Vi mindes stille de tapre døde – prædiken til 3. søndag efter påske

Af Johan Christian Nord

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd! 

Inden søndagens gudstjeneste modtager præsten sin opgave. Han bærer selv ansvaret for, hvordan han vil tale, men han vælger ikke selv, hvad han skal tale om.

Han modtager sin opgave. Det er naturligvis tydeligst ved selve den grundomstændighed, at søndagens tekster ikke er blevet valgt af præsten, men forelagt ham som de stykker fra den Hellige Skrift, der nu kalder på oplysning, så de kan hjælpe dem, der lytter, med at blive levende.

Præsten slår op i vores alterbog og modtager grundlaget for sin tale. For der skal ikke siges, hvad som helst på en prædikestol. Der skal forkyndes kristentro med afsæt i dagens tekster.

Men jo ikke kun det. Mange præster – og vist også mange kirkegængere – har en klar fornemmelse af, at der også kræves andet og mere af præsten end en god udlægning af dagens tekster, sådan som de står skrevne i Bibelen.

Det er ikke bare teksterne selv, der skal opklares i egen ret; det er også deres sammenvævning med vores liv, der skal bringes til at lyse. For hvis den gamle bog ikke læses sammen med vores virkelighed, vores historie og vores skæbne, så er den en død og lukket bog – og ikke begyndelsen på vores åbne historie med den levende Gud.

Ja, I véd det jo allerede, for I er danske og kender lydene fra folkets liv, så I forstod klangen i de indledende ord:

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.

Det er jo begyndelsen på det sidste vers af vores befrielsessang En lærke letted – skrevet af en god mand med det ydmyge navn Mads Nielsen, og siden da et fælleseje, som tilhører alle danske. Både dem, der levede under besættelsen – og os, der nu lever med folkets minder om den og har ansvaret for at synge disse minder videre.  

Det er en vidunderlig sang, som både er et vidnesbyrd om den tid, der var, og en udpegning af et grundforhold, der også er virkeligt i dag. Den handler – ligesom dagens tekster – om trængsel og udfrielse. De første to vers sprudler af glæde. De minder os om lærkesang, klokkeklang – og børnefødsler:

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Glædes-timer, frimands-kår og folkets flag, der duver og svajer i en forårsbrise. Den velkendte klang fra Danmarks tusind tårne. Det er så sanseligt, og når det synges til hjertesprogets øre, kan det blive så virkeligt og virkningsfuldt – også for den, som ikke selv gennemlevede besættelsens fornedrelse. Historiens sange lyder for alle de levende.

I sangens tredje vers sker der en glidning fra øjebliks-glæde til smertelig erindring. Vi kender verset, og nogle af os har ofte grædt gode tårer, når vi sang det – og faktisk lyttede efter, hvad vi sang:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

De tapre døde – hvem kan synge de ord uden at føle noget? Ja, det er der desværre en del nutidige, der kan, for vi lever i en forrevet tid, hvor minderne er svækkede – hvor mange mennesker ikke længere forstår sammenhængen mellem heltegrave og spædbarnsvugger.

Men her skal der naturligvis ikke belæres. For vi er her jo af samme grund: Vi er her, fordi vi er levende mennesker med sans for sammenhæng og længsel efter liv – både for os selv og dem, der kommer efter os.

De tapre døde havde navne. Det er navne, hvoraf mange nu er glemte, men – synger vi med Mads Nielsen – deres navne lever alligevel videre i Danmarks navn.

Når vi siger navnet: Danmark, så tænker vi på dem, der var her før os – og som udgød deres helteblod over vores jord, så vi kunne arve den i frihed. Vores fortid lever af deres livsvilje, kampvilje og offervilje – og vores fremtid har sine rødder i minderne om dem. For vi er med i den samme historie, som de var.

Så vi takker dem. Vi takker de døde for deres livsduelige død, og vi takker dem, der sad – og dem, der nu sidder – med tunge savn, fordi deres kære gav alt for det fælles.

Alt dette tilhører den almindelige erfaring. Det kan føles af den, som har et menneskehjerte – og sangens overgang til salme er ikke et brud, men en stille glidning ind i det usynlige:

Gud trøste dem, der har lidt og stridt.

Ja, det synger vi hver gang, vi åbner munden til fejring af friheden – for når en folkelig sang nærmer sig sin afslutning bliver den ofte til en salme. Sådan er det med mange af sangene i højskolesangbogen: De begynder i det sanselige – i naturen og historien – og glider så frem mod det usynlige, frem mod den tærskel, hvor den syngende kan møde troen på den levende Gud som den fadermagt, der selv vil føre sit folk gennem historiens storme.

Det sidste vers er entydigt håbefuldt:

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.

Nu er det forår og Danmark frit, for den levende Gud har selv løst os fra lænkerne. Han har styrtet de stoltes riger – og han vil gøre det igen og igen.

Den tro har båret Danmarks liv i verden – og hvis Danmark skal fortsætte med at leve, må den vågne igen.

Vi tror, at den vil vågne:

For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke sin trængsel af glæde over, at der er født et menneske til verden.

Det er gode ord, som vi i dag har hørt fra skriften. Ord til tiden. Ord til tro, til håb, til kærlighed – til vilje, til mod og til styrke i alt det, der kommer.

Hovedsagen for os, der er kristne, er det samme, som den altid har været: at Jesus led for at hellige folket med sit blod.

Så lad os da gøre, som vi rådes til i Hebræerbrevet; lad os gå ud til ham uden for lejren og bære hans forhånelse. Lad os stå ved vores tro på den usynlige, lad os synge, så det kan høres, at vi sætter vores håb til ham, der vogtede Danmark så længe – ham, hvis bue endnu har klangfulde strenge.

Lad os gøre os umage med fortsat at elske vores grønne lunde; lad os gøre, hvad vi nu kan for, at der altid må være sang i skoven, lad os finde ind til hinanden og være sammen om troen på en Fader foroven – en Gud, der råder for Danmarks sag!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden –
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed. 

Amen.  

Skriften
Esajas 54,7-10
Hebræerbrevet 13,12-16
Johannesevangeliet 16,16-22

Klangen
Vågn op, og slå på dine strenge, 745
Udrust dig helt fra Golgata, 536
Et vidste han om vejen frem, 173
En lærke letted og tusind fulgte
O, kristelighed, 321
Kraften fra det høje, 287
Jesus Krist, du gav mig livet, 474
Som forårssolen morgenrød, 234


Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst og desuden ph.d.-stipendiat i tysk på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med Schopenhauer-receptionen i dansk åndsliv. Han skriver om kampen og livet, om Danmark og det danske – og om den gamle åndsvirkelighed, som lever i billedernes verden og altid bliver ung igen, når den lille Loke tier, og hjertet begynder at lytte.