, mens Elisabeth Jansson synger et arrangementet af Chers Believe.
Nuancer er der altså ikke meget af. Men nuancer behøver der heller ikke altid være. Der kan fint komme god kunst ud af at belyse et synspunkt fra én side og blæse på nuancerne. Men heller ikke bedømt ud fra denne præmis er Begærets Mysterier særlig vellykket. Den er forbavsende konform. Ikke blot i sine synspunkter, men også i sit musikalske udtryk. Rytmisk musik spillet af symfoniorkestre har været prøvet adskillige gange før; og jeg har til gode at høre det vellykket. I min pladesamling kan jeg uden større besvær eksempelvis finde VSOP – Vienna Symphonic Orchestra Project – Die Wiener Symphoniker spielen aktuelle Meisterwerke der Popmusik fra 1986. Lidt bedre gik det ikke, da Metallica ved to senere lejligheder (hhv. 1999 og 2019) omarrangerede en række numre, så de kunne opføres sammen med et symfoniorkester ved stort anlagte koncerter. Når dette lykkedes bedre, var det kun fordi, at gruppen stadig spillede med, og rockmusikkens udtryk derfor blev bevaret. Problemet er dog begge de nævnte steder det samme: Den slags arrangementer ødelægger og forfladiger den rytmiske musiks udtryk og energi, uden at man får nogle af de følelser og nuancer med som den klassiske musik er bedre til at skildre. Det samme problem har Begærets Mysterier, når forestillingen forsøger sig med arrangementer af eksempelvis Aretha Franklins Natural Woman. Det falder til jorden med et hult drøn. Det har ikke den rytmiske musiks kraft og har intet af det, som den klassiske musik kunne berige emnet med. Bedst fungerer forestillingen, når den holder sig til det rent klassiske eller det rent rytmiske, eksempelvis sang Simon Duus, der havde rollen som hr. D’s elsker, flot Cole Porters My heart belongs to Daddy, der vist var befriet for de værste forsøg på omarrangering, så vidt jeg kan bedømme ud fra programmet.
Var Ann Petersens Liebestod det musikalske højdepunkt, så var lavpunktet, da motelejeren, spillet og sunget af Vinegar Strokes, kastede sig ud af en omarbejdet, engelsk udgave af In diesen heil’gen Hallen fra Tryllefløjten. Ikke engang som parodi på genren er så lavt et kunstnerisk niveau acceptabelt. Strokes karakter var i det hele taget malplaceret, men skulle vist også mest medvirke i nogle talte indslag, der havde karakter af stand up-komik, hvilket fungerede bedre. Meget bedre var Samuel Mariño, der sang partiet som lejemorderen og flere gange kastede sig ud i halsbrækkende koloraturarier, bl.a. fra Händels Tiden og Visdommens Triumf.
Personinstruktionen er et plus. Den fungerede faktisk fint. Både i de forskellige videoer og på scenen. Ann Petersen fungerede fint som den underkuede hustru og hhv. elsker og elskerinde fungerede også fint som hendes modsætninger; alle har de dog hr. D som den fælles skygge over tilværelsen.
Men så er det vist også sagt: For Begærets Mysterier har ikke nuancer nok til at blive interessant, altså sådan for alvor. Det er en fejring af alment accepterede synspunkter, men er alt for konform og middelmådig til at udnytte den styrke og slagkraft, der kan ligge heri.
At forestillingen fejler ud fra begge præmisser er en skam. For der kan komme godt og flabet kunst ud af frigørelse fra fastlåste køns- og seksualnormer. Er man interesseret i dén slags kan jeg anbefale musicalen The Rocky Horror Show (1973), der vist opføres så meget herhjemme og generelt, at den næppe behøver nogen anbefaling eller nærmere introduktion. Her får man flabet opgør med seksuel konformitet for alle pengene. Og til rigtig rockmusik. Et andet og også mere slagkraftigt favntag med samme emne inden for operagenren er Bayerische Staatsopers opsætning af Tjajkovskijs Eugen Onegin, hvor hovedpersonen fremstilles som homoseksuel. Begge steder er der en anderledes vildskab og vovemod end den søvndyssende konformitet, som Begærets Mysterier så gerne vil gøre op med, men som forestillingen selv ender med at blive et skoleeksempel på. Jeg er ikke tilfreds.
Begærets Mysterier. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 4. september 2021.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/begarets-mysterier
Introduktion til forestillingen af operachef John Fulljames (programartikel)
Mariann Sejr, A damn fine night at the Opera (programartikel)
