Film: Spider-Man: Homecoming

Den øretæveindbydende teenager Peter Parker har sit at slås med i skolen og i hverdagen i almindelighed. Egentlig er han dygtig nok, men skolen keder ham skrækkeligt, han har det lidt svært med pigerne – særligt den søde Liz – og han bliver moppet af rigmandssønnen Flash, der har alt det, som Peter Parkers alenemor ikke har råd til at købe.

Heldigvis kan han bare tage sit Spider-Man-superheltekostume på og stikke af fra det hele og tæske forbrydere i nabolaget. I den nye Spider-Man-film er det imidlertid ikke radioaktiv edderkop, der forårsager superkræfterne. Faktisk har Peter Parker slet ingen egentlig superkræfter i snæver forstand. Han har er blot en af få, heldige teenagere, der er blevet udvalgt til at deltage i et særligt praktikforløb hos Stark Industries under ledelse af selveste Tony Stark, også kendt som Iron Man. Med praktikopholdet følger en højteknologisk dragt, der sørger for superkræfterne. Desværre følger også den irriterende værge ”Happy” Hogan med, der skal efterse, at han ikke misbruger sine superkræfter. Han er jo stadig kun et barn.

Barn er Peter Parker dog kun i alle andres øjne end sine egne. Den unge Parker har andre og højere tankere om sig selv end blot at hjælpe gamle damer over gaden og lignende almindeligheder, som Happy vil have, at han skal tage sig af. Peter Parker mener sig imidlertid skabt til noget større; og da han kommer på sporet af en bande, der under ledelse af superskurken Vulture fabrikerer og sælger ulovlige våben (lavet af forskellige rumvæseners efterladte teknologier) til byens kriminelle, beslutter han sig for at bevise, at han er andet og mere end en ”Lille Peter Edderkop”.

Det går naturligvis galt; og han må sande, at superkræfter ikke i sig selv gør en til superhelt. Det handler om, hvem man er inden i. Tror man noget andet, bliver masken i virkeligheden en flugt fra den, man er. Nogle tørre tæsk og et par erkendelser rigere, er det herefter tid at rejse sig igen og tage kampen op mod både sig selv og Vultures bande.

Den nye Spider-Man film er vel først og fremmest en film om at vokse op, som så mange andre før den. Som sådan fungerer den ret godt. Historien er god, enkel og fletter fint teeneager-delen med superhelte-delen. Instruktøren Jon Watts ideer kommer fint frem, og der er mere fokus på karakterer end på al den barnlige action, der ellers er genrens kendetegn. Sidstnævnte del er forbavsende afmålt i filmen.

Generelt virker det til, at Marvels superhelte-film – ikke ulig hovedpersonen i denne, seneste, af dem – er vokset op og har nået en mere moden alder, hvor de kan tages seriøst som andet end et studie i hvilke specialeffekter, der lige er oppe i tiden. I den seneste X-Men-film (”Logan”) fra tidligere i år var tilsvarende mere fokus på hovedpersonen end på pjat og gøgl. DC Comics film (Man of Steel, Batman v Superman, Wonder Woman etc.) er stadig ikke vokset helt til kvalitetsmæssigt. Universals såkaldte ”Dark Univers” er med premieren på The Mummy tidligere i år decideret nyfødt.

Det sagt, så er der i vidt omfang tale om gammel vin på nye flasker. Peter Parkers pubertetsproblemer er ikke bedre eller mere nuanceret skildret, end hvad vi dansk sammenhæng eksempelvis har set med filmene om Krummerne fra starten af 1990erne og lignende film både før og siden. De er højeste opdateret til brug for en ny teenager-generation. Der er også for meget plat humor. Og den er desværre ikke kun begrænset til Peter Parkers tumpede ven, Ned. Filmen ser alt for ofte på sig selv i et lettere humoristisk slør. Det bliver derfor aldrig rigtig farligt, og dilemmaerne sættes derfor kun sjældent på spidsen. Bedst fungerer formentlig den scene på skoleudflugten, hvor Liz spørger den generte Peter Parker, om han vil være med til at bade i hotellets svømmepøl. Han har ingen anelse, om hvordan han skal takle dén situation; og han ender derfor med igen at flygte ind i sin hemmelige identitet. I den slags scener fungerer filmen bedst, og det er derfor synd, at der ikke er mere af den slags nærvær. 6/10