Det nye højre: Forfaldstænkningens genkomst

23. april 2018
13 minutters læsetid

Det nye højre lader til på flere punkter at have klare paralleller til mellemkrigstidens radikalkonservative kulturkritik. Hvilke indsigter – såvel som farer – er der i en sådan radikalkonservatismens renæssance?

 

Af Frederik Thomsen

I kølvandet på 1. Verdenskrigs blodige excesser udgav Oswald Spengler sit kulturkritiske hovedværk Der Untergang des Abendlandes, hvori han afviste Oplysningens hovmodige idé om historiens lineære fremskridt. Spengler abonnerede derimod på en cyklisk og gennemdetermineret historiefilosofi, ifølge hvilken alle kulturer undergår en analog historisk proces bestående i en trinvis gennemgang af fødsel, vækst og forfald. Spengler sammenfatter sin historiefilosofiske skematik i overgangen fra kultur til civilisation, hvor sidstnævnte – i form af en vag samlebetegnelse for modernitetens ”negative” frembringelser – markerer sidste stadium af kulturens gradvise undergang.

Et stadium, som ifølge Spengler kulminerer med den industrielle revolutions tekniske landvindinger og demografisk omstrukturerende urbanisering. Da civilisationskategorien både skitseres som et uundgåeligt stadium i en organisk proces, såvel som et værdiladet udtryk for hans samtids kulturelle forfald, udgør storbydannelsens rodløse livsform et bærende motiv i Spenglers anti-moderne civilisationskritik.

Den forbrugsbesatte metropols overfladiske sammenhold menes med andre ord – foruden kapitalismens vulgærmaterialistiske udhuling af den preussiske ånd -, at undergrave den organiske livsform som kendetegner det sunde, blomstrende og kulturbaserede skæbnefællesskab. Et autentisk menneskeligt fællesskab, som – hinsides modernitetens golde rationalisme, formløshed og liberale kosmopolitisme – kontrasterer massesamfundets sjæleligt udslukte kultur.

 

Den spenglerske kulturkritik næres således af en længsel efter harmoni, ligesom den udfolder en række af de konservative temaer som senere blev populariseret af Weimarrepublikkens radikalkonservative koryfæer. Intellektuelle åndsfæller, som – foruden Spengler selv – blandt andet omfattede mellemkrigstidsprofilerne Martin Heidegger, Carl Schmitt og Ernst Jünger, og hvis sammensurium af livsfilosofi, antiliberalisme og hjemstavsromantik typisk sammenfattes med henvisning til den såkaldte ”konservative revolution”.

En heterogen filosofisk og kunstnerisk bevægelse, der som idéhistorisk fænomen spirede i mellemkrigstidens ideologiske væksthus, og i årene mellem 1918-32 gav mæle til en kulturpessimistisk kritik af den tekniske modernitets sociale atomisering, åndløse materialisme og ubønhørlige instrumentalisering af individet. Repræsentanterne for denne paradoksale ordforbindelse forkastede den borgerlige Weimarrepubliks effektuerede civilisation til fordel for ønsket om en radikal ny orden, som – modsat de venstrerevolutionæres fokus på samfundets materielle struktur – skulle indstiftes gennem en omkalfatring af folkets åndelige bevidsthed.[1]

Blandt det nye højres åndelige brandstiftere har denne kulturelle relativisering imidlertid banet vejen for en udbredt selvforagt, som i en ny og multipolær orden truer med at underminere Europas kulturelle såvel som værdipolitiske selvopretholdelsesdrift.

Bevægelsen var således revolutionær i sit væsen, hvorfor den rakte udover den konventionelle konservatismes besindelse på menneskets epistemologiske begrænsninger. En besindelse, der siden Edmund Burke har udstukket konservatismens ideologiske kurs og dikteret en pragmatisk dyrkelse af erfaringsbaseret visdom på bekostning af de perfektionerende skrivebordsutopiers immanente totalitarisme.

Den revolutionære konservatisme ønskede derimod at genetablere forbindelsen til en mere oprindelig og åndfuld tysk kultur, som baserede sig på et dybere og mere autentisk grundlag end det borgerlige samfunds abstrakte frihedserklæringer. Bevægelsen bar således præg af en organisk samfundsopfattelse, der stimulerede deres nationalsindede lede ved liberalismens rettighedsbaserede individualisme. Den konservative revolutions apokalyptiske oplevelse af forfald var dog ligeledes motiveret af repræsentanternes åndsaristokratisk sindelag, hvis æstetiserende impulser udgjorde et underliggende afsæt for kredsens dybfølte kritik af det borgerlige samfunds småtskårne verden.

Weimarrepublikkens konservative modernitetskritik var derfor også rundet af en livsfilosofisk potensering af tilværelsen, som hævdede livets primat over samtidens moral, politik og sandhed,[2]og blotlagde bevægelsens åndelige slægtskab med den livskraftige vitalisme som for eksempel udfoldes i Baudelaire og Nietzsches æstetiske retfærdiggørelse af eksistensen.

Radikalkonservatismens åndelige oprustning

Igennem de seneste år synes det borgerlige samfunds politiske, økonomiske og kulturelle udfordringer på ny at have gødet grobunden for Weimarrepublikkens højre-nationale liberalismekritik, der – som en kritisk position i de vestlige samfunds verserende kulturkamp – atter besynger fremskridtspessimismens fornemmelse af forfald.

Vi er således vidner til genkomsten af en ny krisebevidsthed, artikuleret af en selvbevidst højrefløj, som i lighed med mellemkrigstidens radikalkonservative kanon udmaler den vestlige kulturs fremadskridende forfald, og revitaliserer den spenglerske undergangstematik i deres diagnoser af samtidens kulturelle tilstand. Derudover synes den aktuelle krisebevidsthed, der i form af det såkaldte ”nye højre” har bundfældet sig i den vestlige verdens intellektuelle såvel som realpolitiske sfære, ligeledes at samle sine fortalere om en radikal dagsorden som – modsat den traditionelle konservatismes mere pragmatiske fokus på dyder og moral – betoner nødvendigheden af et gennemgribende opgør med den bestående liberale orden.

Som bevægelse deler denne nye og oprørske højrefløj grundlæggende kommunitaristernes kritiske diagnosticering af den vestlige verdens kulturelle såvel som sociale udhuling. En udhuling, der henføres til den ”historieløse” liberalisme, hvis juridiske nationsopfattelse eroderer det fællesskabslige fundament som kernekulturens før-politiske loyalitet udgør.

Den liberale forfatnings overordnede ramme for individuel udfoldelse menes med andre ord ikke at kunne stå alene, da samfundets stabilitet og sammenhængskraft betinges af medlemmernes moralske forpligtelse over et sæt af fælles værdier. Liberalismens rettighedstænkning bør derfor suppleres af et mere substantielt fællesskab, som, baseret på en organisk og sædeligt funderet orden, rækker udover den demokratiske forfatnings abstrakte trosbekendelser.

Den re-aktualiserede forfaldstænkning knytter sig således til forvaltningen af det liberale paradigme, hvis idékompleks i årtier har været vejledende for den vestlige verdens politiske etablissement, og som via princippet om universalisme, pluralisme og økonomisk liberalisme har gjort globalismen til en fremherskende politisk ideologi.

Et intellektuelt paradigme, der som etableret politisk struktur har foranlediget et vedvarende opgør med lokale identiteter, og diskrediteret idéen om nationalt forankrede identifikationsenheder til fordel for drømmen om det rodløse, abstrakte og post-nationale fællesskab. Blandt det nye højres åndelige brandstiftere har denne kulturelle relativisering imidlertid banet vejen for en udbredt selvforagt, som i en ny og multipolær orden truer med at underminere Europas kulturelle såvel som værdipolitiske selvopretholdelsesdrift. Modsat Fukuyamas berømte profeti menes den nye verdensorden nemlig ikke at konvergere i retning af et fælles og før-kulturelt politisk system, og dermed markere enden på mennesket ideologiske evolution, men fortolkes snarere i forlængelse af Samuel Huntingtons profetiske værk om civilisationernes sammenstød.

Tidens indvandringsbølger, kulturrelativisme og transnationale kapitalbevægelser menes således at have efterladt Europa i en selvudslettende identitetskrise, hvis denationaliserede eliter – til fare for den sociale, økonomiske og kulturelle stabilitet – har resigneret overfor globaliseringens værdipolitiske såvel som kulturelle trusler.

I dette lys kan globaliseringen siges at have overtaget Spenglers kulturpessimistiske civilisationsbegreb blandt det nye højres nationalkonservative skribenter. Ovenstående udvikling vedrørende Europas stadigt mere værdimæssigt desintegrerede samfund har således skabt vækstbetingelserne for en ny og radikal konservativ intelligentsia, der – i lighed med sine forgængere i mellemkrigstidens åndelige heksekedel – ønsker at restaurere den nationale såvel som europæiske åndshistorie og genrejse et hensygnende samfund i henhold til en mere oprindelige tilstand af harmoni. Vejen hertil synes atter betinget af et handlekraftigt opgør med dele af det liberale samfund, der – blottet for storhed og kraft – har mistet blikket for nationalstatens historiske egenart og reduceret samfundsborgeren til en rodløs konsument frigjort fra de kollektive identiteter som udgør samfundets salt.

Forbindelsen til den tabte fortid kan således ikke genetableres ved hjælp af det liberale og globalt orienterede paradigmes kerneprincipper, hvorfor tidens højre-intellektuelle bevægelser – foruden tematiseringen af radikalkonservatismens protektionistiske tilgang til nationalstatens historiske egenart – i varierende grad opflammer forgængernes revolutionære glød. I modsætning til mellemkrigstidens anti-parlamentariske kættere synes det nye højres revolutionære ambitioner dog primært at begrænse sig til en partiel destabilisering af det liberaldemokratiske samfund.

Men i en tid, hvor liberalismen – i forlængelse af Carl Schmitts kritiske diagnosticering heraf – i stigende grad fortolker samfundets spændinger i henhold til en afpolitiseret økonomisk såvel kosmopolitisk rationalitet, tilbyder det nye højre altså et alternativt samfundsmæssigt narrativ, som udfordrer en lang række af det liberale samfunds veletablerede doktriner.

Kulturkritikkens konservative bannerførere

I de senere år har flere neokonservative skribenter taget livtag med vestens ”afmattede” civilisation, og med stor filosofisk såvel som kulturkritisk tyngde revitaliseret den konservative civilisationskritiks melankolsk ladede indvarsling af forfald.

Denne gryende forfaldstænkning kan sammenfattes i en række kulturkritiske erfaringer, som afviser moderniseringens endimensionale natur, og anfægter Vestens blinde fremskridtstro samt sekulære identitet. Der er med andre ord tale om en modernitetskritisk litteratur, som i opgøret med tidens sociokulturelle tilstand har genopdaget dele af mellemkrigstidens idé- og kulturhistoriske tankegods.

I Tyskland er det især filosoffen Rüdiger Safranski og forfatteren Botho Strauß, der har markeret sig som arvtager til mellemkrigstidens konservative liberalismekritik, mens man i Frankrig for eksempel kan pege på bevægelsen omkring Alain de Benoits antikapitalistiske og grønne radikalkonservatisme. I det følgende vil jeg imidlertid – foruden Strauß – inddrage en anden fransk forfatter som repræsentant for tidens anti-moderne civilisationskritik.

Den tyske tragedie – Botho Strauß

Med sin højre-intellektuelle pamflet ”Tiltagende Bukkesang”fra 1993 vedkendte Botho Strauß sig mellemkrigstidens kulturpessimistiske romantik, og re-aktualiserede derved radikalkonservatismens udgrænsede arvegods i den tyske debat.

