Opera: Lohengrin i Prag

Uforfalskede, arkaiske lidenskaber! Eliška Weissová som Ortrud. Fotografer: P. Borecký og H. Smejkalová. Fra Statsoperaens hjemmeside.
Dana Burešová som Elsa. Fotografer: P. Borecký og H. Smejkalová. Fra Statsoperaens hjemmeside.

I Prag er man på Statsoperaen (”Státní opera”) gået i en noget anden retning end på andre europæiske operascener. I stedet for de endeløse og ofte ulidelige forsøg på at genopfinde genren, har man fundet en 50 år gammel opsætning af Wagners Lohengrin frem fra gemmerne. Nærmere bestemt Bayreuth-opsætningen fra 1967, der blev instrueret af Wolfgang Wagner (1919-2010), komponistens barnebarn. Genopsætningen kunne ses i 2017. Nu kan man se den igen her i foråret, hvor Statsoperaen dog på grund af ombygning er rykket ind på præmisser tilhørende Nationalteatret (”Národní divadlo”). Genopsætningen har Katharina Wagner stået for. Hun er instruktørens datter og komponistens oldebarn.

Opsætningen følger stort set librettoens anvisninger, men i en simplificeret form, der danner en tiltrængt kontrast til alle de ”overinstruerede” opsætninger man ser, hvor der sker så meget på scenen, at det distraherer fra handlingen og musikken. På den måde søger man at opnå det stærkeste mulige indtryk, hvor Wagners sansemættede musik og det store stof i teksten supplerer og forstærker hinanden. Ikke nogen let kunst, selvom man kan opnå meget ved simpelthen blot at holde sig til forlægget. Alt for ofte går iscenesættelsen og musikken i vejen for hinanden, når man tramper ud på regiteaterets ødemarker.

Penelope Turing (1925-2010) så samtlige opsætninger i Bayreuth fra og med 1952 til og med 2009 og skriver således i sine beretninger fra ”New Bayreuth” om 1967-opsætningen af Lohengrin:

”There was nothing very new or different about the staging of this Lohengrin, but it was beautifully lit, never jarred or distracted one from the music or the story, and to me was one of the most wholly successful productions I have seen at Bayreuth.”

Folket samles i anden akt, tredje scene. Fotografer: P. Borecký og H. Smejkalová. Fra Statsoperaens hjemmeside.

Jeg kan næsten kun gentage her lidt over 50 år efter premieren på opførelsen. Der er klart også tale om en af de bedste Lohengrin-produktioner, jeg har set. Konkurrencen er så nok også unægtelig svagere end dengang, når man i Bayreuth indtil for nylig kunne opleve Lohengrin henlagt til et laboratorium, hvor karaktererne var forsøgsdyr. I København er handlingen vistnok henlagt til en børnehaveklasse eller sådan noget.

Det stod i Prag mere klart for mig end nogensinde, hvor stærkt Wagners værker kan stå, når de får lov at komme til deres ret. Når musikken suppleres af et visuelt gennemarbejdet indtryk, der giver en sansemæssig totaloplevelse. Turing gjorde ret i at fremhæve lyssætningen. Fra start til slut er vi indhyllede i et blødt, eventyragtigt skær, hvor den suggestive farvesætning sammen med Wagners musik suger en tilbage i den idealiserede middelalder, hvor man sidder ubehjælpsomt fast.

Men også andre elementer er værd at fremhæve. Selvom det måske egentlig bare er mest hensigtsmæssigt at henvise til billederne på Statsoperaens hjemmeside, hvor man kan få syn for sagn. I hver akt var scenen gennemgående bygget op af cirkler eller halvcirkler, eller måske rettere: ottekantede ”cirkler”. I første akt og tredje scene af tredje akt dannede bagvæggen en halvcirkel, der viste skoven, men med en ottekantet fordybning, en slags kultplads eller sådan noget. I anden akt var det bymurene i Antwerpen, der dannede det delvist cirkulære rum. Koret stod tilsvarende altid dekorativt placeret. Ikke som en folkemængde normalt ville organisere sig.

