Etnolog: Derfor er det rigtigt at forbyde burkaer

Af Karen Schousboe

Der går en lige linje fra det undertrykkende kvindesyn i Islam og den voldelige drengekultur, der i sidste ende udmønter sig i bandekriminalitet og landsforædderi. Af hensyn til demokratiet er det vigtigt af al magt at forbyde religiøst inspireret kvindeundertrykkelse

2016 påvist en gruppe af forskere, at vores hang til voldelighed var forankret i vores gener. Fordi vi var aber, var vi også delvist voldelige. Forskerne undersøgte 1024 forskellige abetyper fra 137 abefamilier og fandt således at 40% af dem var genetisk disponerede til vold.

Dette gjaldt i særdeleshed de abeslægter, der var sociale og territoriale i deres orientering. Dersom aberne havde hang til at leve alene og på vandring, var de langt mindre tilbøjelige til at slå hinanden ihjel. Forskerne beregnede også den gennemsnitlige chance for at den enkelte abe i de mere voldelige grupperinger ville dø ved sin artsfælles hånd. Gennemsnitligt lå den på ca. 2 %.

Det mest interessante var dog at forskerne også gennemgik 600 historiske populationer af mennesker. Her fandt de at chancen for at dø som følge af vold var meget mere sandsynlig i middelalderen, dvs. jernalder, vikingetid og senere (500 – 1500). I dette tidsrum steg chancen simpelthen til næsten 8 %.

I særlig grad kunne forskerne også påvise at trangen til at være voldelig var særlig udbredt i stammesamfund med deres mange bander og høvdinge. Så snart statsdannelsen var stærkere funderet, gav det anledning til en mindskning af volden til det genetisk bestemte, nemlig de 2 %.

Vold, mænd og kvinder

Andre undersøgelser har påvist at der er en tæt samhørighed mellem på den ene side denne historisk dokumenterede disposition til at udøve vold i bestemte samfundstyper, og på den anden side den såkaldte kønsratio, dvs. balancen mellem antallet af “tilgængelige” kvinder og mænd i et givent samfund. Det viser sig nu, at des mere uroligt et samfund er – dvs. des mindre ”stats” karakter, det har –  des mere nødvendigt opleves det at kunne opbygge alliancer. I sådanne samfund gøres kvinder ofte til genstand for ”handel” og ”brudepriser”, ligesom de typisk søges holdt væk fra markedet – inden døre og måske endda tildækkede. I sådanne samfund er kvinderne nemlig vigtige elementer i    mændenes forsøg på at etablere magtfuldepositioner gennem alliancer.

Et andet karaktertræk er at  sådanne samfund derfor ofte også indfører flerkoneri eller tillader og endda applauderer sociale fænomener som harem, elskerinder m.v. Des højere oppe på den sociale rangstige, som en mand befinder sig, des flere ”koner” vil han da typisk have.

Ved at studere samfund, hvor eksempelvis flerkoneri er tilladt, har forskere kunnet påvise, at der hurtigt opstår situationer hvor op til 40% af en given kohorte af unge mænd fratages muligheden for nogensinde at få en mage og føde børn. Det skaber naturligvis en øget konkurrence om de eftertragtede unge kvinder og – tydeligvis – en udpræget voldskultur, herunder en udpræget voldtægtskultur.

Vikingetiden

I en seria af større og meget velpublicerede artikler har en gruppe historikere og arkæologer således undersøgt sammenhængen mellem Vikingetidens særlige særkende – de eksplosive røvertogter, typisk gennemført af yngre mænd på jagt efter kvinder, land og et liv – og det udbredte flerkoneri, således som det kan aflæses i den overleverede lovgivning, de islandske sagaer, samt de kongelige genealogier.

Vidnesbyrdene er mange og meget veldokumenterede og kun et enkelt skal nævnes her: forskere har ved hjælp af DNA undersøgelser på Island fundet frem til at mens mændene typisk kom fra Skandinavien, stammede kvinderne fra Irland eller Nordengland. Tallene tolkes således, at de unge vikinger, der havde svært ved at gøre sig gældende i ræset efter en eftertragtet kvinde,  tog på røvertogt ude vestpå for at skaffe rigdom og kvindelige slaver.

Herefter gik turen til Island for at bosætte sig dér. Som allerede Dudo af St. Quentin  (c. 965 – 1043) skrev i sin krønike om Normandiets historie ca. 1000:  ”Hustruer voldtages igen og igen, og ledes derefter væk for at gives til fremmede. Samtidig bliver alle jomfruer skændet af disse mænd… alt hvad de finder levende, sættes til salg.” (Kapt. 1:4).Disse sociale strukturer og deres sammenhæng med en udpræget voldskultur er undersøgt i en række historiske sammenhænge.

Opdagelsesrejserne c. 1500.