I det omdiskuterede essay, der vakte stor opsigt efter publiceringen i ugemagasinet Der Spiegel, udfolder Strauß en række kulturkonservative idiosynkrasier rettet mod konsumsamfundets grasserende kulturløshed og overfladiske forlokkelser. Essayet består således af et dunkelt frontalangreb på den vestlige civilisations teknik- og fremskridtsfetichisme, relativiserende demokratisme, forfladigede massesamfund og forlystelsessyge trivialkultur, hvorfor Strauß eksponerede en elitær livsanskuelse, hvorigennem han anfægtede sin samtids fremskridtsfikserede hovmod og den beslægtede økonomiske, tekniske og videnskabelige rationalisering af tilværelsen. Som en lærd repræsentant for det æstetisk- konservative højre, og en standhaftig forvalter af konservatismens historiske manifestationer, kritiserede Strauß det moderne samfunds værdinivellering, ligesom han overfor denne fremadskridende dekadence genindsatte den udviskede autoritet som garant for individets højeste udfoldelse.

På denne baggrund udgør ”Tiltagende Bukkesang”på mange måder en ækvivalent til Weimarrepublikkens neoromantiske modernitetskritik, som ligeledes ønskede at rehabilitere den vesterlandske kulturarv i opposition til en erindringsløs og åndsforladt liberalisme. I dag kan ”Tiltagende Bukkesang”betragtes som en højre-intellektuel nøgletekst, som i en digterfilosofisk stil genetablerede den konservative idéverdens gammelkendte forbier, og med en elitær sensibilitet registrerede vestens forestående undergang.

I kølvandet på de senere års migrationsstrømme udfærdigede Strauß i 2015 endnu en kontroversiel samtidsdiagnostik i det landsdækkende medie Der Spiegel, som på ny gav spalteplads til hans lyriske frontalangreb på den verserende nedbrydning af Tysklands kulturelle rygrad. I teksten – der bærer titlen ”Den sidste Tysker”– erklærer Strauß sin modstand mod den massive indvandring, som i stigende grad trækker sine kulturelle, sproglige og religiøse spor gennem et stadigt mere fragmenteret tysk samfund. I den polemiske tekst begræder Strauß tabet af substantiel kultur, og opfordrer til en besindelse på mennesket fundamentale og eksistentielt ladede længsel efter det oprindelige og særegne.

Han anfægter i den forbindelse både multikulturalismen, forbrugerismen og det venstredrejede meningstyranni, som i årevis har ophævet selvopgivelsen til politisk program, og overladt nationen til andre og langt mere selvbevidste etniciteter. Strauß fastholder således sin konservative vægtning af nedarvede værdier, idet han forsvarer nationens kulturelle såvel som historiske fællesskab, og kritiserer de tendenser i tiden, som i form af en selvudslettende kulturel resignation sætter det abstrakte over det nære, underminerer den historiske kontinuitet og i tolerancens hellige navn svækker erindringen om nationens værdier og indhold.

Tendenser, der har stimuleret tidens opløsning af æstetiske såvel som kulturelle hierarkier, og ifølge Strauß gødet grobunden for en promiskuøs og åndeligt underfrankeret civilisation, som blottet for tradition og dannelse har kappet rødderne til den tyske åndshistories litterære og filosofiske overleveringer.

Livet i kampzonen – Michel Houellebecq

Den franske forfatter Michel Houellebecq har ligeledes behandlet det ”udtærede” Europas kontinentale identitetskrise, og i sit litterære univers fremført en misantropisk kritik af det moderne liberale samfund. Et samfund, hvor alle kollektive bånd forvitrer i fusionen mellem det individuelle begærs rå selvudfoldelse og den vulgære konkurrencefrihed, som i form af det kapitalistiske markeds ekspansive dynamikker har reduceret alle mellemmen-neskelige forhold til rent økonomiske relationer.

Han destillerer således kapitalismens vulgære essens, og det fremadskridende forfald, som 68ernes nådesløse opgør med det overindividuelle fællesskab menes at have medført. Modernitetens kulmination – det suveræne subjekt – knyttes således til opløsningen af de naturlige fællesskaber, som, i skikkelse af samfundets bærende værdier og traditionelle samværsformer, tidligere udgjorde stærke bastioner mod markedet og individualismens omformning af samfundet til en myriade af isolerede partikler i indbyrdes konkurrence. Houellebecqs sorte satire dækker således over en kulturpessimistisk civilisationskritik, hvor det moderne samfunds mangel på mening, sammenhæng og fællesskab har affødt et indre forfald, som han ligesom Strauß mener har svækket den nationale såvel som kulturelle selvopretholdelsesdrift.

