Film: The Untamed

Et mystisk væsen fra det ydre rum er landet midt i det konservative, mexicanske samfund, hvor forstokkede kønsroller og reaktionær moralisme holder mennesket fra at realisere dets inderste, dyriske længsler. Snart er værdierne i skred.

I filmen møder vi den smukke Alejandra ”Ale”, der lever i ægteskab med tabermanden Ángel og deres to børn. Ángel er en mand af den mest primitive slags, hvis mentale udvikling lige akkurat rækker til, at han kan tisse stående og drikke øl af flaske samtidig. Så sørgelig er han, at han konstant er nødt til at bekræfte sin eget værd som “rigtig” mand ved at være nedladende og grov over for dem, der i hans øjne er mindreværdige, hvilket vil sige kvinder i almindelighed og homoseksuelle i særdeleshed. Dette går særligt ud over Ales bror, den venlige og omsorgsfulde Fabian, der er homoseksuel og arbejder som sygeplejerske på det lokale sygehus.

Det afsløres dog hurtigt, at Ángels udadreagerende og perverterede maskulinitet skyldes, at han er seksuelt frustreret, fordi han selv er til mænd, men ikke kan forene dette med det billede af en ”rigtig” mand, som han i øvrigt har, og som konstant bekræftes af hans dominerende mor. Ángel er Ale utro med Fabian og skammer sig over det alt i mens Ale, som han ikke er i stand til at give nogen seksuel tilfredsstille af betydning, onanerer i brusebadet for blot at få en smule fornøjelse ind i den trivielle dagligdag.

Den almindelige trummerum i ægteskabet ændres radikalt, da Ale møde Verónica, der fortæller hende om det mystiske væsen, der bor i en hytte i skoven, og som kan tilbyde ren, seksuel nydelse, som hun aldrig før har oplevet den. Ale opsøger det mystiske væsen, der er et blækspruttelignende uhyre med utallige tentakler, som det kan bruge til at stimulere alle kroppens erogene zoner. Efter første besøg er Ale som forvandlet. Et nyt menneske. Snart ligger hun igen og vrider sig af vellyst i urkraftens fangearme.

Men det hele er næsten for godt til at være sandt. For en dag findes Fabian myrdet efter at have været ude hos væsnet i hytten, der tilsyneladende kan tilfredsstille alle jordens skabninger, uanset køn. Mistanken retter sig mod Ángel, der i frustration over at være blevet droppet af Fabian, har sendt denne nogle stærkt kompromitterende sms-beskeder. Snart er Ángel sat fast; og Ale er fri til at realisere sine inderste længsler. Men begæret har sin pris, og som bekendt blev Tannhäuser aldrig lykkelig i Venusbjerget. Snart dukker der flere lig op.

The Untamed, eller ”La región salvaje”, som filmen hedder på spansk, handler om seksualdriften som den dyriske urkraft, der forener alle jordens skabninger på tværs af køn, kultur, normer og religion. Ifølge Bo Green Jensens informative anmeldelse i Weekendavisen (nr. 52 af 30. december 2016, Kultur, s. 7), betyder titlen egentlig ”Det vilde område”. Og det giver mening, når uhyret i skoven sættes i modsætning til civilisationens normer, der har ”tæmmet” det dyriske menneske. I naturen og seksualiteten er mennesket omvendt utæmmet og frit. I den forstand minder The Untamed om Lars von Triers Antichrist (2009), hvor hovedpersonerne også opsøger noget dyrisk ude i den vilde natur. Visuelt synes naturbillederne hos instruktøren, spanske Amat Escalante, også at stå noget i gæld til von Triers film, der så igen trækker på Andrej Tarkovskijs Zerkalo (1975). I sin tematik, seksualitet, ligner filmen unægteligt von Triers Nymphomanic (2013), men er dog også meget forskellig fra denne. Hvor von Triers film mere er et langt epos om en kvinde, der vælger et liv i lysterne og lasternes vold, er The Untammed mere en fortælling om et samfund, hvor dette valg ikke er en reel mulighed på grund af forskellige kulturelle normer.

Det gode først. Filmen er spændende og ret effektivt fortalt. Det er ikke klart, om der virkelig er tale om et uhyre i skoven, eller om det blot er de underkuede, der hallucinerer sig væk fra den mandschauvinistiske og homofobiske dagligdag. Uhyret er effektfuldt og vistnok skabt af danske specialeffektfolk. I starten får vi det kun at se antydningsvist, og først sent i filmen får vi at se, hvordan det i al sin vælde omslutter og hensætter Ale i en næsten narkotisk lystrus.

Rigtig godt er også skildringen af personerne. Escalante er dygtig til at vise os dem med simple virkemidler, men undgår de værste karikaturer. Det ville eksempelvis have været ret let at vise Ángel som en bølle, der banker og voldtager sin grædende hustru og lignende, men Escalante forfalder heldigvis ikke til den slags primitive virkemidler. I stedet for skildres han meget mere subtilt som en ynkelig tumpenakke igennem hans måde at gå på, hans måde at drikke øl og spise på og så videre. Som opgør mod reaktionær moralisme og forfægtelse af seksuel frigørelse fungerer filmen troværdigt og godt, fordi den netop undgår de værste stereotyper og karikaturer.

Når det er sagt, så undgås karikaturerne ikke helt. Kvinderne og den homoseksuelle Fabian er selvstændige og handlekraftige, venlige og imødekommende, men holdes nede af undertrykkende kulturelle normer og familieværdier og en destruktiv machokultur og perverteret maskulinitet. De heteroseksuelle, ”rigtige” mænd er derimod skildret reaktionære, ufølsomme, tumpede og lettere ynkværdige. Dette gælder i særdeleshed Ángel, der er blevet perverteret, fordi han ikke kan realisere sin seksualitet frit på grund af samfundets normer. Det samme gælder hans forældre, der konstant minder ham om, hvordan en ”rigtig” mand er, og hvordan en ”rigtig” familie bør se ud. Dette valg kan delvist forsvares på grund af filmens budskab, men det havde været rigtig interessant, hvis Escalante havde skildret undertrykkerne mere nuanceret og prøvet at forstå deres væremåde.

Til det mindre gode hører også, er at Escalante ikke helt formår at realisere sin hybrid mellem socialrealisme og skrækfilm på helt troværdig vis. Det gælder egentlig ikke så meget i den forstand, at det virker utroværdigt, at der pludselig lander et uhyre, der minder menneskene om, at de i sidste ende blot er dyr med behov, men mere i den forstand, at han aldrig rigtig formår at samle alle trådene til sidst. Filmen slutter alt for brat og uafklaret. Filmen synes, som beskrevet, at foreslå, at et liv i drifternes vold har sin pris, men dette spor granskes ikke helt nok. Filmens budskab er tilsyneladende, at mennesket har behov for at blive ”tæmmet” af civilisation, moral og normer, men at dette ikke må gå for vidt og blive undertrykkende. Vi skal altså finde en form for mellemvej, hvilket vist også er budskabet i de nævnte von Trier-film. Men det sidste sættes aldrig rigtig på spidsen, og filmen bliver derfor til syvende og sidst blot endnu en af mange film om hvordan forskellige persongrupper (kvinder, homoseksuelle, minoriteter m.v.) holdes nede af undertrykkende normer. Den er dog stadig godt fortalt og ret original i sin måde at behandle emnet på. 7/10