Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde!

På Årsskriftet Critiques årskonference diskuteredes blandt andet det radikale højre, som har fået nyt liv med opblomstringen af det nye højre og særligt den identitære bevægelse i Europa. Udviklingen blev kritiseret af redaktør Christian Egander Skov. Vi bringer her et forsvar for det nye højre af stud.theol. Jonas Zuschke.

Af Jonas Zuschke

At jeg i dag er blevet propagandist for den mest udskældte position i moderne europæisk politik, udskældt fra såvel højre som venstre, har ligget i mine kort siden jeg var knægt. Jeg er altid gået med rejst pande ind i debatter og konflikter, hvis jeg så nødvendigheden ved det, som stod til debat. At jeg derfor står midt i denne, den muligvis vigtigste debat af alle, betyder blot at jeg tror på det nye højres kamp. Mit personlige engagement beskriver ikke fyldestgørende vigtigheden, da om end det er et standpunkt som koster på ryet, og bestemt ikke pynter på CV’et, så lå det, som sagt, i kortene.

Det, som er et sandt vidnesbyrd om nødvendigheden, er de mennesker, som kommer til os, som propaganderer disse standpunkter. Uopfordret, fremmede mennesker, som ringer eller skriver. Mennesker, som har måtte overvinde egen konformitet, og måtte acceptere, at ethvert engagement kunne koste karrieren, og at familie og venner ville vende dem ryggen, men som alligevel opsøger det nye højre.

Små og tynde, store og runde, fysisk skrøbelige mennesker, som frygter for, at der skal dukke maskerede autonome op ved deres dør, fordi de ved, at de ikke kan forsvare sig. Jakkesætsbærende, veletablerede mennesker, med millionstore huslån, som risikerer at miste job og betalingsevne. Mennesker, som har beskæftiget sig med politik og det politiske i årevis, endda årtier, som har indset, at det ikke nytter noget at skrue lidt her og der, og ellers fortsætte ad samme vej, blot med små ændringer. De er kommet til den vitale erkendelse: Så lad det komme., så lad det hele komme. For det er dét værd.

Og de skal høre for meget, men det gør de gerne. Det er ikke angste mennesker, for det de gør, det kræver mod. Det er ikke uvidende mennesker, for den position de indtager, forudsætter viden om meget. Vi er ikke syge mennesker, for det der kendetegner os alle, er erkendelsen af at samfundet er sygt, og det vil vi ændre. Vi er mennesker, som har båret byggesten til et projekt, som vi ikke længere har samvittighed til at bidrage til, fordi vi erkender den syge ugudelighed, som vi har foretaget os.

Mød din sygdom – mental AIDS

Og netop dét er altafgørende. Erkendelsen af, at samfundet, som organisme, er sygt. Alvorligt, mentalt sygt. Det kan være smertefuldt, for det betyder også, at hvis du i dag endnu ikke har haft et voldsomt indre opgør, så bidrager du til at sprede sygdommen, og derved samfundets yderligere forfald.

Intet af det vi gør i dag, kommer til at hjælpe, fordi vi, som organisme, ikke kan skelne mellem sygdomssymptomerne og kuren mod sygdommen. Derfor kalder vi den sygdom, som har inficeret næsten hele aftenlandets kæftværkere, og deres håndlangere, for mental aids. Aids, der som retrovirus inficerer immunforsvaret, og lader kroppen tro, at det som gør den syg, også er kuren, og derfor hjælper den virussen med at sprede sig. På samme måde er alle det tyvende århundredes ideologier, samt kapitalisme, kosmopolitisme, individualisme, egalitarisme og humanisme en sygdom, som vi ikke kan forsvare os imod, fordi vi, i vores syge sindstilstand, tror at sygdommen også er kuren.

