Replik: Hovedstadsbashing og den konservative idealvælger

21. maj 2018
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Redaktør ved Critique Christian Egander Skov har begået et endog meget kritisk indlæg om Det Konservative Folkeparti og dettes bidrag til debatten om den såkaldte udkant.

Redaktørens kritik går især på, at man i regeringen – og Det Konservative Folkeparti især – slet ikke har forstået den grundlæggende årsag til en eventuel udkantsproblematik. Og endnu mere grundlæggende slår Christian Egander Skov fast, at

“[n]ok er det et parti, der taler meget om helheden, men reelt er det et ret snævert, regionalt funderet parti, hvis politik udtrykker den politiske selvforståelse i et geografisk, aldersmæssigt og økonomisk afgrænset segment af borgerligheden.”

Krasse ord, må man nok sige. Hovedstads-bashing er åbenbart ikke et problem, hvis man følger redaktøren.

Jo, hovedstads-bashing kan være et problem

Men jo, hovedstads-bashing er et problem. Ligeså er ”jysk racisme”, hvor alt øst for Storebælt slås i hartkorn med politisk korrekte, radikalt eller endnu værre alternativt stemmende, slimfit-buksebærende kommunikationstyper med arbejdsplads i de trendy dele af Nørre- eller Vesterbro i København.

Hovedstads-bashing er udtryk for en (måske velbegrundet) desperation over oplevelsen af den gradvise forvitring af det lokale samfund uden for København, Århus, Odense og Aalborg. Men denne desperation og det nid, der udtrykkes derigennem, løser ingenting. For København er kommet for at blive, og man skal heller ikke underkende den betydning, som de store byer har i at holde liv i resten af landet. Tag diskussionen om udligning som et eksempel herpå.

Betyder det, at balancen mellem de store byer og resten af landet ikke er skæv? Nej, det gør det ikke nødvendigvis. Men det betyder bl.a., at udflytninger af statslige arbejdspladser ikke er en del af løsningen – og slet ikke, hvis det sker som følge af rent nid mod storbyen. Hovedstads-bashing er udtryk for en ligeså forsimplet analyse af verdens tilstand som den arrogante storbyholdning er det.

Det egentlige problem er nemlig ikke centralisering af de statslige myndigheder i København K og omegn. Det er derimod, at de lokale samfund – især de mellemstore byer – gennem årtier er blevet tømt for enhver social funktion af betydning.

En flytning af en statslig myndighed til en anden lokalitet betyder således ikke, at det modtagende lokalsamfund liver op igen. Den statslige myndighed og dens ansatte har i deres gerning intet naturligt fokus på opretholdelsen af lokalområdet og lokalsamfundets orden og liv. De (offentlige) funktioner, der har det, er af en ganske anden karakter: den lokale politimester, det lokale rådhus, det lokale museum, den lokale skole, den lokale dommer m.m. Og de kommer ikke tilbage, fordi man sender Miljøstyrelsen til Fyn eller dele af Erhvervsstyrelsen til Lolland.

Derfor er det også af det gode, at Det Konservative Folkeparti tør tale mod hovedstads-bashingen og den forsimplede analyse, den er udtryk for. Spørgsmålet er så, om Det Konservative Folkepartis egen analyse og modsvar er tilsvarende stærkt og har blik for det egentlige problem, jeg har skitseret ovenfor? Det kan man så overveje, for hvad er det egentlig for en balance, Det Konservative Folkeparti vil finde mellem hovedstadsområdet og resten af landet?

Hvem er den konservative vælger i dag?

Det burde måske være nemt at svare på det spørgsmål, men det er det ikke (for mig i hvert fald). Og det er faktisk underligt, for udviklingen – centralisering ikke af statslige myndigheder, men derimod af en længere række af sociale funktioner i lokalsamfundene – burde berøre netop Det Konservative Folkepartis allerinderste sjæl.

Ja, jeg ved godt, at mange af Critiques læsere måske ikke har det for nemt med idealforestillinger. Men netop denne udkantsdiskussion gør det værd at fundere over, hvad Det Konservative Folkeparti opfatter som sin ideale kernevælger. Jeg taler ikke om fokusgrupper, vælgeranalyser af hvilke emner, der er relevante lige nu og her og så videre. Jeg taler om, hvordan man i Det Konservative Folkeparti ser inkarnationen af partiets sjæl i en person.

I en ikke alt for fjern fortid var det uomtvistet, at den konservative vælger var en person med en socialt fremtrædende og socialt central funktion i en mellemstor by. Tænk politimesteren, den kommunale embedsmand, rektoren på skolen, bankdirektøren, postmesteren, dommeren og så videre.

Disse personer var garanterne for opretholdelsen af den sociale orden. De ville have lav skat, og at folk skulle klare sig selv og opføre sig ordentligt. De mente, at problemer skulle løses, dér hvor de opstod. Og det gjorde dem naturligt konservative. Og de fandtes også i områder rundt om København.

Men i dag er de væk. Årtiers omkalfatring af det danske landkort har udryddet alle de sociale funktioner i især de mellemstore byer. ”Købstaden” er en saga blot, og dermed er den konservative kernevælger det også mange steder.

Spørgsmålet er så, hvad Det Konservative Folkeparti sætter i stedet? Hvis man da overhovedet ønsker at sætte noget i stedet?


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura. 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside