Tidsånd

14. april 2017
5 minutters læsetid

Tidsånden dikterer, at højrefløjen inkarnerer ondskaben selv, imens venstrefløjen repræsenterer fremskridt og godhed. Men måske befinder vi os på tærsklen af et paradigmeskifte.

Af Martin Paludan-Müller

Rumænien i december 1989. Vor Ridder af Elefantordenen, Nicolae Ceaușescu, på trappen til sit prangende palads: hører det uhørte, skuer det usete. Ikke hans folk, men tusinder af udyr demonstrerer vredt imod folkedemokratiet, hans folkefolkestyre!

Arbejderklassens fremragende søn, vores elskede kammerat Nicolae Ceaușescu skal du kaldes. Folkets sjæl inkarneret, politisk livgiver, godheden selv. Men nu dette sorte hul: Hvem er disse tusinder, der stædigt nægter at forstå fremskridtet, når de bliver skudt på og fortsat demonstrerer imod sig selv? Ukrudt i din have! Du griber til ord, der altid har virket. Smilet usikkert blafrende, armen løftet: Socialisme, kammerater, er vores fremtid – solopgangen i vort rigsvåben! Vi kæmper for evigt solidarisk sammen!

Under normale omstændigheder bør der nu ifølge referaterne udbryde det velkendte ”stormende, vedholdende bifald”. Du hører kun en tirret summen, ser kun vrede ansigter, som ikke vil spejle dit. Det er da vel ikke muligt! Jo, det umulige sker. Omkring! Nu! Op ad trappen, hurtigt, helikopteren på taget, din sidste livline!

 

Dagen efter står du fanget, Nicolae, en mørk frakke i vintermørket, foran en standret, med Elena, din dronning. Elena, æresdoktor i kemi, mundhugges med socialismens fjender: ”Taler I sådan til jeres præsident!” Du griner blot fåret, genkender jo deres grovhed. Nu er du kun præsident i to hoveder, minutter senere uden en tanke.

Alle Rumæniens boghandlere har i ét nu fjernet Ceaușescus samlede værker fra vinduet. Dagen blæser på et udslidt paradigme: helt væk – det er sket! Tror nogen endnu på i går? Ja, hvem kan overhovedet rumme en tidligere totaltilstand? Mens den herskede, kunne ingen overskue den, øjne dens omrids og begrænsning udefra, endsige et alternativ; alt var syltet ind. God morgen, hvad var det egentlig for noget?

Højre/venstre-paradigmets fald?

Ethvert totalparadigme, enhver ”tidsånd”, er også tabuisering af spørgsmål og tanker på tværs: Ha! Spiser du suppe med en gaffel? Har man levet i nogle årtier, kan man have set eller bare mærket flere paradigmer falde sammen. Findes overblikkets Olymp?

I snart 50 år har moralkompasset vist højre- eller venstreorienteret – ser vi nu mønsteret opløses i selvmodsigelser? Det første: et forvokset skældsord at dukke hovedet for. Det andet derimod har ejet godhed og fremskridt i umindelige tider. I et dominerende paradigme kan man være trygt etableret godhedsejer, elsket af mikrofonholdere, fotograferet med himmelskuende åsyn eller skabende politikerhænder: Vores fremtid!

Ukrudt i haven

Stemmer mange uden for de andægtiges byer på kontroversielle politikere eller imod et fremskridt, vanker der lyndiagnose: De har stemt imod sig selv og oplysningen, de magter ikke udviklingen – som vi må forklare bedre. Men støtter mange vigtige bymennesker et parti med plads til skamløse beundrere af massemorderne Stalin og Pol Pot, har vi hverken brug for diagnoser eller højtidelig afstandtagen på sociale medier. Partiet er ven med godhedsejerne og folket via den mytiske patos fra 1789 (ikke 1989), og med arvegodhed og arvepatos kan man roligt udskamme den syndige højrefløj.

I paradigmet udnævnes alene kritik af ideologien islam til en højreorienteret fobi, mens det jo er venstreorienteret fornuft at kritisere kristendom.

Nu har man igen set gode dukse gribe til belærende tabuisering for at fastholde grebet om tidsånden. Masseovergrebene i Köln og andre byer måtte ikke have noget med gerningsmændenes kultur og slet ikke religion at gøre. Ud fra dette aksiom udskammedes enhver påstand om sammenhæng som hvide mænds territoriekamp mod brune mænd. Under det ligegyldige hudlag ser vi – de gode samt de sande ofre – jo det virkelige onde: mænd, for resten typisk netop hvide, hvis kritik af andres religion med tilhørende kultur derfor blot er racisme, typisk for højrefløjen. Pyha! – trods al statistik om visse tilvandreres groteske andel i voldtægtssager ånder tidens vi på afstand lettet op.

Ofre for social baggrund

Dogmefæstet skal visse nationers enorme overrepræsentation i grov kriminalitet forstås og opgøres korrigeret kraftigt nedad: De er jo ofre for social dårligdom. En vis – moralsk set – forventelig taknemmelighed hos sådanne flygtninge eller deres børn må derimod aldrig korrigere det godhjertede regnestykke opad. Selv efter alle sociale regnekunster står nogle grupper dog statistisk flere gange oftere for grovhederne end etniske danskere. Nu er det, at de venligste belærer os om, at allerede korrigerede tal let kan forklares ud fra – gæt selv: gerningsmændenes sociale baggrund, hverken religion eller kultur. Og vietnameseres gode opførsel tæller ikke!

For nylig har man set forslag om at begrænse paradigmefjenders taletid i medierne. De er jo hadefulde populister – Tal pænt, I ”skimlede kældermennesker”! En skrev i en rar avis, at vi ikke bør lytte til de populistiske politikere, der vil begrænse den urørlige indvandring af erfaringsmæssigt belastende grupper. Nej, ret al opmærksomhed mod eksperter fra lande med gode erfaringer med integration! Øh, Sverige eller Frankrig? Tåge er ingen hindring: En tinsoldat står fast!

At ingen større muslimske grupper i 1400 år er blevet harmonisk integreret i nogen ikke-muslimsk population kan umuligt anfægte radikales gamle tro på hygge og fred med ufredelige renhedsideologier. Glem detaljen med, at døtrene aldrig må stifte familie med de urene ikke-muslimer – motoren i den dominerende fromheds demografiske sejrstog, hvis børn automatisk på livstid som muslimer viderefører apartheid.

Højreorienteret fobi

I paradigmet udnævnes alene kritik af ideologien islam til en højreorienteret fobi, mens det jo er venstreorienteret fornuft at kritisere kristendom, som dog i udgangspunktet gik lodret imod farisæernes herskende paradigme, Det Gamle Testamentes lovreligion: ”Den, der er ren, kaster den første sten” kaster individet tilbage i moralsk selvbesindelse og peger frem mod en humanisme, som jeg ikke finder i den uantastelige Koran med dens talrige opfordringer til drab på os vantro – og enhver, der kritiserer dens ord.

Men humanismen forstenede i dogmatisk konvention og abstraktion. Tidens ideologi har tykke abstrakte gulvtæpper at feje upassende kendsgerninger ind under. Begår visse indvandrere vildt mange voldtægter, sågar i store grupper, handler det om mænd. Er etniske grupper særligt ofte voldelige, skyldes det sociale problemer: Voldsmænd er udsatte – ansvarsfrie ofre for et nådesløst samfund, må man forstå. Og påbyder en indtrængende tro og dens forkyndere drab på homoseksuelle, utro kvinder, frafaldne, kritikere og vantro generelt, må der tales abstrakt om forbigående problemer med religion. At kritisere en ideologisk tro, hvis tilhængere i gennemsnit er mørkere i huden end danskere flest, er nemlig racisme, skønt dens ofre tit har samme farve. At kritisere en ideologi, der forhindrer millioner i at blive individer – i selv at vælge livsværdier og ægtefælle – skal kaldes krænkelse af individer, skønt tilhængerne kun kan føle sig krænket af ideologikritik i samme grad, som deres individualitet i forvejen er krænket og lammet af ideologien.

Foran et paradigmeskift

Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud. Lad os ikke håbe på folket, allerhøjst en bund af sund fornuft og moral.

Akademikere kommer frem ved at sige og skrive det rigtige – eller lurepasse; hvor ofte har de har siden ”Stalinismens fascination” vist sig rystende konforme, politisk dumme eller fejt snedige: stuerene blot ved at vente, til det er for sent! Til gengæld ejer de skældsordet populisme.

Følehumanister er den første art på Jorden, der forsøger at overleve uden mønstergenkendelse. De er sågar ude af stand til at genkende antihumanisme.

Det er svært at kende sig selv bag tidsånden. En medstuderende udbrød – med alle tegn på moralsk forargelse: ”Hvor er du moralsk!”

Martin Paludan-Müller er cand. mag. i dansk, filosofi og lingvistik og tidligere dansk lektor i Prag og Sankt Petersborg, nu i Osaka. Udgav i 2009 haiku-samlingen ‘Stilleleg’.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside