Corona og Apokalypsens første rytter

Af Christian Egander Skov

Corona-virusset – COVID-19 – trænger frem overalt. Og den driver angsten foran sig som en dunkel herold, der træder ind i vores liv først som vantro, så som en snigende anelse og siden… ja hvem ved?

Alle forsøg på at inddæmme det er slået fejl. Vores afmagt er blevet blottet. Udsigterne herfra er uhyggelige. Vi vil alle få den ad åre udtalte en overlæge for nyligt. 70 pct. ville blive ramt, hed det hos Harvard professor Marc Lipsitch.

Dengang rystede vi – eller i hvert fald jeg – endnu på hovedet. Rystede det af os. Den luksus har vi ikke længere. Med en dødelighed på omkring 3 pct. er det 147 mio. døde. Hvis 10 pct. bliver alvorligt syge er det 490 mio. alvorligt syge. Hvis 15 pct. af de smittede får behov for indlæggelse er det 735 mio. indlagte. I Danmark ville det være 630.000 indlagte. Tallene her er tænkte, men bygger på et studie fra kina, der peger på, at 80 pct. af Corona-tilfældene er milde, mens resten er hårde hhv. kritiske.

Alle bliver ikke ramt på én gang. Men med en epidemi, der rammer 15 pct. af befolkningen, af hvilke måske 15 pct. vil kræve indlæggelse, er vi nede på 135.000. Vi har 12.000 sengepladser på de danske hospitaler. Og der er andre syge.

Og Corona-virusset smitter som influenza. Sundhedspersonalet vil blive hårdt ramt. Jovist, de er folk i deres bedste alder og forløbet for langt de fleste vil være helt udramatisk. Men de kan ikke tage på arbejde. Som så mange andre vil de blive gemt væk derhjemme, mens slaget udkæmpes.

Derfor tager vi drakoniske midler i brug. Ingen håndtryk. Ingen større forsamlinger. Indtil videre henstillinger. Indtil videre.

I Italien lukkede de universiteterne. I Italien lukkede de skolerne. I Italien har de lukket byerne. I Italien patruljerer politiet. Sikrer sig at folk bliver indendørs. I Italien flygter dem, der kan fra nord til syd. Væk fra de lukkede byer. Væk fra sygdommen.

Men de tager sygdommen med sig.

Herhjemme er håbet  – og herhjemme er planen – ligesom alle andre steder. Forsink sygdommens fremmarch. Vask hænderne. Ingen konferencer. Folk flyver ikke. Nu tager de toget. Gad vide om det hjælper?

Vi kan trække os tilbage og udmatte fjenden. Sejren tror vi ikke på, men hvis retræten kan blive planmæssig, kan vores institutioner håndtere det.

Vores institutioner. Her er den egentlige fare. For langt de fleste vil Corona blive en drøj omgang snue. For nogle vil den blive en tragedie, når folk vi kender rammes og falder. Men vi klarer den uden tvivl – i det omfang vi ved ”vi”, forstår ”os som biologiske systemer.”

Men hvad med systemerne mellem de biologiske systemer? Det er her sygdommen rammer. Det er økonomier, der tvinges i knæ. Det er politiske systemer, der mister tiltro. I 2011 da brødprisen steg, faldt regimerne på stribe i Mellemøsten. Det vi taler om nu, er langt værre. Der tales om en geopolitisk krise.

De fattige landes eneste trøst vil være, at deres befolkninger er unge og modstandsdygtige. De rige landes eneste trøst er, at de har midlerne til at håndtere et større pres. Mellemindkomstlandene i Østeuropa med aldrende befolkninger, svage økonomier og institutioner, der allerede vaklede, da udfordringen var gunstige økonomiske vilkår, lav arbejdsløshed, fred og fremgang? – kan de klare presset?

Og hvordan vil det se ud, hvis ikke de kan?

Vil sygdommen drive menneskemasserne fra deres hjem? Og hvordan vil de rigere lande, der igen vil være den sikre havn, håndtere presset mod grænserne, hvis periferien bliver gennembrudt? Livet kan leves uforstyrret bag voldene. Men voldene kan ikke holde. Sygdommen er allerede inden for. Og dens ofre står udenfor og vil også gerne ind.

Og hvad med vores velstands kilder? Sygdommen har gjort globaliseringen synlig i en forvrænget form. Verdensøkonomiens hyper-kompleksitet, arbejdsdelingen, de usynlige tråde af varer og kommunikation, der knytter lande og kontinenter sammen, er blevet synlige, men nu fremstår de som brugte kanyler, der perforerer landegrænserne og sprøjter sot ind i vores årer og rædsel i vores sind.

Det er pestens troldspejlsrefleksion.

Globaliseringens pionerer er blevet til smittebærere. Eller vil blive opfattet sådan, hvis søjlerne vælter og firmamentet krakelerer.

Vil vi igen kunne drikke af velstandens kilde, når vi frygter, hvad der gemmer sig i vandet?

Svarene kender vi ikke.

Vi må væbne os med tålmodighed – og tiltro til vores institutioner. Der er faktisk ikke andet valg. På den måde bliver epidemien en test af vores afgørende samfundsmæssige tro: troen på hinanden og på den øvrighed, der udspringer af os selv.

Alt imens apokalypsens første rytter baner sig vej gennem vores rækker.

Men det kan vi. For det skal vi.


Christian Egander Skov er postdoktor ved NTNU og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.