Opera: La bohème

Man skal formentlig til Bayreuth for at finde et sted, hvor en enkelt komponist bliver eksponeret lige så kraftigt som Puccini bliver i København. Hele tre Puccini-operaer er programsat i denne sæson (Tosca, Turandot og La bohème) mod to sidste år (Madame Butterfly og La bohème). Puccini er fast inventar på nationalscenen.

Puccini er absolut ikke en dårlig komponist, tværtimod. Men den hypersentimentale stil falder ikke i min smag. Følelserne stoppes ned i halsen på en i en grad, så både handling og karakterer bliver utroværdige selv med operagenrens målestok.

Og den kraftige eksponering irriterer mig grænseløst, når det sker på bekostning af andre, langt mere interessante komponister. Her tænker jeg ikke kun på det store, tyske repertoire, som jeg selv sætte højt. Men der er jo faktisk også skrevet danske operaer, man kunne programsætte i større omfang, end tilfældet er. På det punkt kan jeg måske spore lidt bedring. Heises Drot og Marsk er på programmet til foråret, og Kuhlaus Lulu var glimrende opsat i sidste sæson.

Det bliver der nok næppe meget af i fremtiden. Opera (og teater og ballet) er nemlig tiltænkt en mindre rolle i den nye ledelses planer for nationalscenen. Årets julegave fra direktøren for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, er ifølge en artikel i Klassisk nemlig en såkaldt ”offensiv vækstplan, der indebærer et opgør med den smalle scenekunst”. Mere konkret skal der være flere musicals, der skal trække flere tilskuere til. Suk! Det er sin sag, om nationalscenen overhovedet skal opføre musicals og dermed konkurrerer med et – efter mit indtryk – ret velfungerende privat marked på dette område; og det er også sin sag, at det egentlig er fornuftigt nok, at i hvert fald en del af nationalscenens indtægter faktisk skal finansieres ved billetsalg. Men det er en ganske anden sag, om man overhovedet opnår noget ved at forsøge at udhule kernen i nationalscenens eksistensberettigelse på den måde. Jeg vil i hvert fald tillade mig at tvivle på, at der kommer flere i butikken, fordi man begynder på musicals og dermed skærer ned på opera, teater og ballet. Og hvis det så oven i købet blot er kunder, der ellers ville være gået i Det Ny Teater?

Burde man ikke i stedet kigge lidt på, om nationalscenen ikke er gået for langt med de ulidelige ”moderne” opsætninger, der kvæler den magi og det eventyr, som mange – i hvert fald jeg – forventer og forbinder med opera, teater og ballet? I forhold til fjernsynet og filmmediet kan scenekunsten skabe en langt større følelse af nærvær. Men den går ligeledes fløjten næsten hver gang, man tramper ud på regiteaterets ødemarker. Og hvorfor skulle man så egentlig ikke bare blive hjemme ved fjernsynet? Det er her, jeg ser et problem med smal scenekunst.

Jeg tror mere på, at man kan få folk i butikken ved at fokusere mere på, hvad ”almindelige” mennesker, som jeg selv, forbinder med scenekunst og ved at tage nogle klassiske stykker op på en måde, der er til at forstå. Elverhøj har vist ikke været opsat længe. Stykker af Heiberg, Oehlenschläger og lignende danske forfattere fra guldalderen opføres næsten aldrig på nationalscenen (Christian Lollikes opsætning af Oehlenschlägers Aladdin i denne sæson tæller simpelthen ikke!).

Billetsalg forklarer og forsvarer også den udtalte eksponering af Puccini. Hans værker kan nemlig sælge billetter mere end mange andre komponister og kan give det, som de fleste forventer af en “rigtig” opera.

Aktuelt gælder det Puccinis La bohème. Nationalscenen har heldigvis valgt at genopsætte Elisabeth Lintons fine opsætning, der er en samproduktion med GöteborgsOperaen. Den er flot og stemningsfuld og fanger den rigtige, romantiske stemning, som forventes af en Pucciniopera. Hvorfor søren kan man ikke gøre sådan med eksempelvis Mozart og Wagner?!? Kun nogle få, uvæsentlige ændringer er foretaget i forhold til librettoen. Scenen fra markedspladsen i anden akt er eksempelvis flyttet til et dekadent stormagasin; og slutscenen er flyttet til boheme-lejlighedens tag for bedre at kunne vise forårets komme. (Operaen starter om vinteren og slutter i foråret, mens handlingen antagonistisk går fra liv og håb til død og resignation). Navnlig scenen i stormagasinet flot og effektfuld. Dog var der måske lidt for meget, der skete rundt omkring. Det flyttede fokus fra handlingen. En sjov detaljer var, at vagtparaden fra sidst i denne akt også passerede musicerende igennem operaens foyer i pausen, hvilket bidrog fint til julestemningen.