Mod kapitalisme, kosmpolitisme og individualisme

Velvidende om, at kapitalismen altid allerede har været markedssamfund, og ikke blot et økonomisk system. Et samfund, som ikke anerkender traditionens, æstetikkens, det åndeliges og transcendentales, eller det romantiskes værdi, medmindre dette også kan tilskrives en pris. Markedssamfundet, der med penge som general ækvivalent er modernitetens materielle motor, driver os evigt tættere på verdensborgerskabets kosmopolitisme – på at mennesket gør sig til Gud, og skaber et navn for sig selv.

Kosmopolitismen, troen på at et ukontrolleret sammenkog af etnokulturelle identiteter er at foretrække, frem for den etnokulturelle homogenitet – og som ikke anerkender det lokale, regionale eller nationale, som andet end geografiske hævdelser, som endnu ikke er blevet afviklet.  Den hævder almengyldige moralske påbud for alle mennesker, uanset kultur, religion eller territorie, men modsætter sig det guddommelige – som kan være den eneste årsag til en sådan universel moral.

Individualismen, som påstår at mennesket er tabula rasa og at vi alle, uanset hvor vi kommer fra geografisk, hvilken kultur vi er fra og hvilken nationale familie vi tilhører, er det samme; blot et menneske. Individualismen er grundlæggende et paradoks, da den ophøjer mennesket, og tvinger dette til at dyrke enhver udgave af sig selv, blot ikke den nationale, kommunitære eller kollektive. Den kollektive identitet undertrykkes og ønskes udryddet. At dyrke mennesket som intet, som frigjort fra det præsente og konkrete -det vi fødes til og ind i- betyder, at mennesket slutteligt kan definere sin egen identitet som værende blot dét, intet, og møde alle andre intetheder på laveste fællesnævner, hvor vi alle blot er, og alle er lige.

Denne egalitarisme, som hævder at alle mennesker er lige, og ikke blot ligeværdige, er den svages og taberens forsvar. Den tvinger enhver storhed ned til laveste fællesnævner, og foragter hierarki. Hierarkiet, som er menneskets målestok for storhed; vores stræben efter at være mere, være stærkere og være større. Det tillader en stræben fremad, og fordrer ære, stolthed og styrke. Egalitarismen er grundlæggende de aristokratiske værdiers fjende. Den betragter mennesket som individ, og dette individ -som sådan- som ligeværdigt. Dette kan kun være tilfældet under Guds lov, og ikke som politisk kategori, da der ikke findes en politisk enhed, som har denne myndighed. Den iboende værdi og den politiske ordning, må derfor nødvendigvis adskilles.

Humanismen – problemets rod

Humanismen favner alt dette, ja, humanismen er alt dette. Den er mennesket først, men mennesket er både intet og alt samtidigt. Den hævder allerede at have rejst tårnet til himmelen, og nu at kunne sætte sig i Guds sted. Den er ophævelsen af alt, som er helligt. Ophævelsen af Guds påbud, ægteskabet og familien, forsvaret for slægten, for nationen og civilisationen. Humanismen er både Syndefaldet og Babelstårnet.

Den er afvisningen af det guddommelige, det åndelige og det transcendentale som forklaringsmodeller.

Humanismen er den totale forvirring af alt, som blev skabt. Mænd som kvinder og kvinder som mænd. Mænd og kvinder blot som mennesker. Afrikanere som svenskere, dog europæere blot som mennesker. Mennesker som individer, og individer; alle som een. ’Det kaldtes Babel, thi her forvirredes deres tungemål, og de blev spredt ud over hele jorden.’ Spredt udover hele jorden, som slægter og nationer, som folk og civilisationer. Kun i Djævelens navn kan mennesket gå i rette med det, som Gud har skabt.

Vi er bevidste om, at kapitalismen aldrig har givet mere materiel rigdom, end den har givet åndelig fattigdom. At vores sjæl og ære ikke kan prissættes, eller tvinges i baggrunden af markedssamfundet.

Vi afviser, kosmopolitismen og individualismen, som angriber vores etniske og territoriale identitet, og vil begrænse os til blot at være en del af hele verden.

Vi afviser egalitarismen, fordi vi ved, at naturen er skabt hierarkisk, og i den post-katastrofiske verden, når tiden bliver vores, vil aristokratiske værdier som nobelhed, stolthed, ære og hierarki igen trives.

Derfor kæmper vi, og kampen er brutal og voldelig. Det er den nødt til at være, og vi er nødt til at rette volden mod os selv. Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.

Det kæmper vi for

For Europa, for Fort Europa. Europæernes værn mod det ugudelige verdensborgerskab, og mod nedbrydningen af alt det, som er særskilt vores. Fort Europa; det smukkeste fæstningsværk som verdenen hidtil har set. Svensk stål og tysk sprængstof. I gotisk arkitektonisk stil, vil Fort Europa rejse sig, holde enhver fjende ude, og være garanten for vores børns sikkerhed.

For Europæerne, vores folkefærd. Vores etnokulturelle identitet, som er resultatet af vores forfædres kamp og arbejde, og som er givet os i arv. Den etnokulturelle identitet er gratis, men den er ikke billig. Den er en byrde, som pålægges vore skuldre. At vi i dag er fortsættelsen på den historie, som er blevet skrevet i årtusinder før os. At vi ikke må blive det sidste kapitel, så vi kan give Fort Europa videre til vores børn, uden at pålægge dem unødvendigt meget kamp, fordi vi, som kujoner, flygtede fra det åbenlyse; at en invasion af fremmede magter, ikke kan løses uden konflikt.

Differentialisme, som først og fremmest er retten til at anerkende os, som værende adskilt fra dem, og forsvare os og vores, mod enhver fjende.  Differentialisme er evnen til at anerkende den positive anden. Modernitetens verdensorden anerkender kun den negative anden eller den samme, hvilket grundlæggende er racistisk, da begge dele er ud fra et aftenlandsk perspektiv, som vi pålægger andre at indordne sig under. Når den positive anden respekteres for sin særegnethed, kan vi også respektere og beskytte, vores egen særegnethed, uden at være imperialistiske, og sprede denne sandhed for os som var den sandhed for den anden.

Vi er for etnopluralisme og samarbejde, vi er de sande multikulturalister. Vi er bevidste om vores etnicitets og kulturs uadskillelighed. Det ønsker vi at værne om og lade denne blomstre. Det traditionelle europæiske, ukompromitteret af verdensborgerskabets nihilisme, og af tilflyttende og invaderende etnokulturelt fremmede, er vores Europa. Vi har principielle venner i Rusland og Indien. Vi har nødvendigvis venner i Kina og Nordamerika, men ethvert venskab og samarbejde forudsætter separate parter som kan mødes.

Vi er ekstremister, og vi er det gerne. Når dét at være positioneret så langt som muligt fra den sindslidende konsensus er ekstremt, så er ekstremisme et sundhedstegn. Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild. Vi er villige til at bære det ubehag, som det er at være i fundamental opposition til alt det etablerede. Vi har taget vores kors op, og med det på skulderne går vi ind i kampen. Kampen gør stærk, og vi har brug for denne styrke, for vi skal genoprette Djævelens yngels fejl, og de er mange.

Derfor vinder vi

Vi har løsningerne på de problemer, som generationerne før os har skabt. Vi er klar til at gøre det nødvendige, uden at lade os begrænse af fantasier og idéer. Når indbildningernes tid ophører, og I ikke længere, i et forsøg på bedring kan forværre problemerne -når det ikke kan blive værre- og Europa skindødt ligger hen, så er der kun ét at gøre: Mød din sygdom, løsriv dig fra den, og tag dit kors på skuldrene. Vi er klar – vi har løsningerne klar, og for nu venter vi. Vi venter på ilden – vi afventer altings eskalation. Ud af Babels ruiner, vil der stige et stærkere Europa, end nogen generationer før os har set, og det vil blive vores Europa.


Jonas Zuschke er stud.theol. og medlem af Identitær.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!