Økonom og ph.d. Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen skriver i sin artikel, at Mette Frederiksen splitter samfundets indre sammenhæng ved at spille den ene gruppe ud mod den anden. Bag den socialdemokratiske fællesskabsretorik gemmer dens modsætning sig – og den kommer ikke mindst til udtryk i en negativ holdning til ungdommen.
Borgerlige samfund er ikke bygget på gruppetilhørsforhold eller stærke ledere, der reagerer efter deres egne ønsker. Borgerlige samfund bygger på individets suverænitet og en forståelse, af at samfundet er en omkostning som skal være til at bære for individet. Når samfundet omfordeler ressourcer og rettigheder, skabes borgerlig sammenhængskraft i samfundet ved at tage hensyn til pareto-optimalitet – ideen om, at man ikke må stille nogle bedre ved at stille andre værre, medmindre det ikke kan undgås.
Mette Frederiksens tilgang til politik er anderledes. Hun er tribalist, og bygger sin magt på, at grupper beriger sig på bekostning af andre grupper. At tilslutte sig den tilgang til politik er ikke bare uborgerligt – det er et tilbageskridt for civilisationen, og det er anti-vestligt.1
Om livsgavens pris
Mens livet er en gave, så har det også en omkostning. Lidt ligesom det at få en iPhone i julegave uden et abonnement ikke er særlig nyttigt. Livet har en omkostning, fordi vi hele tiden skal vælge og derved også vælge fra. Alt er således en afvejning. Jeg kan ikke arbejde flere steder på samme tid, jeg kan ikke tænke på alt hele tiden, jeg bør ikke have flere familier på samme tid osv.
En af de klareste afvejninger er mellem dig og andre, særligt fremmede. Hvis du kun er dig selv, er livet ikke meget værd. Det er ensomt. Det er farligt. Det bliver sikkert også kort. Du er nemlig ikke god til særlig meget. Derfor må man samarbejde med andre. Den nemmeste løsning er at samarbejde med folk, man kender og måske ligefrem elsker, eksempelvis ens egen familie. Sådan en konstellation kan ofte fungere uden mange nedskrevne regler eller magtanvendelse.
Men det er ikke nok. For selv en families samlede egenskaber er næppe nok til at opretholde et godt liv eller gøre verden særlig meget bedre samlet set. Hvor mange familier kan eksempelvis lave paracetamol-tabletter fra bunden? Livet kræver derfor, at vi samarbejder med andre – fremmede – mennesker. Det er det, vi kalder et samfund. Men hvor familien samarbejder med glæde og kan have fælles mål, så kendetegner samfundet sig ved ikke at have fælles mål. I stedet er samfundet fyldt med mennesker, der konkurrerer og måske direkte modarbejder hinanden. Hvorfor dog være med til det?
Jo, fordi der i et samfund er mulighed for, at vi hver især for alvor kan specialisere os. Specialisering gør os mere værd for andre, og de belønner os derefter. Det kan føre til innovation og velstand ikke bare for den enkelte, men de fleste. Iboende i specialiseringen er der stadig en omkostning, men hvad er prisen? Prisen er, at vi pludselig skal acceptere, at andre må bestemme over os. Prisen er altså, at vi skal acceptere ændrede livsvilkår og ikke mindst processen, hvori disse vilkår besluttes.
Vi skal acceptere en borgerlig orden. Men i den borgerlige orden har jeg stadig min negative frihed. Jeg kan fravælge de varer, andre leverer, også selv om de er bedre til at producere dem end mig. Jeg kunne for eksempel købe et stykke skov med en sø og leve som Thoreau alene i mit eget selvbyggede lille hus. Men han flyttede trods alt tilbage til det civile liv igen.
Det gode samfund er altså et samfund, hvor omkostningen, altså den enkeltes ændrede livsvilkår og processen bagved, er bedre end alternativet: at leve alene. Kombineres dette med et borgerligt universalistisk menneskesyn, kan man komme til en generel accept af, at samfundet således må tilstræbe.
Vil du læse hele artiklen? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året.
