Gæster man nogenlunde regelmæssigt teateret eller operaen, har man næppe kunnet undgå at bemærke den udtalte brug af videoprojektioner. De er blevet et af de mest yndede instrumenter i instruktørernes værktøjskasse. Smarte er de. De kan lave scenen om til alt fra stormvejr til tropisk regnskov. Altid dog kun som et supplement til den egentlige scenografi og de egentlige karakterer, der stadig er hovedingrediensen i en god forestilling. Mest gennemført formentlig i Metropolitan-operaens seneste opsætning af Nibelungens Ring fra 2010-12 (repremieren fra 2019 er omtalt tidligere her på siden), hvor teknikken sammen med en stor maskine blev brugt til at skabe en scenografi, der var fuldt integreret med Wagners musik.
I Det Kongelige Teaters åbningsforestilling til årets operasæson, Moart/Schikaneders Tryllefløjten (1791), der er en 2012-opsætning fra Komische Oper Berlin, gør man videoprojektion til det primære og karaktererne og kulisserne til det sekundære. Kulisser er nu så meget sagt. For dem er der ikke nogen af i den aktuelle opsætning. Hele scenerummet er et stort lærred, hvor der vises en tegnefilm løseligt bygget over operaens handling. De forskellige karakterer optræder dels som rigtige mennesker på scenen, der spiller med foran lærredet, dels kun som animationer, hvor sangen leveres fra orkestergraven eller fra bagscenen eller sidelogerne.
En helt ny kunstform, kalder instruktørerne det i programmet:
”Vi arbejder med et miks af live-performance og animation, som på mange måder gør det til en helt ny kunstform.”
Nyt er det dog ingenlunde at blande animation med rigtige mennesker. Denne blandingsgenre er vist næsten lige så gammel som filmmediet. ”Nyere” eksempler på den er eksempelvis Space Jam (1996), hvor basketball-spilleren Michael Jordan spiller sammen med Snurre Snup i en blanding af tegnefilm og spillefilm og meget videre kommer man ikke med den nye Tryllefløjte. Nyt i operasammenhæng er det dog måske at gå så radikalt til værks, som tilfældet er, når man fjerner stort set alt det, der gør det attraktivt at gå i operaen for at høre og se en forestilling, frem for at sidde derhjemme og se det på en skærm.
Ideen med at have sangere, der interagerede med en lang, projekteret tegnefilm, kunne formentlig fint fungerer i teorien. Men det gør den bare ikke i den aktuelle opsætning, hvor der nemlig ikke er nogen nævneværdig interaktion mellem de forskellige karakterer og mellem karaktererne og filmen, vi ser i baggrunden. I lange stræk står karaktererne blot ret op og ned og synger, mens tegnefilmen spiller i baggrunden.
Dette er desværre ganske ødelæggende for de skønne karakterer, som denne opera er så rig på. Tillige er de alle malet ligblege i ansigtet. Tryllefløjten desinficeres effektivt for al den varme og livsglæde, der ellers strømmer til overflod ud af netop denne opera, der en magisk blanding af folkeligt syngespil og højtidelig livsvisdom. Det hele forbliver endimensionelt i mere end den ene forstand, at det tredimensionelle scenerum er forvandlet til et todimensionelt lærred: Karakterne bliver ganske enkelt flade.
Særlig grelt var det eksempelvis i Pamina og Papagenos skønne duet i første akt (”Bein Männern, welche Liebe fühlen”), hvor instruktørholdet viser hvor effektivt magien kan drænes ud af en forestilling ved blot at lade karaktererne stå ligblege ret op og ned og stirre lige ud i luften. Duetten blev i øvrigt herligt sunget af henholdsvis Sofie Elkjær-Jensen og Palle Knudsen. Det er næsten en præstation i sig selv, at man kan synge så rørende og samtidig være så udtryksløs!