I forlængelse heraf beskriver Houellebecq i romanen Underkastelse (2015) et fransk samfund, hvor en selvbevidst muslimsk minoritet gennemtrumfer sit religiøst funderede værdisæt overfor en svag og rodløs majoritet. En majoritet, der efter i årtier at have opløst alle nationale såvel som kulturelle bindinger har mistet evnen til at forsvare den vestlige verdens livsform og værdier, og dermed banet vejen for sit eget nationale selvmord – fuldbyrdet ved det muslimske broderskabs magtovertagelse i 2022.

Houellebecqs dystopi udstiller med andre ord en vestlig civilisation, der – blottet for livskraft og hensat i en tilstand af åndeligt armod – er blevet offer for modernitetens meningstab såvel som kultur-radikalismens hæmningsløse frigørelsesprojekt. Hans kritik af det hyper-liberale forbrugssamfunds mangel på idealer trækker derfor en række tråde til den konservative kulturkritik, ligesom han i traditionen fra Spengler abonnerer på forestillingen om Vesterlandets fremadskridende forfald.

Både Strauß og Houellebecq fremfører således en kritik af det ”affortryllede” og moderne liberale samt konsumfikserede massesamfund, hvor intet fælles trosystem evner at transcendere den menneskelige eksistens, som i stedet udleves af fremmedgjorte enkeltskæbner, ude af stand til at skabe meningsfulde fællesskaber.

Selvom Houellebecq fremstår mindre nationalkonservativ end sin åndsaristokratiske kollega adresserer de begge det liberale samfunds manglende evne til at skabe autentiske såvel som levedygtige fællesskaber, og inkarnerer derved en fremadstormende intellektuel trend, som med stor realpolitisk gennemslagskraft har geniscenesat radikalkonservatismens undergangsprofetiske kulturpessimisme i sin kritiske diagnostik af samfundets tilstand. Udover at gøre produktions- og forbrugstvangens fremmedgørende beherskelsessystem til genstand for den konservative kulturkritiks æstetiske idiosynkrasier, korresponderer denne kulturpessimisme i høj grad med det nye højres indædte opgør med tidens åndelige strukturer.

Et opgør, som anfægter det kulturelle identitetstab, der i skikkelse af globalismen, multikulturalismen og den politiske korrektheds blide tyranni menes at have nedbrudt de europæiske nationers vitalitet og sammenhængskraft. Selvom det substantielle indhold af tidens åndelige revolte mod den liberale offentlighed spænder over en bred kam af populistiske, mainstreamkonservative og mere radikale højrefløjs-bevægelser, synes de alle at revitalisere kulturens mytiske væsen og genindsætte den organiske samhørighed overfor liberalismens atomiserende opgør med slægtskabets traditionsgroede identitetsfællesskaber.

Romantisk klarsyn eller historiens genkomst?

På baggrund af ovenstående kan man udlede, at der på trods af det nye højres ideologiske spændvidde kan identificeres flere paralleller mellem tidens nationalsindede fremskridtspessimisme og den konservative revolutions kontroversielle civilisationskritik – herunder den undergangstematik, som udgjorde en bærende tankekonstruktion i bevægelsens mangfoldige reservoir af idéer.

På samme måde synes idéen om svaghed, forfald og åndelige krise at udgøre en integreret del af det nye højres kulturkritiske repertoire, ligesom modsætningen mellem kulturens autentiske livsform og globaliseringens (civilisationens) degenererende former trives blandt bevægelsens intellektuelle bannerførere. Uden nødvendigvis at bekende sig til den aktuelle højre-politiks normative implikationer af de ovenfor skitserede kulturdiagnoser (eller den konservative revolutions autoritære løsningsmodeller), kan beskrivelsen af tidens kulturelle krisesymptomer imidlertid godt rumme et analytisk potentiale, hvis indsigter kan udgøre relevante såvel som nyttige bidrag til forståelsen af de europæiske samfunds aktuelle udvikling.

Den højresnoede kulturkritik kan således udgøre et kritisk korrektiv til den forcerede omkalfatring af nation og samfund, som følger med globaliseringen og de europæiske eliters teknokratiske forvaltning af den liberale ordens politiske doktriner. En samfundsmæssig udvikling, der i stigende grad forbindes med usikkerhed og frygt, og – som en antitese til den liberale ”elites” kosmopolitiske utopi – har intensiveret den kollektive bevidsthed om vores nedarvede forankring i nationale såvel som kulturelle enheder.

Frasorteret den konservative revolutions anti-demokratiske såvel som nationalchauvinistiske elementer kan tidens kulturkritiske nybrud således bidrage til at adressere menneskets irrationelle dimensioner, og derved de behov for kulturel samhørighed og identitet, som rækker udover den liberale forestilling om det abstrakte retssubjekt. I sit forsvar for Europa som livsform kan den konservative kulturkritik endvidere udgøre et tiltrængt korrektiv til den udbredte værdinivellerings systematiske udvanding af det europæiske kontinents værdi- og åndshistorie – og dermed også understøtte den kulturarvsforvaltning, som i praksis stimulerer oplevelsen af medejerskab til samfundets civile og offentlige institutioner.

Afslutningsvist forekommer den konservative forfaldstænkning nyttig i den forstand, at den giver mæle til de legitime bekymringer, som i lyset af tidens omfattende indvandring, stigende ulighed, massive integrations-problemer og økonomiske kriser har udhulet den elitære globalismes politiske legitimitet, og reduceret den folkelige tilslutning til idéen om multikulturalisme, europæisk føderalisme og grænseløse nationer såvel som markeder.

Men selvom de fleste af tidens højre-intellektuelle forfaldstænkere repræsenterer et forsøg på at indtænke dele af radikalkonservatismens tankegods i en mere klassisk konservativ ramme, og dermed ikke legemliggør et totalt opgør med det liberale og borgerlige samfunds demokratiske grundantagelser, bør mellemkrigstidens menneskefjendske afslutning alligevel stimulere til en kritisk refleksion over det nye højres ideologiske beskaffenhed.

Uden at reducere radikalkonservatismen til dens realhistoriske konsekvenser som åndelig banebryder for det tredje riges nationalromantiske militarisme, bør bevægelsens dystre virkningshistorie – set i lyset af denne tankegangs stigende samfundsmæssige indflydelse og relevans – altså give anledning til en række kritiske forbehold vedrørende den højre-intellektuelle kulturkritiks ideologiske substans.

For som den svenske sociolog og konservatismeforsker Göran Dahl blandt andre har påpeget, sløvede radikalkonservatismen idéen om individets ukrænkelige rettigheder og ofrede sansen for den enkeltes frihed til fordel for skæbnefællesskabets overindividuelle helhed. I deres forsøg på at knuse civilisationens overgreb på det egentlige og autentiske tilstræbte mellemkrigstidens radikalkonservative en nedbrydning af modernitetens perverterede værdier, og ophøjede derfor ødelæggelsen til genfødslens uomgængelige forudsæt-ning.

En destruktiv logik, der i samspil med bevægelsens autencitetsfikserede enhedstænkning knyttede flere af repræsentanterne til nationalsocialismens kulsorte reaktion, og således den ideologiske totalitarisme, som den traditionelle konservatisme opstod i opposition til.

En totalitarisme, der historisk set har været produktet af den deduktive metafortællings repressive konfrontation med den menneskelige verdens uomgængelige pluralitet.

Frederik Thomsen er cand. soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune, med ansvar for betjeningen af det social- og arbejdsmarkedspolitiske udvalg.


[1]Göran Dahl (1995): Vil ”Den anden gud” tabe igen?: om den konservative revolutions mulige genkomst i Kritik, Årg. 28, nr. 114: Gyldendal, s. 39,43

[2]Støvring, Kasper (2007): “Radikalkonservativ kulturkritik” i David Bugge og Ole Morsing (red.): Thomas Mann i syv sind, København: Forlaget
ANIS, s. 159

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside