Film: The House that Jack Built

Der er gået omkring 5 år siden Lars von Triers sidste film. Men det er med en reference til hans første ”rigtige” film, Forbrydelsens Element (1984), at hans seneste film, The House that Jack Built, indledes. Begge steder bekender filmens hovedperson sig til en anden og fortæller den historie, som vi ser som filmen. I Forbrydelsens Element er det til en terapeut eller hypnotisør, i The House that Jack Built er det til en person ved navn Verge, der hurtigt afsløres som Vergil. Verge skal føre vores hovedperson, Jack, gennem underverdenen, mens Jack fortæller om de utallige liv, han har på samvittigheden. Jack er nemlig en seriemorder, der fortæller om udvalgte mord fra sit liv i 5 episoder.

Vi får ikke rigtigt nogen forklaring på Jacks mordertrang. Han kan bare godt lide at slå ihjel. Som barn var det dyr, der blev mishandlet, som voksen er det mennesker. Lige så længe har Jack lidt af tvangstanker. Han kan ikke forlade et rum, uden at alt er pinlig rent og i den perfekte orden. Dette gør ham effektiv, når det drejer sig om at slette alle spor efter sine ugerninger, men samtidig dybt irrationel, når han flere gange vender tilbage til gerningsstedet for at se, om alting nu er i orden, mens ordensmagtens sirener hviner gennem natten.

Politiet er ikke meget bevendt. Selvom Jack – helt bogstaveligt – trækker et langt blodspor til frysehuset på Prospect Avenue, hvor han gemmer sine lig, får han lov at fortsætte sit morderiske forehavende i årevis. Det, der virkelig interesserer Jack, er at arrangerer ligene på specielle måder og fotografere dem. Det er ikke så meget fotografierne, der interessere ham, men fotografiernes negativer, hvor mørket er lyst og lyset er mørke. Han sender nogle af sine fotografierne til aviserne og kalder sig selv for ”Mr. Sophistication”.

Imens Jack begår sine mord, agerer han som reflekterende, alvidende fortæller om mordets natur og “naturlighed”, hvilket er von Triers egentlige hovedærinde. Alt fra jagt til folkemord bliver analyseret, dissekeret og sat ind i en større sammenhæng. Hverken Jack eller von Trier synes egentlig at ville forsøge at retfærdiggøre Jacks handlinger; og filmens afsluttende rulletekster ledsages da også til tonerne af Hit the Road Jack som den definitive afstandtagen fra instruktørens side.

Von Trier er som sædvanlig mere interesseret i spørgsmålene end i svarene og er ikke bange for at stille de ubehagelige spørgsmål – heller ikke i forhold til sig selv og egne idiosynkrasier. Jack ser sig selv som kunstner, og von Trier bakser i filmen med spørgsmålene, om mord kan være moralsk dårligt, hvis det kan være noget æstetisk smukt, samt hvad kunst egentlig er. Hitchcock lod James Stewart stille nogle af de samme spørgsmål i filmen Rope fra 1948, hvor han provokerer et selskab ved ironisk at foreslå, at mord bliver tilladt, sådan at der luges ud i alle de “svage” individer. Hos Hitchcock som en ret direkte kritik af de socialdarwinistiske tanker, der ind til og med verdenskrigen havde haft vind i sejlene. 

Der drages i The House that Jack Built konstant parraller til, hvordan undergang, forfald og død i alle mulige sammenhænge kan føre til, at noget godt og smukt spirer frem. Eksempelvis nævnes i filmen, hvordan rådne druer kan laves til en særlig form for velsmagende vin. Nietzsche-citatet om at en dansende stjerne fødes af kaos, kan vist godt være gangbart her, om end det ikke anvendes i filmen.

Et svar får man ikke, og det afhænger da også helt af, hvilken målestok, vi anvender til at bedømme moral. Det er måske filmens egentlige pointe: Nemlig at for en person som Jack ser en smuk og god verden ud helt anderledes, end den gør for os, fordi han anvender andre standarder for den slags, end vi andre gør. Helt præcist de stik modsatte, jf. ovenfor om fotonegativerne, hvor mørket er lyst. Jack er negativet.

Hvor det i von Triers Nymphomaniac (2013) var seksualiteten, vi kom godt og grundigt omkring, så er det nu mordet, om end The House that Jack Built er mindre grundig i sin analyse. Dette er sådanset ikke en kritik. Nymphomanic kom nogle gange lidt for meget rundt i krogene. Men påfaldende nok undlades et emne som dødsstraf i The House that Jack Built i filmens undersøgelse af mordets æstetik. Slutningen kan dog godt siges at tage en form for stilling, om end indirekte.

Von Trier får mig desværre aldrig provokeret, altså sådan for alvor. Hele konstruktionen er for søgt; og Jack bliver et for afsondret tilfælde til, at det kan tages seriøst. Det kan godt være, at mange ting i vores civilisation bygger på død, undergang og senere genfødsler, men koblingen til mord halter.

 Mere succes i dén sammenhæng havde von Trier eksempelvis i Dogville (2003), hvor man faktisk oprigtigt bliver i tvivl om, hvem han egentlig mener, at vi skal synes handler moralsk rigtigt og forkert. Også dengang arbejdede von Trier med et tema, som kommer op igen i The House that Jack Built, nemlig ”renselsesæstetikken” eller ”lutringstemaet”, her forstået som ideen om, hvorvidt man kan skabe en form for orden og skønhed ved at fjerne alt det ”forkerte”. Von Trier tager ikke stilling, men temaet interesserer ham givet, for han er ikke bange for at stille det ubehagelige spørgsmål, om det egentlig ikke bare ville være bedre, hvis alle de ”dårlige” og ”forkerte” ting, han ikke kan, lide bare forsvandt? Det ”lutrende” og ”rensende” i at ønske sig en verden fri for alt det – eller de – ”dårlige”, man ikke kan lide, skabt i ens eget billede af det perfekte, og det ordentlige. Dette har kunstneren bedre muligheder for end så mange andre, da han i sine værker jo har meget frie rammer til at skabe verdner i sit eget billede. Alligevel er der ikke noget der tyder på, at von Trier ønsker at vise os en verden skabt i sit eget billede. Ikke i denne omgang i hvert fald. Ikke udover, at der til sidst bliver sagt “Hit the Road Jack” – forsvind Jack, ud af min verden.

 Det er også i det lys – tror jeg – at von Triers berygtede ”Jeg forstår Hitler”-citat skal forstås: For den nævnte ide finder jo sin mest ekstreme og perverterede form i nazismen.  Forstået på den måde er der det intet krav, at Hitler og von Trier deler ideologiske standpunkter. Og det er også ret tydeligt fra von Triers film, at dette ikke er tilfældet. I The House that Jack Built giver von Trier – tror jeg – en form for svar, om end indirekte ved at vise os, hvor perverteret en verden og orden man kan forestille sig, hvis vi lader en seriemorders – negativets – forestillinger om ”smukt” og ”godt” og ”lyst” og ”mørkt” være den moralske målestok.

Men hvilken målestok skal vi så anvende? Filmen referer jo konstant til Dante Alighieris Guddommelige Komedie, så kan kristendommen være anvendelig? Næppe. For med filmens konstante reference hertil synes von Trier måske i virkeligheden at spørge, om den mest ekstreme og det mest totale udtryk for renselsesæstetikken i virkeligheden ikke er forestillingerne om, at de ”rigtige” og ”forkerte” mennesker sorteres i henholdsvis en himmel og et helvede? Men forstået på den måde, bliver kristendommen jo en form for nazisme og dybest set ikke bedre end seriemorderen Jack? Så lykkedes det måske alligevel at provokere mig en smule!

Stilistisk er jeg lidt mindre overbevist af The House that Jack Built end af von Triers seneste film. Ligesom i Nymphomaniac har man mange gange det indtryk, at filmen egentlig er tænkt som en bog, og formentlig også havde virket bedre som bog med de mange indfald og digressioner. Det fungerede fint i Nymphomaniac, men mest fordi det var noget nyt, der ikke rigtigt var set før på den måde, som det blev udført på, og fordi det var en selvstændig ide med filmen. Den ”litterære” stil holder ikke nær så godt i The House that Jack Built. Litterære referencer til Dantes Guddommelige Komedie og alt mulig andet af relevans for emnet ”mord” er interessante, men gør sig ikke automatisk godt i en film. Der bliver brugt for meget tid på at analysere og stille spørgsmål og for lidt tid på at bygge karakterer op. Som karakter fungerer Jack kun som et slags medie for von Triers ideer. Som selvstændig karakter fungerer han ikke. Filmens øvrige karakterer kommer og går så hurtigt, at vi ikke får et forhold til dem, altså sådan for alvor.

Det, der bliver tilbage, er derfor en visuelt gennemført og meget velkomponeret udlægning af von Triers tanker om mordet og dets forhold til moral. Det er der bestemt kommet en interessant film ud af, men med den høje standard von Trier har sat for sig selv er der tale om et lille, kunstnerisk tilbageskridt i forhold til tidligere film. 7/10

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!