Samspillet mellem de forskellige karakterer var gennemgående fornuftigt, hvilket er altafgørende i en opera som La bohème, hvor handlingen er næsten ikke-eksisterende, og kan reduceres til, at det er synd for Mimì, at hun er syg og skal dø. Desværre virkede det lidt til, at instruktøren havde for meget fokus på de to hovedkarakterer, Rodolfo og Mimì (der egentlig hedder Lucia) og dermed ikke havde bevaret overblik nok til de øvrige karakterer, altså især Rodolfos tre venner: De var påfaldende ens både i udsende og udtryk. Selvom Mimì og Rodolfo er klart de vigtigste, så fylder de øvrige imidlertid præcis så meget, at man er nødt til at tage lidt mere højde for dem, end tilfældet var i Lintons opsætning. For ofte blev det lidt for uklart, hvem der egentlig var hvem af de øvrige. Sangerne gjorde dog her en ret så stor indsats. Særligt må jeg fremhæve Kyungil Ko, der flot sang partiet som filosoffen Colline, og fortjent inkasserede et flot bifald for sin arie i fjerde akt.

Af andre gode bipersoner, bør jeg fremhæve Sofie Elkjær Jensen, der også gjorde en rigtig fin figur som den letlevende Musetta, der er modstykket til den mere tragiske Mimì. Hun sang sig flot og legende igennem den farverige anden akt.

Både Gisela Stille og Niels Jørgen Riis leverede også varen i de to hovedpartier som henholdsvis Mimì og Rodolfo. Udtrykket var gennemarbejdet og virkningsfuldt, og ingen af dem holdt heldigvis igen med Puccinis sødmefulde musik. Puccinis musik lyder så absolut bedst, hvis man ikke holder i bremsen, men giver den på alle tangenter. Af de to gjorde førstnævnte dog det største indtryk, mens der for sidstnævntes vedkommende for ofte var problemer med koordinationen med orkestret. På centrale steder i første og sidste akt ville Riis vist et noget mere afdæmpet udtryk, end der var lagt op til i orkestergraven. Dette må dog falde tilbage på dirigenten, Marius Stieghorst.

Der er derfor sådan set ikke så meget at udsætte på Det Kongelige Teaters La bohème. Hvis Puccini er målet, så er jeg vel sådan set tilfreds.

Derimod er jeg ingenlunde tilfreds med publikummet til forestillingen. Stort set samtlige regler blev overtrådt på nær vist nr. 10, da de tilstedeværende børn faktisk opførte sig pænt. Det gjorde en stor del af det modne publikum ikke. Der blev flittigt fotograferet, sendt SMS-beskeder, gnasket nødder og drukket sodavand i min nærhed. Telefoner ringede og bippede i takt med umådeholden hosten og nysen. Her er der plads til forbedringer.

Gioacomo Puccini, La bohéme. Libretto af Giuseppe Giacosa og Luigi Illica efter Henri Murges Scener fra bohemernes liv. Det Kongelige Teater den 15. december 2018

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/la-boheme/

Artiklen fra Klassisk om Det Kongelige Teaters nye strategi:

http://www.klassisk.org/nyheder/1704/holtens-nye-plan-musicals-og-familieforestillinger-paa-det-kgl-teater

La bohème har siden uropførelsen i 1896 været en af de mest populære operaer overhovedet; og der findes derfor utallige indspilninger. De to, jeg lyttede til inden forestillingen, kan begge anbefales varmt:

Herbert von Karajans indspilning med Berlinerfilharmonikerne og henholdsvis Pavarotti og Mirella Freni som Rodolfo og Mimì kan vist tilfredsstille de flestes behov:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=41767

Sir Thomas Beechams indspilning med Jussi Björling og Victoria de Los Angeles fra 1956 er i hvert fald mindst lide så god. I forhold til førnævnte skal valget vist kun afhænge af, om man foretrækker Björling frem for Pavarotti. Jeg kender den kun fra LP, men på cd skulle det være denne her, selvom billedet af coveret ikke passer:

https://www.imusic.dk/cd/0747313324927/beecham-de-los-angeles-bjorling-2007-puccini-la-boheme-compact-disc

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!