Film: Krig og fred

Det er ikke så ofte, at man oplever en fyldt biografsal til andet end en premierefilm. Men det skete i søndags, hvor Cinemateket var vært for et 9-timers arrangement, der havde visningen af den 7½-time lange filmatisering af Lev Tolstojs Krig og fred på programmet, der blev indspillet i Sovjetunionen i 1967 med Sergej Bondartjuk som instruktøren. De i alt godt 11 kilometer 35 mm-filmstrimler var udlånt af British Film Institute. Arrangementet havde været totaludsolgt i henved en måned. Undervejs var der indlagt tre pauser, hvor der blandt andet blev budt på russisk vodka, borsjtj samt det mere danske ”kaffe og kage”. Det hele blev indledt med et kort foredrag om bogen og filmen af Marie Tetzlaff.

Vojna i mir er på alle måde et kæmpeværk af så ekstreme dimensioner, som uden for Hollywood vist kun lader sig realisere i en af verdenshistoriens mest berygtede diktaturstater. Filmen tog seks år at indspille, hvilket er stort lige så lang tid som Tolstoj i 1860erne brugte på at skrive de mere end 1400 sider, der udgør det litterære forlæg, der udspiller sig i Rusland under Napoleonskrigene. I Sovjetunionen var man ikke begejstret for, at Hollywood allerede i 1956 havde lavet en forkortet version af samme værk (med Audrey Hepburn og Henry Fonda), der var blevet ret så populært blandt den almindelige sovjetborger. Det kunne og skulle selvfølgelig overgås. Alle sejl blev sat til, og Bondartjuk fik stillet det enorme sovjetiske statsapparat til sin disposition. Den røde her skulle levere statister, statslige fabrikker skulle sy uniformer, og statslige historiker blev sat til at grave så mange detaljer frem om Rusland i starten af 1800-tallet, som det overhovedet var muligt.

I omfang kan Krig og fred uden problemer måle sig med andre af filmhistoriens monumentale udstyrsstykker, eksempelvis Intolerance (D. W. Griffith, 1916), Die Nibelungen, Metropolis (begge Fritz Lang, henholdsvis 1924 og 1927), Ben Hur (William Wyler, 1959) og Cleopatra (Joseph L. Mankiewicz, 1963). I Metropolis brugte Fritz Lang eksempelvis 30.000 statister, i Krig og fred anvendtes 120.000. Hertil kommer nærmest uhyrlig detaljerigdom. Eksempelvis marcherer soldaterne i historisk korrekt takt – henholdsvis 75 skridt i minuttet for russerne og 120 skridt i minuttet for franskmændene.

Filmens credo kommer både som de første og sidste ord, fortælleren udtaler. Her citeret fra de engelske undertekster:

”Thoughts that have important consequences are always simple. All my thinking could be summed up with these words: Since corrupt people unite among themselves to constitute a force, honest people must do the same. It’s as simple as that.”

Der er meget at se på i Krig og fred, og man keder sig aldrig rigtigt i de 7½ time, hvor der er en hel del personer og intriger at holde styr på. Filmen følger en række russiske adelsfamilier og deres forskellige sorger og glæder både på og uden for slagmarken fra omkring 1805 og indtil skæbneåret 1812.

Filmen fungerer klart bedst når kameraet flyver over de endeløse rækker af soldater marcherende igennem de ligeså endeløse russiske landskaber. Eller når det uden at der udveksles et ord flyder rundt mellem gæsterne til et bal og viser os det bedste og værste af den ekstreme dekadence, som den russiske adel udviser i sine næsten vulgært udsmykkede kæmpepaladser. Dér hvor fascination og væmmelse balancerer hårfint på en knivsæg.

Det er lidt skægt at se, hvor meget der i det kommunistiske Sovjetunionen gøres ud af at vise den pragt, der fandtes hos overklassen i det gamle Rusland. Det er tydeligt, at man har en eller anden fascination eller stolthed over den fortid, uanset at den virkelighed, man skildrer, ligger meget langt væk fra, hvad Sovjetunion – i sin egen selvforståelse – var. Det højtbesungne folk ser man ikke meget til. Hele filmen foregår stort set udelukkende blandt overklassen. Man har på ingen måde forsøgt at opfinde en helt fra de mere jævne samfundslag, men lavet en nærmest 1:1 indspilning af bogen.

Mens filmen fungerer rigtig godt i de store scener, har den det lidt sværere med de mere intime passager, som filmen også er rig på. Her begiver filmen sig alt for ofte til blot at læse høj fra Tolstojs bog frem for at give ordet til karaktererne. Mange af skuespillerne har i øvrigt lidt for ofte en tendens til at overspille. Eksempelvis række begge hænder i vejret og råbe og skrige mod himlen, når de hører, at en af deres nærmeste er døde i krig. Mange gange kunne filmen gøre mere ved at gøre mindre. Tetzlaff påpegede under sin introduktion, at de forskellige karakterer heller ikke ligner rigtig overklasse, men mest af alt blot nogle russiske arbejdere, der har fået fint tøj på. Mere præcist kan jeg ikke udtrykke det.

Den store styrker ved filmens længde er, at man godt som tilskuer kan nå at forholder sig til de mange handlingstråde og man har også god tid til at lære de forskellige karakterer og familier at kende. Man mærker også det episke sus, når de store begivenheder tager form, udfolder sig og skaber verdenshistorie. 8/10

På grund af den store interesse gentager Cinemateket arrangementet igen den 15. januar 2017. Hold øje med hjemmesiden for mere information. Der er vist ikke mange andre chancer for at se filmen, der mig bekendt ikke er i almindelig handel eller omløb.

Stort set alle detaljer om Krig og fred i dette indlæg bygger på Cinematekets programartikel samt Marie Tetzlaffs introduktion til filmen.