Et andet, og mindre kendt eksempel blev nøje studeret af antropologen James L. Boone og publiceret i 1986. Han påviste, at der formentlig var en nøje sammenhæng omkring 1500 mellem indførelsen af ”den førstefødtes ret” (primogenitur) og den parallelle begrænsning af antallet af unge kvinder, som blev sat i kloster. Denne skæbne ventede omkring 68% af de yngre portugisiske adelskvinder i perioden 1400 – 1600. Dette sikrede at den portugisiske højadel kunne vedblive med at sidde tungt på jorden og sikkert på magten i denne periode. Beregninger har da også vist at kun 60 – 65 % af de unge portugisiske adelsmænd havde en chance for at blive gift og stifte familie.

Et resultat var at de unge kvinder blev ”skinsygt vogtede, afsondrede, tildækkede, undertrykte og tilbedt”, som Boone skriver (s. 863). Et andet resultat var at de unge mænd blev sendt af vejen på røvertogter og krige i udlandet, først til Afrika og siden Amerika. Det vi kender til som de store ”opdagelsesrejser”. Boone anfører at en del af disse krige og erobringstogter formentlig netop blev iværksat for at få de overflødige unge mænd af vejen.

Islam, kalifatet og syrienskrigerne

r

I lyset heraf forstår vi naturligvis langt bedre hvilken rolle kvinderne har spillet i hele historien om Isil (Daesh). Som enhver ved, har unge kvinder i de senere år været lokket til at tage til Syrien og deltage i tilvejebringelsen af Kalifatet på lige linje med rekrutteringen af unge mænd. Den undrende offentlighed har imidlertid haft meget svært ved at forstå hvorfor så mange unge kvinder faktisk fulgte opfordringen og ”flygtede” til en verden, der alt andet lige var gennemsyret af en selvpromoveret medievirkelighed kredsende omkring voldtægter, slaveri, kvindelig underkastelse og bare meget generelt: vold.

Svaret er naturligvis at det lykkedes kommunikationsafdelingen i Daesh at ”sælge” mulighederne i Raqqa til i forvejen hjernevaskede unge piger. Med en opvækst i familier hvor den eneste karrieremulighed, der forelå gik fra at være tjenstgørende søster, til tvangsægtet jomfru, syntes der kun at åbne sig to muligheder: flugten til kvindecenteret eller – alternativt – den romantiske flugt til Raqqa, hvor drømmen om at blive gift med en mægtig kriger i stedet for den udvalgte ”automekaniker” nede om hjørnet kunne udfoldes.

I et studie af 17 sociale konti tilhørende kvindelige rekrutter til kalifatet, viste det sig da også at attraktionen var muligheden for at adoptere en eksplicit religiøs ideologi med en prægnant tankegang omkring køn, der appellerede til den ensomme dobbelthed, de unge kvinder levede i, præget af en spirituelt forarmet Islamisk kultur. Fagordet her er ”anomi”, dvs. følelsen af at leve under et tyngende krav om kulturelle konventioner, uden nogen form for egentlig etisk eller moralsk overbygning. At den slags genererer romantiske dagdrømme siger sig selv. Når så kalifatet lokkede med sine glansbilleder fra Raqqa, lå det lige for at planlægge sin drømmerejse.

Samtidig havde hele denne trafik naturligvis en højt efterspurgt bivirkning, nemlig at de unge mænd kunne lokkes med, at der i Kalifatets midte var adgang til det mest efterspurgte i enhver ung mands drømmeverden, nemlig sex.

Et ganske elegant reklamefremstød må man sige: Kom til Raqqa, her finder du ikke kun muligheden for at blive martyr og få fingre i de berømte 72 jomfruer. Mens du bor her og træner til at blive soldat, tilbyder vi dig også muligheden for at avancere i graderne og få tildelt en vaskeægte muslimsk kvinde med hvem du kan leve ”det gode liv”. Som minimum er der naturligvis mulighed for at fornøje sig med en Yazidisk slave!

Intet under at unge mænd med gang i hormonerne og kuk i kassen på grund af en tåbelig opvækst, fulgte sirenernes kald. Man anslår at mere end 40.000 unge mænd fra over 100 nationer fulgte (og stadig) følger opfordringen til at slutte op om kampen for kalifatet. En opgørelse fra 2016 anslår at mellem 4000 og 4250 unge mennesker rejste til Syrien for at deltage, da kampene gik højest. Heraf anslår man at 17% var kvinder.

Kvindesyn og kvindekamp

Der er ingen tvivl. Tilbundsgående og seriøs forskning har dokumenteret at stammeorganiserede samfund med sans for territorialitet har en tendens til at være ekstremt meget mere voldelige end statsdannelser, der bygges op omkring et lovbaseret voldsmonopol. Endvidere er det også i detaljer belyst at sådanne stammesamfund ser ud til at udvikle en kønsratio, der skaber konkurrence om de tilgængelige kvinder, samt et kompletterende kvindesyn, der forankres i den religiøse overbygning og teologiske tænkning.

Heri er der ingen forskel på hvad moralen var blandt de hedenske tilhængere af Ase-troen, den katolske kirke i 1400- og 1500-tallets Europa, eller indenfor rammerne af Islam og det muslimske Umma i det 21.århundrede. Det gælder i Raqqa i Syrien såvel som i den massive muslimske diaspora, der i disse årtier sætter sine spor i dagens Europa.

Det er naturligvis ikke enkelt. Allerede i dag er næsten 5% af den europæiske befolkning Muslimer. På rund af deres kvindesyn får de nemlig i gennemsnit 2,6 barn; ét mere end den oprindelige europæiske befolkning.Helt inde i kernen af forsvaret for vores europæiske retsstater og vores relativt set langt fredeligere verdensorden, er derfor også kampen mod flerkoneri og det islamiske kvindesyn. Man kan faktisk med en vis ret hævde at denne kulturkamp er en klassik kvindekamp.

Kvindekampen har da også vanskelige kår. Cirka halvdelen af disse muslimer giver nemlig udtryk for at ”Sharia” er mere vigtig end de nationale lovgivninger og grundlove. I EU’s Europa betyder det at der lever næsten 13 millioner, der grundlæggende har kastet vrag på det demokrati, vi har bygget vores samfund op omkring. I Danmark svarer det til c. 200.000 mennesker! Heraf mener 111.000 at ”muslimske piger i Danmark bør tildække sig med f.eks. tørklæde, når de færdes uden for hjemmet”. Næsten 140.000 vil ikke acceptere at en eventuel datter bliver gift med en ikke-muslim!

Den udfordring kan vi naturligvis ikke sidde overhørig! Helt ind i kernen af det livssyn, som Islam kolporterer, findes nemlig et kvindesyn, som uden skam udvikles og videreføres i familiens skød. Og det på trods af at vi ved at ufred ledsager dette kvindesyn, fordi de unge mænd som led heri henvises til gaden, hvor de er nemme ofre for i bedste fald bandekriminalitet, i værste fald rekruttering til terrorisme og landsforræderi.

De politiske udfordringer

Det er vi da naturligvis nødt til at gøre noget ved gennem en blanding af oplysning og mere eller mindre uskøn lovgivning.

Senest medførte denne problematik, at Folketinget vedtog en lov vendt mod tilsløring (det såkaldte burka-forbud). Ligeledes er der lagt et forslag frem om at børn der vokser op i ghettoer og ikke taler dansk, skal tvinges i vuggestue i 27 timer ugentligt.

Mærkeligt nok er der imidlertid ikke et forslag fremme om, at unge piger under atten år ikke må bære tørklæde i det offentlige rum. Et sådant forbud eksisterer således i Frankrig, hvor alle religiøse symboler er forbudte i de franske skoler – det være sig jødiske, kristne eller muslimske. De ville være fint på den måde at det danske samfund sendte et signal om at hovedsymbolet på det islamiske kvindesyn således ikke var tilladt i de danske folkeskoler. Ligeledes ville det også være passende at forbyde kommunale svømmehaller at indføre kønssegregering for at imødekomme muslimske krav.

Ja, det er ikke kønt således at gå en bestemt befolkningsgruppes frihedsrettigheder nær. Til forveksling ligner det jo undertrykkelse af retten til at man må indrette sit liv som man vil, når man således vil bestemme, hvorledes folk skal gå klædt i det offentlige rum. Et kor af forargede stemmer på den mere eller mindre yderste venstrefløj har da også ytret sig mod stor forargelse.

Pointen er imidlertid at den slags indgreb gør vi også på en lang række andre områder, uden at det nødvendigvis får ret mange af os til at hyle op. Eksempelvis findes der i dette land undervisningspligt. Dette findes naturligvis, fordi vi ikke tillader forældre, der har skøre ideer, at deres børn ikke lærer at læse og skrive. Uden en oplyst befolkning har vi jo intet demokrati. Retten til undervisning er således stadfæstet i Grundloven. Pligten til at sikre, at de børn, som man har ansvaret for, modtager undervisning, er således uomgængelig. Vi har derfor også en lovgivning, der forpligter kommunalbestyrelsen at sikre at forældre lever op til denne forpligtelse. Reglen om at småbitte børn skal lære dansk fra ét-års alderen ligger i naturlig forlængelse heraf.

På samme måde kan vi også kræve at børn, der gang på gang holdes hjemme fra at deltage i skoleudflugter, idræt, svømning og meget andet – fordi det ikke passer med familiens kvindesyn – beskyttes mod dette overgreb. Dette skal vi naturligvis gøre – ikke kun af hensyn til de stakkels pigebørn, der bliver holdt i en jernskrue af tvang, for efterfølgende at blive sendt på genopdragelse på den anatolske højslette. Vi skal nemlig også gøre det for at beskytte vores demokrati i en fremtid, der ikke længere kan siges at være fjern!

Dette forslag er ikke på bordet for tiden. Men det burde være det! Ikke kun af hensyn til de stakkels piger hvis opvækst hegnes ind af åndsformørkelse. Men af hensyn til vores demokrati, frihedsrettigheder og fælles, fredelige fremtid.


Karen Schousboe er lic.mag. i etnologi fra Københavns Universitet og forfatter til en lang række bøger. Hun er direktør for medievalhistories.com og blogger om politik, historie og kultur på karenschousboe.dk, hvorfor også denne artikel stammer. Her findes også links til dokumentation, baggrund mv.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!