Film: Black Panther

Det eksotiske tredjeverdensland Wakanda er lige så rigt på farverig kultur og natur, som det er fattigt på økonomiske ressourcer. Fattigdommen til trods lever befolkningen et simpelt liv i pagt med naturen. Dette er dog ren overflade. I virkeligheden er Wakanda et superhøjteknologisk samfund, hvor indbyggerne lever i superbyer midt i junglen, der med flyvende biler og rumskibe ligner en blanding mellem Fritz Langs Metropolis og imperiets/republikkens hjemplanet, Coruscant, i Star Wars.

Såvel teknologien som bedrageriet over for omverdenen er muligt på grund af det fantastiske metal vibranium, som Wakanda er rigt på. I tidernes morgen blev de stridende stammer i landet samlet af en konge, der bliver til superhelten Black Panther, Den Sorte Panter. Når en konge dør afgøres det ved tvekamp, hvem der skal være den nye konge og tildeles superkræfterne som Den Sorte Panter. Kun folk af kongeligt blod fra de enkelte stammer kan deltage i tvekampen. Og det er til hver tid muligt for en sådan at udfordre den siddende konge til tvekamp for at blive ny konge. I sådant et tilfælde får kongen frataget sine superkræfter, sådan at tvekampen kan finde sted på lige vilkår.

Alt dette kender omverdenen ikke noget til, da det er skjult af snedige konstruktioner, der kamuflerer Wakanda som udviklingsland. Dette passer befolkningen i Wakanda helt fint. Omverdenen er sjældent andet end bøvl, og besvær, krig og disharmoni. Noget der med fordel kan holdes på afstand, sådan at den fredelige levevis, der kendetegner Wakanda, kan bevares.

Sådan bliver det naturligvis ikke ved med at gå i den seneste Marvel-film, hvor vi er nået til en af de mere eksotiske – men bestemt ikke uinteressante – superhelte i universet. Skæbnen vil, at Wakandas konge dør, og den nye konge, T’Challa, afdækker nogle dystre hemmeligheder, der gør, at Den Sorte Panter må tage en mere aktiv del i verden uden for, end det ellers har været god latin i Wakanda. Dette bringer ham på sporet af et komplot, der vil udfordre ham på tronen og bruge Wakandas teknologi til at erobre verdensherredømmet.

Udover den herligt eksotiske historie er der desværre ikke så meget nyt i den seneste Marvel-film. 2/3 af filmen består af, hvad der virker til at være præfabrikerede (”prefabs”) actionscener, der kunne have været med i en hvilken som helst Marvel-film. Selvom der forsøges at tilføje navnlig superskurken noget personlighed, så er det gennemgående træk ved Marvels film, at karatkerne ikke er noget man interesserer sig videre for udover deres forskellige teknologiske hjælpemidler (”gadgets”) og deres smarte bemærkninger. De fleste scener, der har potentialet til at kunne blive seriøse, altså sådan for alvor ender alt for ofte i kække bemærkninger, der får publikummet i Imperial til at grine og klappe. Lidt bedre er skildringen af monarkiets genvordigheder. For kan man være konge, hvis man udelukkende er det af navn og formalitet og fysisk råstyrke, men i øvrigt blæser på de gamle traditioner og nedarvede skikke, der har bragt en til tronen? Filmen interesserer sig lidt for meget for alt for hurtigt at kunne svare et højt og larmende NEJ til spørgsmålet uden den videre refleksion, der ellers kunne have gjort en halvsløjfilm ganske interessant. 5/10

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!