Nikolaj Bøgh, konservativ

Kampen om historien

25. august 2017
7 minutters læsetid

“Fremtiden, det er kun en ligegyldig tomhed, som ikke interesserer nogen, mens fortiden er fuld af liv, og dens ansigt pirrer os, tirrer os, krænker os, så vi ønsker at tilintetgøre den eller male den over. Menneskene ønsker at være herrer over fremtiden udelukkende for at ændre fortiden. De kæmper for at få adgang til de laboratorier, hvor fotografierne retoucheres, og hvor biografierne og historien skrives om.” Milan Kundera: ”Om latter og glemsel”, 1979

Historie handler om fortiden. Eller gør den nu det? Fortiden eksisterer jo ikke længere, og det er i realiteten ikke muligt helt at vide ”wie es eigentlich gewesen” – hvordan det egentlig var – sådan som det blev formuleret af en af de væsentligste ophavsmænd til moderne historievidenskab, den tyske historiker Leopold von Ranke. Til gengæld er det ganske givet, at historie spiller en væsentlig rolle for nutiden, og for hvordan vores identitet som nation og som enkeltpersoner er blevet formet. Mange holdninger og handlinger i samfundslivet begrundes med historiske begivenheder og traditioner. I et land som Tyskland, der bærer på en ”tung” historisk arv navnlig i kraft af nazismen og hovedansvaret for de to verdenskrige, spiller historien uden enhver tvivl en meget stor rolle for den udenrigs- og europapolitik, landet har ført siden 2. verdenskrig, og den har også spillet en afgørende rolle for den meget liberale flygtningepolitik, Tyskland har ført i de senere år, som har været begrundet med en form for moralsk ansvar for at hjælpe verdens udsatte og forfulgte på grund af landets dystre tradition for at forfølge og udrydde andre racer og anderledes tænkende. Tilsvarende præges den nationale identitet og det politiske handlerum i alle andre lande ligeledes – om end oftest i mindre udtalt grad – af den historie, der er netop deres. Men tydeligvis også ganske ofte af en bestemt opfattelse af historiske begivenheder og traditioner, som måske netop er egnet til at understøtte synspunkter, mange af de politiske aktører i forvejen var i besiddelse af. Opfattelsen af historien ændrer sig i hvert fald tydeligt over tid, i takt med ganske nutidige opfattelser og normer. Derfor er der også meget sandhed i den italienske filosof og historiker Benedetto Croces ord; ”al historie er samtidshistorie”. Historie kan med andre ord ikke anskues som noget, der udelukkende kan beskrives objektivt, eller som adskilt fra nutiden. Forståelsen af historien påvirkes af den samtid, der opfatter og beskriver den. Traditionelt har dette været meget udtalt for totalitære regimer, som har haft en stort behov for at styrke deres legitimitet og udviske minderne om de styreformer, der gik forud. Det er således kommunisternes forvanskning af historien i den tidligere østblok, som Milan Kundera refererer til i det indledende citat. Her gik man langt for at ”justere” på såvel den nære som den fjerne historie, og gjorde flittigt brug af opstilling af statuer og andre historiske monumenter for at glorificere sin egen historie og ideologiske overlegenhed. Sædvanligvis efterfølges et magtskifte efter et totalitært regime af en betydelig oprydning i denne – utvivlsomt problematiske – historiefortælling. Det har f.eks. været tilfældet med fjernelsen af de tusindvis af Lenin-statuer i de tidligere sovjetiske lydstater, der med rette har set dem som symboler på et undertrykkende åg, som man nu lykkeligvis var frigjort fra og ikke ønskede længere skulle dominere det offentlige rum her og der og alle vegne. At man dermed fjernede nogle af de kontinuerlige erindringslag, der er tilstede i et land som Danmark, der har haft en mere roligt fremadskridende politisk udvikling, det har været en omkostning, de pågældende lande gerne har påtaget sig.

Meget tyder på, at disse almene betragtninger om historiens rolle i nutiden har en stigende aktualitet i disse år. I de amerikanske sydstater fjernes i disse uger monumenter på stribe, der mindes eller hylder personer eller anonyme soldater, som kæmpede på sydstaternes side under den amerikanske borgerkrig. Monumenterne beskyldes af dem, der ønsker dem fjernet, for at være udtryk for et racistisk menneskesyn og en glorificering af sydstaternes naturligvis stærkt problematiske kamp for at bibeholde slaveriet, som udgjorde en væsentlig del af baggrunden for borgerkrigen. Hovedparten af sydstatsmonumenterne har stået der i et sted mellem 50 og 100 år, så det kan være vanskeligt at forstå, at der skulle være et helt akut behov for at skille sig af med dem netop nu. De er således efter alt at dømme blevet centrum i en meget nutidig konflikt, som afspejler stigende skel i det amerikanske samfund og formentlig også en protest imod den politiske bevægelse, der har ført Donald Trump ind i Det Hvide Hus. I en dansk kontekst har vi tidligere på året haft en mere fredelig – men dog beslægtet – debat om, hvorvidt det var passende at levere en undskyldning til efterkommerne efter slaverne på de dansk-vestindiske øer. Hvor denne debat aldrig rigtig tog fart, og med rette blev affejet af de fleste som et ahistorisk forsøg på at forskønne en fortid, der alligevel ikke stod til at ændre, så går det anderledes voldsomt for sig i USA, hvor fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee i Charlottesville i Virginia udløste voldsomme protester og et decideret terrorangreb fra en modstander af fjernelsen, der kostede en ung kvinde livet og sårede adskillige andre. I andre byer er monumenter nærmest i nattens mulm og mørke blevet fjernet af bystyret, angiveligt bl.a. for at undgå lignende optøjer, og i byen Durham kunne en rasende folkemængde ikke vente på byrådets beslutning, men ødelagde og trampede på en statue af en anonym menig sydstatssoldat, tilsyneladende relativt fredsommeligt opstillet til minde om “the boys who wore gray.”

Naturligvis er sydstaternes slavefortid stærkt problematisk set med nutidens øjne, og det er egentlig fuldt forståeligt, hvis slavernes efterkommere væmmes over minderne om de mænd, der forsøgte at bibeholde deres forfædres ufrihed. Men spørgsmålet er, om man opnår noget ved at forsøge at fjerne minderne om den, eller man dermed tværtimod puster til en konflikt mellem racer og befolkningsgrupper, som på mere end 150 års afstand vel burde være ved at klinge af. Meget tyder på det sidste, og meningsmålinger viser da også, at et markant flertal af befolkningerne i de pågældende stater er modstandere af nedtagningen. I sidste ende handler det om, hvordan man formidler og bruger historien i dag. Fra nedtagningstilhængernes side argumenteres der med, at de er sat op flere årtier efter borgerkrigen i et forsøg på et genrejse sydens selvrespekt og retfærdiggøre sydstaternes position under borgerkrigen – og dermed også deres forsvar for slaveriets opretholdelse. Men uanset, hvad årsagen må have været til opførelsen af monumenterne i sin tid, så repræsenterer de en regional erindringskultur, som handler om meget andet end slaveri, og i høj grad også kan fortolkes som en del af sydstaternes historie og identitet på godt og ondt.

Det er således næppe et tilstrækkeligt argument for at fjerne en statue, at den muligvis er sat op for at glorificere racistiske holdninger. Tings betydning ændrer sig over tid, og historien er fuld af mennesker og meninger, som ligger fjernt fra vore dages opfattelse af tingene, men at fjerne minderne om den gør os alle mere uvidende om, hvad vi kommer af. Man kan ikke redigere i historien, men bør lære af den og acceptere den, som den nu engang er – inklusive de minder om den, som omgiver os. Er man utilfreds med den del af historien, som de pågældende monumenter repræsenterer, så er det efter alt at dømme mere konstruktivt at arbejde med formidlingen af den og monumenternes kontekst, og i sidste ende må målet være at skabe forsoning om den fælles historie mellem de befolkningsgrupper, som nu engang har den til fælles. At fjernelsen af historiske monumenter kan udløse så voldsomme protester og voldelige handlinger – på begge sider af sagen – som tilfældet har været i USA, viser jo netop, at forsoningen mangler, og at historien fortsat kan bruges til at legitimere holdninger, der er stærkt fjendtlige over for andre befolkningsgrupper. Det er således meget svært at forestille sig tilsvarende scener i Danmark, hvor der er en ganske udbredt national konsensus om forståelsen af og accepten af historien – som også debatten om den mulige undskyldning til slaverne i Vestindien viste. “De, som ikke kender historien, er dømt til at gentage den”, lyder den spansk-amerikanske filosof George Santayanas berømte talemåde. Den amerikanske borgerkrig bryder dog næppe ud igen, men i de seneste ugers panikagtige fjernelse af sydstatsmonumenter fra borgerkrigen ligger kimen til at gøre borgerkrigens monumenter til en endnu større – og nutidig – konflikt.

Udfordringen er også i høj grad, hvor udviklingen stopper. Anvender man ”racisme” som kriterium for, hvilke personer man ønsker at mindes i det offentlige rum, så vil langt størstedelen af konger, politikere m.fl. fra før ca. 1960 skulle placeres på historiens mødding. To af USA’s vigtigste ”founding fathers”, George Washington og Thomas Jefferson, var slaveejere, og den igangværende statuenedtagning i sydstaterne har allerede inspireret venstrefløjsaktivister til at kræve statuen af Theodore Roosevelt, en af USA’s mest respekterede præsidenter, taget ned fra sin sokkel uden for American Museum of Natural History i New York, ligeledes begrundet i ”racisme”.

Man kan derfor også have en frygt for, at vi kun lige har set begyndelsen på en omfattende udrensning af fortidsminder, der ikke lever op til nutidens standarder og den udtalte tendens til politisk korrekthed, der ikke mindst præger det amerikanske samfund, hvis politiske kultur i disse år er præget af ganske snævre grænser for, hvad man kan sige og mene. Politisk korrekthed bærer alle en ideologis karakteristika, og som sådan bærer den kimen i sig til en totalitarisme, der ikke tåler modsigelse, og som rummer en destruktiv kraft, der truer med at træde andre holdninger under fode. Dermed repræsenterer den tilsyneladende meget fjerne konflikt om sydstaternes borgerkrigsmonumenter også en udfordring for os i Europa og i Danmark, som ofte med en vis forsinkelse bliver præget af tendenser, der er opstået i USA. Lad os ikke håbe, at vi en dag ser rasende menneskemængder ville vælte Frederik VI’s statue i Frederiksberg Have – et minde om en enevældig despot, der tillod slaveri og fængslede anderledes tænkende. Men også et vigtigt minde om vores fælles historie og om grundlaget for det land og den kultur, der er os og vort.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside