Nibelungens Ring i Odense del 1: Das Rheingold

Richard Wagners samlede Ring des Nibeungen opføres i disse dage i Odense. De sidste par år har der været koncertante opførelser af de enkelte, individuelle operaer, men nu gælder det den samlede cyklus. Det hele er sat i scene af den russiske dirigent for Odense Symfoniorkester, Alexander Vedernikov, der fra den kommende sæson skal stå i spidsen for Det Kongelige Kapel.

Oprindelig var det vist meningen, at også den samlede opførelse af alle de fire operaer, der udgør Nibelungens Ring, skulle have været koncertante, men Odense besluttede sig i sidste ende for at lave en scenisk opførelse.

Dette valg gjorde mig lidt  – ja, du gættede rigtigt – skeptisk. Hvad Wagner angår, er jeg efterhånden nået til det punkt, at jo mindre instruktion, der er involveret, jo bedre. Fortolkningspotentialet i Wagners værker er større end i de fleste andre sceniske værker; og de ender derfor oftere end godt er som ofre for upassende indfald fra operainstruktører, der skal forsøge at skabe sig en karriere.

Dette er misforstået. Wagner gav nemlig mere end nogen anden komponist, jeg kender til, ekstremt præcise instruktioner for, hvordan han ville have opført sine værker. Værre er i den henseende måske, at de forskellige instruktørindfald forstyrrer oplevelsen. Det passede mig derfor godt, at man i Odense satsede på en koncertant opførelse.

Men sådan skulle det ikke gå. Koncertant var ikke nok til det nye kulturhus, Odeon, så man gik i gang med at lave noget mere passende.

Heldigvis skulle det vise sig. For da tæppet gik til Rhinguldet her den 22. maj 2018, så det faktisk ud som om, at man i Odense havde tænkt sig at tage opgaven seriøst – eller i hvert fald holde teaterinstruktøren i kort snor – for vi befandt os faktisk i den forhistoriske eventyrverden, som Wagner havde valgt til sin opera. Scenografien er simpel, men effektiv og fungerede fint og efter hensigten. Og vigtigst: Den passer til handlingen og musikken. Uanset om vi var ved Rhinen, ved Valhalla eller i Nibelheim, var man ikke i tvivl om, hvor vi befandt os, og hvad tingene skulle forestille.

Dette er for mig at se ikke ligegyldigt, for netop hos Wagner er sammenhængen mellem de enkelte elementer (musik, tekst, scenografi etc.) så gennemarbejdet som hos få andre, at det gør en negativ forskel, når der uigennemtænkt afviges fra forskrifterne. Det gør omvendt mindre forskel for oplevelsen af eksempelvis Rossinis Barberen i Sevilla eller Donizettis Don Pasqual, om dette sammenspil fungerer eller om handlingen henlægges til en anden tid.

Mange af de spektakulære effekter – eksempelvis nedstigningen til Nibelheim, gudernes regnbuebro m.v. –  opnås i Odense relativt enkelt og effektivt, for eksempel ved at fylde scenen med røg, der belyses på forskellig vis, samt ved at bruge videoprojektioner på et halvgennemsigtigt lærred, der fylder hele sceneåbningen ud mod tilskuerne. Alberichs forvandling til først et uhyre (en kæmpeorm) og siden en tudse blev således klaret med videoprojektioner. Også dette fungerer for mig at se upåklageligt.

Det samme kan jeg desværre ikke helt sige om kostumerne, for dette var ærlig talt noget rod: Rhindøtrene lignede meget fint nogle havfruevæsner, men det var svært at tage seriøst, hvorfor de skulle jagtes af en Alberich i træningstøj. Man forstår godt, hvorfor de tre piger ikke vil elske ham, og dermed uforvarende kommer til at give ham netop det afgørende argument for, hvorfor kærligheden uden problemer kan afsværges til fordel for magten.

Ægteskabsgudinden Fricka synes at have byttet kostume med kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Freia. I hvert fald var hun mere nedringet og mindre tilknappet end sidstnævnte, der var klædt fuldstændig i jomfrueligt hvidt. De to kæmper, Fafner og Fasolt var klædt i “hiphoptøj” og gik med omvendt kasket og kastede “håndtegn” (hedder det vist?) til hinanden, hvilket fik dele af publikum til at fnise på upassende steder. Den slags støj kunne jeg godt have undværet. Loge var klædt i noget, der ligner en gammel uniform fra postvæsenet. Froh løber rundt i en spraglet habitjakke med en vifte. Der er ingen synlig retning i disse valg. Det virker lidt som om, at man ikke har haft tid til at gennemtænke kostumerne og derfor blot har overladt det til de enkelte sangere at tage, hvad de lige kunne finde på lageret.

Klogere på disse valg bliver man desværre ikke ved at læse programmet, der – udover de sædvanlige biografier over de medvirkende – begrænser sig til at være et handlingsreferat af Lotte Heise, redigeret af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole B. Kiielerich. Det er en skam. Nu når man nu har gjort sig pænt umage med at tage værket seriøst på sine egne præmisser, så er det ærgerligt, at man med kostumerne går i en helt anden retning, uden at der gives en begrundelse. Man efterlades lidt med det indtryk, at scenografen og kostumedesigneren ikke har vidst, hvad den anden lavede. Hvor har instruktøren, Jasmin Solfaghari været?

Personinstruktionen synes heller ikke altid at have været styret af klare valg. Mange steder var den helt fraværende, dette var mest udtalt i den første scene, hvor Alberich røver rhinguldet fra de tre rhindøtre. Her stod sangerne i lange stræk bare ret op og ned og sang. Indrømmet, nu er vi lidt i småtingsafdelingen. Men ingen: Wagner giver ret klare instruktioner, man blot kunne have fulgt.

Nå, men det vigtigste er jo trods alt musikken. Og den fejlede absolut ikke noget. Det kunne godt høres, at Odense Symfoniorkester have været igennem værket før, for det hele virkede meget rutineret, da orkestret både fik skabt den fornødne fylde i klangen, men samtidig også markerede de enkelte ledemotiver på passende vis. Man havde valgt at sætte orkestret inde under scenen, sådan som det kendes fra Bayreuth. Dog på nær harperne, der var placeret ved siden af scenen.

Dette var velvalgt, da man kun havde to af de vistnok seks harper, der foreskrives, til rådighed. Harpeklangen ville formentlig være druknet i lyden fra resten af orkestret, hvis de også var placeret under scenen, hvilket ville have været uheldigt, da den er helt central på nogle afgørende steder i værket.

Nogle motiver kunne jeg godt have ønsket mig lidt skarpere markeret og med lidt mere karakter. Dette gjaldt især motivet for Wotans spyd (og samfundspagten m.v.), der virkede for tamt i forhold til, hvor stor betydning, det har. Det er dog nok noget, der mest er en smagssag. Jeg kunne måske også godt have ønsket mig en endnu mere fyldig orkesterklang. Nogle gange virkede det til, at man gik for meget op i at betone de enkelte ledemotiver på bekostning af helheden. Igen er der nok lidt her tale om individuelle præferencer.

Jeg kan heller ikke finde noget egentlig dårligt at sige om sangerne den 22. maj 2018. Man havde fået samlet et endog meget fint hold af sangere sammen af – for mig – hovedsageligt ukendte kræfter. Absolut fremragende var engelsk-ukrainske Pavlo Hunka som Alberich både iskold og uhyggelig. Ærgerligt at hans præstation skulle skæmmes af det træningstøj, han måtte gå rundt i. Tilsvarende kan siges om Gerhard Sieges Mime og Andreas Hörls Fafner.

Omvendt kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere vokal slagkraft fra James Johnsons Wotan. Vi har trods alt at gøre med en overgud, der – endnu – skal synes stærk og slagkraftig. Wotan i Odense lød lidt for meget lød, som om han allerede nu havde resigneret. Det gør han først om et par aftener.

Den store sal i Odeon er en fin ramme. Huset er sig selv ikke specielt, og vel heller ikke salen. Men der er fin benplads og udmærkede sæder. Skal jeg komme med lidt konstruktiv kritik, kan jeg måske nævne, at man i højere grad kunne have taget ved lære af de fejl, man har begået ved Symfonisk Sal i Aarhus, ved DR Byen i Ørestaden og ved Operaen på Holmen, nemlig flaskehalsproblemer i forbindelse med adgangsforholdene, hvor der er for få døre ind til salen til for mange mennesker.

Odense Symfoniorkester skal til sidst have ros for at have lavet en fin videogennemgang af de vigtigste af de forskellige ledemotiver, der findes i Nibelungens Ring. De præsenteres af føromtalte musikformidler Ole B. Kiilerich, og videoerne indeholder mange nyttige informationer. Også her er der dog plads til konstruktiv kritik, for formidlingsdelen halter lidt og synes ujævn. Dels er videoerne nemlig ikke detaljerede nok til, at kendere af Wagners værk vil få meget nyt ud af dem.

Omvendt kræver man nok for meget af den forudsætningsløse, der gerne vil forberede sig bedst muligt på Wagners musik, og som måske ikke har nævneværdigt kendskab til opera. Denne forudsættes at vide, hvad der eksempelvis er forskellen er på en “treklag” og en “forstørret treklang” og andre musiktekniske ting. Den tid er nok desværre forbi, hvor man kunne forvente, at alle der lyttede til opera, vidste den slags. Vil man have en detaljeret gennemgang af ledemotiverne, kan jeg iøvrigt anbefale Deryck Cookes gennemgang af ledemtiverne, der findes både på bog og på dobbelt-cd, hvor man også kan høre eksemplerne.

Alt i alt må jeg nok sige, at jeg er tilfreds med alt andet end dilettanteriet med kostumerne. Det er ikke godt, og her er der plads til forbedringer. Kassen med de rigtige kostumer kan dog nå at blive fundet frem til i aften, hvor der gælder Valkyrien.

Referencer:

Odense Symfoniorkesters hjemmeside:

http://odensesymfoni.dk/koncerter/ 

Ole B. Kiilerich gennemgår ledemotiver:

https://www.youtube.com/watch?v=83cT7fgOtZ0

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!