Det virkede demonstrativt. Opstillet. Stiliseret. Som et ritual. Måske næsten karikeret. Den bedste sammenligning jeg kan komme i tanke om, er Fritz Langs film fra Weimar-tiden, der benyttede samme hyperæstetik. Der søges på ingen måde at formidle realisme, men snarer et suggestivt indtryk passende til det episke stof, der ligger til grund for handlingen.

Svanen kommer tilsvarende frem på bagvæggen som en from for projektion. Også den virker ikke rigtigt virkelig, men som noget drømmende og idealiseret. Den starter som et lysskær, men konturerne bliver tydeligere, så man langsomt kan se den komme til syne. Men den forbliver fjern og en anelse uklar. Kostumerne var simple, men i stærke, suggestive farver og bidragede således til effekten.

Uforfalskede, arkaiske lidenskaber! Eliška Weissová som Ortrud. Fotografer: P. Borecký og H. Smejkalová. Fra Statsoperaens hjemmeside.

Tilsvarende i starten af anden akt, hvor den onde Ortrud konspirerer med Telramund om natten. Her er hele scenen indhyllet i næsten totalt mørke. Man kan kun lige ane konturerne af bymuren i baggrunden. Kun de to antagonister er oplyste i et uhyggeligt rødt skær svarende til Ortruds mørkerøde hårpragt. Med en grøn kjole i dette lys får også hun et skær af uvirkelighed. Tilsvarende Elsa, da hun kommer til syne i baggrunden, men hun er oplyst i hvidt lys, der ikke som det røde lys spiller sammen med natten, men danner kontrast til den. Ved brug af begrænset belysning, bliver indtrykket så meget stærkere, når hele scenen oplyses som solen står op i aktens tredje scene med de store korpassager ”In Früh’n versammelt uns der Ruf”. Da dagen gryr har Otruds kjole skiftet farve til gul.

Samme virkemidler, hvor der skabes et stærkere indtryk ved at gøre mindre, føres over i personinstruktionen. Her gøres der også kun det absolut nødvendige. Ikke at sangerne står ret op og ned og nægter at spille skuespil, sådan som nogle primadonnaer gjorde i starten af 1800-tallet, fordi de mente, at det var under deres værdighed at spille skuespil. Snarer er der tale om, at instruktionen fremhæver karaktererne på skift, sådan at de hver især står stærkere frem. Det blev da også tydeligt vist, at karakterer kan være meget markante ved blot at være der, uden egentlig at foretage sig noget. Nogle gange måske næsten mere markante. Ortrud har næsten ikke et ord at synge i første akt, men er blot til stede. Mørk og truende med sit blodrøde hår er hun. Der er ingen tvivl om, at hun inkarnerer den vilde hedenskab og ustyrlige drifter som kontrast til Lohengrin og Elsas lyse kristendom og påståede dydighed. Denne begavede måde at instruere på er den diametrale kontrast til eksempelvis Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Puccinis Turandot, hvor der konstant skete så meget på scenen, at man mistede overblikket og enhver individualitet forsvandt ud af karaktererne.

Lohengrin ligner Ortrud i den forstand, at også han kommer fra en anden, uvirkelig verden. Men hvor Ortruds er vild og disharmonisk, er Lohengrins verden pæn og harmonisk, hvilket smukt blev virkeliggjort af Charles Kim, der ramte Lohengrin helt rigtigt med sin sarte og rene tenorklang. Jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere. Fortolkningen var, synes jeg, for svag. Lohengrin er ganske vist ingen Siegmund eller Siegfried, og han skal være mere sart og ren end de to. Men omvendt skal han også have en vis myndighed. Det manglende måske lidt i Kims fortolkning, uanset hvor utrolig smuk den så end var.

Elsa skal ligne Lohengrin lidt i den forstand, at de jo begge på sin vis står for det nye, kristne livssyn over for hedenskaben: Men dette skal netop kun antydes: For der er uendelig langt mellem Elsa og Lohengrin. Så stolt og sikker i sin tro, hun er i starten af operaen, må hun gerne ligne Lohengrin lidt. Men Elsa er jo netop ingen engel. Hendes kærlighed og lidenskaber er meget, meget menneskelige, og ligeså ren og fin hun skal være i starten, ligeså fortvivlet og skrøbelig skal hun være, da hun ser, at hendes tro ikke er stærk nok, men at hun netop kun er et menneske som alle andre. De fordringer, Lohengrin kræver af hende i form af det umulige Frageverbot, er lige så umulige at overholde som Jesu formaninger i bjergprædiken. Alle er vi syndere. Også Elsa. Og også hun må bare håbe på nåden.

I Prag var denne Elsa godt levendegjort af Dana Burešová. Hun vitterligt strålede af stolthed, da hun gjorde sit indtog i henholdsvis første og anden akt. Lige så overbevisende var hendes senere fortvivlelse, der indvarsles med det dystre ledemotiv til sidst i anden akt. Man fornemmer virkelig, hvordan den stakkels pige er ved at bliver sønderflået af tvivl på den fatale bryllupsnat i tredje akt. Samspillet med Kim var her godt og troværdigt og en af de bedste realiseringer af denne scene, jeg har set. Kim virker tilsvarende kold, ufølsom og verdensfjern. Uanset hvor fortvivlet, den stakkels pige er, vil han ikke give hende selv det mindste. Det var ganske rørende at se Elsa gå i opløsning for så at gå helt til grunde til sidst, hvor hendes genfundne bror står bøjet i sorg over sin livløse søster, mens tæppet falder.

Uanset hvor meget jeg holder af Elsa og Lohengrin som karakterer, kommer jeg ikke uden om, at mine ynglingskarakterer i stykket så afgjort er antagonisterne, Ortrud og Telramund, der heldigvis også var bragt godt til live.

Eliška Weissová var en pragtfuld Ortrud! Høj, vild, hadefuld både i sit udtryk, i sin gestik og i sin stemmeføring, der viser tænder og slår gnister. En frygtelig modstander! Allerede fra hun toner stumt frem i første akt er man klar over, at Elsa og hendes tro ikke har en chance over for den blodrøde hedenskab. Ingen chance overhovedet. Højdepunktet var formentlig hendes afsluttende raseri, hvor den bliver sluppet ukontrolleret løs.

Telramund er ikke helt så vild som Ortrud. Han er jo også kun et almindeligt menneske, og ligner derfor Elsa lidt. Han er i ledtog med Ortrud, måske forført af hende. Men helt så ond som hende kan han ikke være. Musikken, der følger med Telramund er derfor også mere almindelig end Ortruds, der er alt andet end harmonisk. Snarer voldsom og dissonant. Hans parti havde man i Prag overladt til Martin Bárta, der buldredede derudaf med en herlig vokal slagkraft som sømmer sig for en krigshelt.

Tilsvarende med Kong Heinrich, der dog er et mindre parti, men som bør besættes godt, da det er pragtfuldt! Det var det heldigvis også med Jiří Sulženko. Også han var både i stemme og gestik klart en myndig person, som man uden tøven ville følge i krig.

I Prag havde man i øvrigt ikke nogen berøringsangst ved at slippe den tyske nationalisme løs, der ligger i Lohengrin. Måske er det lettere, når man netop ikke er i Tyskland. I hvert fald blev der ikke lagt fingrer i mellem, da der blev svinget med sværd og sunget ”Für deutsches Land das deutsche Schwert!” for fuld hals i den store korpassage i tredje akts tredje scene. Ligesom folket også i Prag fik den fører, som librettoen foreskriver, og ikke kun en ”beskytter”.

Det lille, undseelige parti som kongens ”Heerrufer” skal også nævnes. Det er nemlig ham, der synger af mine ynglingspassager i første akt:

”Gott richtet euch nach Recht und Fug,
drum trauet ihm, nicht eurer Kraft.“

Herligt og kraftfuldt blev de linjer slynget ud i lokalet af Jiří Brückler. Hårene må have rejst sig på tilskuerne selv helt oppe i de fjerneste kroge af galleriet.

På dirigentpodiet stod Constain Trinks, der har erfaringer med denne type musik. Det mærkede man tydeligt. Kontrasterne blev trukket skarpt op. Næsten demonstrativt. Hvor navnlig Lohengrin og hans verden fremstod næsten demonstrativt blid og sart, var Ortrud og Telramunds verden næsten demonstrativt dissonant og skinger. Der var ikke gjort noget forsøg på at glatte det hele ud og give et ensartet indtryk. Tværtom. Effekten var da også ganske vellykket. I øvrigt vil jeg særligt fremhæve, hvordan Trinks forstod at opbygge de voldsomme musikalske energier, som værket rummer. Ikke mindst i forspillet og slutningen af anden akt, hvor musikken starter ganske stille og så bygger op. Særligt effektfuldt var slutningen af anden akt, hvor folket samler sig og går i positur ind mod kirken, mens musikken kulminerer. Det visuelle og det musikalske kulminerer i en stærk afslutning på denne akt.

Harperne og nogle af messingblæserne havde man placeret oppe i nogle af sidelogerne tæt ved scenen for bedre at kunne virkeliggøre disse passager. Ved solopgangen på overgangen mellem anden og tredje scene i anden akt var musikken derfor først ret fjern, nærmest i baggrunden, men kunne så langsomt trækkes helt frem i tilskuerrummet. Orgelet til sidst var påfaldende markant. Hele slutningen på anden akt kom derfor til at minde meget om slutningen på Gustav Mahlers 2. symfoni. Man synes at have tilstræbt samme “sug-i-maven-effekt”. Jeg vil næsten tro, at orgellyden var forstærket af højttalere. Det virker nu i øvrigt bedre og stærkere, hvis orglet kun kan anes som noget, der kommer inden fra kirken. Men flot lød det i hvert fald.

Stemmemæssigt var Kim svagest. Noget kan tilskrives fortolkningen, men ikke alt. Han var ren, klar og sart i starten, men blev for ”mudret” til sidst.

Det ændrer dog ikke ved, at man i Prag tager opera seriøst og at niveauet er endog meget højt fra de – så vidt jeg kan vurdere – overvejende lokale sangere. Seriøsiteten kan man også bare se ved, at librettoen er optrykt i programhæftet. Det har jeg ellers kun set på Statsoperaen i München. Desværre var den kun optrykt på tjekkisk og ikke også på originalsproget. Men det viser unægteligt noget ambition, som andre operahuse kunne tage ved lære af. Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg er særdeles glad for og tilfreds med Lohengrin i Prag. Det er bare med at komme afsted. Opsætningen kan ses et par gange mere i år, se neden for.

Man får også noget for pengene. De dyreste billetter koster 1490 Kč, hvilket svarer til godt 430 kr.

Richard Wagner, Lohengrin. Staatsoperaen i Prag (Národní divadlo) den 17. februar 2019

Opførelsen gentages henholdsvis den 20. april, 4. maj, 9. og 23. november 2019 samt den 2. februar 2020. Se reference til Statsoperaens hjemmeside nedenfor.

Referencer

Statsoperaens hjemmeside med information om forestillingen samt om kommende forestillinger:

https://www.narodni-divadlo.cz/en/show/10761

Penelope Turing, New Bayreuth, Second Impression (1971)

Interview med Penelope Turing fra 2008:

http://www.wagneropera.net/interviews/penelope-turing-interview.htm

Daniel Weber, Wolfgang Wagner’s 1967 Bayreuther Festspiele Lohengrin staging at the National Theatre in Prague (programartikel)

Of the Genesis of Wagner’s Lohengrin (programartikel, ukendt forfatter)

Fotografier: Pressefotos fra Statsoperaens hjemmeside. Fotografer: P. Borecký og H. Smejkalová. Kan hentes her:

https://www.narodni-divadlo.cz/en/press/photogallery1

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!