Det er egentlig utroligt, at det overhovedet er muligt at aflive Mozart/Schikaneders vidunderlige karakterer. Men knap så overraskende er det, når jeg ser, at instruktørholdet er mere eller mindre det samme, som iscenesatte Carmen sidste efterår, hvor man lykkedes med præcis det samme, nemlig at trække al lidenskaben og dramatikken ud af værket.
Virkemidlerne er da også i år velkendte. Således lyder det som et ekko fra sidste år i programmet:
”Du kan skære en historie helt ind til benet for at blotlægge, hvad du virkelig behøver for at skildre plottet.”
Operaopsætning er reduceret til en akademisk stiløvelse udi postmodernisme og dekonstruktivisme. Kommer man da aldrig videre? Slutter 1970’erne aldrig? Den slags gør sig sikkert godt i et akademisk tidsskrift, men på scenen fungerer det ikke. Her skal der – som sagt så mange gange før – være interaktion mellem karakterer, musik og historie, hvis opera overhovedet skal have nogen selvstændig eksistensberettigelse som andet end en sløj aftapning af noget, der for længst er lavet bedre i andre kunst- og medieformer. Den aktuelle opsætning minder desværre alt for meget om en af de der utallige YouTube-videoer, hvor en eller anden sætter sin ynglingsmusik til et eller andet filmklip. Og hvorfor skulle Tryllefløjten ikke også kunne være det, når nu handlingen er skåret ind til benet, og alt bare er lige gyldigt?
Ligesom med Carmen sidste år, har man – skal man tro programmet – hentet inspirationen i 1920’ernes stumfilmæstetik. Dette forekommer mig ganske uforståeligt? Hvis instruktørerne har set stumfilm, så viser den aktuelle opsætning det i hvert fald ikke i nævneværdig grad. De store stumfilminstruktører – og her kan vi i flæng nævne (kronologisk efter fødselstidspunkt) D. W. Griffith, F. W. Murnau, Carl Th. Dreyer, Charlie Chaplin og Fritz Lang – forstod i den grad, hvor vigtig interaktion mellem karakterer er, og hvor vigtigt det er at fortælle historier med mimik og gestik. Altså præcis alt det, jeg finder fraværende i den aktuelle opsætning af Tryllefløjten. Er det ikke mere senere tiders karikering af stumfilm som overfladisk sjov og ballade, man har ladet sig inspirerer af?
Mimik og gestik var der kun meget lidt af. Selvom dette blev bedre i anden akt, så var det ikke nok til at puste liv i de karakterer, man havde brugt det meste af første akt på at aflive til fordel for sit videoshow. Problemet er for så vidt omvendt af sidste års Carmen-opsætning, hvor man gjorde for meget og lod karaktererne hoppe og springe rundt uden sammenhæng med handlingen. Nu gør man for lidt. Man lader karaktererne gøre ingen ting. Man er gået fra den ene ekstrem til den anden. Bedst fungerede Paminas store arie i anden akt (”Ach, ich fühl’s, es ist verschwunden!”), hvor Sofie Elkjær-Jensen faktisk fik lov til at udtrykke sig lidt med andet end stemmen, og sang denne arie ganske rørende.
I det hele taget finder jeg det en anelse forfejlet, at man vil overføre stumfilmmediets virkemidler til operaen på den måde. Den mimik og gestik, der kendetegner stumfilmgenren, lader sig nemlig kun vanskeligt formidle fra en scene. Ansigtstræk og lignende kan kun dårligt ses i operaen, hvis ikke man sidder helt tæt på scenen. Ligesom balletten kalder operaen på mere ekspressive virkemidler fra karaktererne, som man faktisk kan se. Bergman kunne i sin filmatisering af Tryllefløjten fra 1975 sætte kameraet helt tæt på karaktererne, så vi kunne se hver enkelt detalje i ansigtet, sådan at varme og liv strømmede ud af dem. Den samme effekt er svær at opnå i et stort scenerum, hvis ikke virkemidlet ændres og tilpasses denne fremførelsesform.
Grafikken i tegnefilmen er flot og stilistisk gennemført, og det hele “er da meget sjovt”. Men så heller ikke mere. Effekten af den animerede gimmick fortaber sig efter få minutter. Og dem er helt væk, allerede når vi når frem til Nattens Dronnings første store arie i første akt. Jeg har ganske enkelt svært ved at se, hvad man faktisk får ud af det hele? Det hele bliver en tom stiløvelse og en følelse af ”det var da meget sjovt”.
Det er ikke fordi, at levedygtige karakterer ikke kan skabes i animeret form. Det kan de, og eksemplerne er utallige. Tryllefløjten har skam også været animeret før. Eksempelvis i Lotte Reinigers herlige kortfilm Papageno (1935), hvor den muntre fuglefænger optræder som en silhuet i en skov til tonerne af et potpourri af Mozarts musik. Problemet med den aktuelle opsætning er den tilsyneladende fuldstændige ligegyldighed, instruktørerne har i forhold til at skabe karakterer og fortælle historier. Man går mere op i at dekonstruere operaen som stumfilm eller hvad det nu er, man forsøger at sige. I virkeligheden har instruktørerne vist ikke særlig meget at sige eller nogen særlig interessant måde at sige det på.
Et originalt indslag, der fortjener omtale, er, at man operaens dialog var helt fjernet og erstattet med mellemtekster akkompagneret af klaver ligesom i en rigtig stumfilm. Desværre gør dette mere skade end gavn, da de fleste af operaens karakterer netop formes gennem dialogen. Det hedder således i programmet:
”Du behøver ikke en komisk dialog for at vise, at Papageno er en sjov fyr”.
Sikkert ikke, hvis man kun vil sætte en etikette på ham, hvor der står “sjov”. Men problemet er, at dialogen er afgørende for, at karakterer som Papageno kan vækkes til live for alvor. Og han er jo så i øvrigt altså ikke kun en sjov fyr. Han er også en dybt tragisk og ensom skikkelse, der er ked af, at han ikke kan finde en pige lige så let, som han kan fange fugle. Et forhold instruktørerne er helt opmærksomme på ifølge programmet, men som ikke desto mindre er fraværende i forestillingen.
I det hele taget lider operaens tragiske element noget under opsætningen, der næsten entydigt har fokuseret på det komiske, der synes at passe bedre ind i den noget firkantede opfattelse af stumfilmenes æstetik, som instruktørerne har. Stumfilm var imidlertid ikke kun sjov og ballade og ”falden på halen”, men rummede et væld af nuancer og interessante karakterer i mindst samme omfang som tonefilm.
Endnu dårligere fungerer mellemteksterne til i den centrale scene i anden akt, hvor Pamina fortvivles over, at Tamino ikke vil tale med hende. Hun ved ikke, at dette i virkeligheden er en prøve, han skal bestå for at blive optaget i visdommens tempel. Denne scene kan iscenesættes ganske rørende, hvis instruktørerne ellers vil andet end blot at projekterer en beskrivelse af forløbet op på væggen.
Musikalsk er der heldigvis noget mere at hente. Alle partierne var godt besat. Udover de to nævnte må fremhæves Jacob Skov Andersen som Tamino, der balancerede fint mellem ungdommens skrøbelighed på den ene side og ophøjet selvsikkerhed på den anden. Stemmemæssigt en overbevisende prins. Stephen Milling lagde stemme til en vis og alfaderlig Sarastro, mens det centrale parti som Nattens Dronning var i rutinerede hænder hos Rainelle Krause, der flot håndterede de vanskelige koloraturer. En skam at sådanne gode sangere i det store hele kun fik lov at udtrykke sig gennem instruktørernes computeranimerede narrestreger.
Ros må der også gå til Det Kongelige Operakor, der sang flot og storladent i de få, men centrale korpassager. De gav den helt rigtige højtidelighed, som disse steder kalder på. Det Kongelige Kappel spillede aldeles upåklageligt under Nikolaj Szeps-Znaiders ledelse. Musikken viste både den kraft og spændstighed, der klæder Mozarts musik så godt, uden at blive for tung og ”romantisk”.
En sidste ting, jeg også må fremhæve, er at operaen blev sunget på dansk. En god og fin tradition. Tidligere var det meget normalt at operaer blev oversat og sunget på dansk herhjemme. Bergman lod tilsvarende sine sangere synge på svensk i sin 1975-filmatisering. Ofte gør det ikke den store forskel, da dansk ikke er specielt let at forstå, når det synges i forhold til eksempelvis tysk. Men i den aktuelle opsætning var der faktisk gjort en betydelig indsats på den front. For jeg kunne faktisk fint forstå, hvad der blev sunget uden tekster.
Men alt i alt kommer jeg ikke uden om at konkludere, at jeg er noget utilfreds med den aktuelle opsætning af Tryllefløjten. Den er overfladisk og endimensionel i vel snart sagt alle betydninger, man kan lægge i disse begreber. Efter et halvt års nedlukning kan man nu endelig komme i operaen og se og høre rigtig musik og se rigtige mennesker. Desværre åbner man sæsonen med en forestilling, hvor mennesker fylder uendelig lidt, mens alt det, man lige så godt kunne have set på en skærm derhjemme, fylder alt. En opsætning der gør sig uendelig megen umage med ikke at ville være tilstede i et rum med tilskuere. Sjældent har jeg oplevet en forestilling, der så lidt forsøger at ville opleves live. Sjældent har jeg oplevet en opsætning, der så meget virker til at være produceret til YouTube.
W. A. Mozart, Tryllefløjten. Libretto af Emanuel Schikaneder. Det Kongelige Teater, Operaen, den 30. august 2020.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/trylleflojten/?id=30526§ion=top
Ulrich Lenz, En magisk eventyrbog (programartikel)
Leif V. S. Balthzersen, Det højeste og det dybeste – Mozarts fortryllende superhit (programartikel)
Tryllefløjten er en af de mest populære operaer overhovedet, og indspilningerne er utallige. Her skal blot fremhæves to: Den helt store, traditionelle standardindspilning er vistnok Karl Böhms 1964-indspilning med Berlinerfilharmonikerne og blandt andet Franz Crass (Sarastro), Fritz Wunderlich (Tamino) og Dietrich Fischer-Dieskau (Papageno). Selvom orkesterdelen måske er lidt tungere, end jeg normalt bedst kan lide det til Mozart, så opvejes det til fulde af, at Böhm var en glimrende fortolker af Mozart. Kan købes her på cd:
https://www.imusic.dk/music/0028944974928/w-a-mozart-1997-die-zauberflote-cd
Og her i 24-bit blu-ray audio-kvalitet:
https://www.imusic.dk/music/0028948355976/w-a-mozart-2018-die-zauberflote-cd
En anden glimrende indspilningen er Claudio Abbados 2005-indspilning med Mahler Chamber Orchestra. Som navnet antyder, er orkesterbehandlingen her helt anderledes og lettere, end hos Böhm, hvilket givet et andet og langt mere gennemsigtigt lydbillede. Dette bliver det bestemt ikke mindre intenst af. Tværtimod:
https://www.deutschegrammophon.com/en/catalogue/products/mozart-zauberfloete-pape-strehl-abbado-4741
På DVD/blu-ray-froten må Ingmar Bergmans 1975-filmatisering fremhæves som absolut anbefalelsesværdig. En glimrende filmatisering, der blander sceniske elementer med egentlig film, og som fanger al mystikken og magien i stykket. Bergman kunne som bekendt både instruerer film og teater. Liv og varme strømmer ud af karaktererne fra først til sidst. Ulrik Cold er intet mindre end fremragende som Sarastro. På udgivelsen fra British Film Institute får man også den lille fine animationsfilm Papageno af Lotte Reiniger fra 1935:
https://shop.bfi.org.uk/the-magic-flute-dual-format-edition.html
