Grundlovsdag: Hvad havde I regnet med?

Den 28. juli 2016 er det 150 år siden vedtagelsen af 1866-grundloven, som eftertiden har stemplet som et demokratisk tilbageskridt. Men i dag stilles der atter – ligesom for 150 år siden – spørgsmålstegn ved folkeflertallets legitimitet: En politisk og akademisk elite karakteriserer folket som for dumt eller for ondt til at stemme. Hvilke konsekvenser får det for folkestyret?

Af Jens Wendel-Hansen

På denne dag i året 1866 kørte to standsmæssige personer til Amalienborg. Deres ærinde var væsentligt, deres miner alvorsfulde, deres forventninger dog ikke store.

En lukket dør

De to herrer var Grundtvig og Tscherning. Deres ærinde var at gøre brug af den sidste mulighed, de havde for at forhindre kongen i at sætte sin underskrift på et dokument, hvis betydning i en uoverskuelig fremtid ville blive afgørende for det danske samfund, for dets politiske og sociale udvikling, men også for den helt almindelige danskers forhold til sine medborgere, sin nabo, sin familie, sine venner. De to ville forhindre stadfæstelsen af Danmarks Riges gennemsete Grundlov.

Men de mødte en lukket dør. Grundlovsændringen blev en realitet med kongens underskrift på denne dag for 150 år siden. Den væsentligste ændring var, at landets største indtægtsnydere og skatteydere – i høj grad den danske godsejerstand – fik en afgørende indflydelse på sammensætningen af Rigsdagens førstekammer, Landstinget.

Et demokratisk tilbageskridt?

I den danske historieskrivning står Den Gennemsete som et demokratisk tilbageskridt – en parentes i den danske demokratihistorie. Man kan på den baggrund stille sig selv det spørgsmål, hvori relevansen består i overhovedet at skænke denne begivenhed nogen som helst opmærksomhed.

Jeg mener, at begivenheden i allerhøjeste grad er aktuel.

Når disse to liberale personligheder blev holdt ude, var det fordi en mere forhandlingsvenlig gruppe liberale efter langvarige diskussioner havde kunnet acceptere mere konservative elementers argumenter om, at de konservative garantier i den gældende grundlov fra 1849 var for svage og skulle ændres. Dermed mentes, at Landstinget, der var valgt ved almindelig valgret ikke havde vist sig at kunne være et tilstrækkeligt forsvar for det bestående. Skønt det skete med store forbehold, så gik man altså på kompromis med den almindelige valgret.

Indvendinger imod den almindelige valgret

At visse liberale grupper overhovedet kunne overveje at indgå et kompromis i denne sag, må man læse på den måde, at de spørgsmålstegn, der blev stillet ved den almindelige valgrets gavnlighed som bærende valgprincip, faktisk af de liberale blev betragtet som legitime, også selvom de ikke var enige i dem. Argumenterne, der fra forskellig side blev ført i vælten for en styrkelse af Landstingets konservative præg, var præget af forskellige tanker, men fælles for argumenterne var det, at man ikke anerkendte, at flertallets stemme i sig selv var legitimerende.

Både parlamentarismens indførelse og 1915-grundlovens knæsætning af den almindelige valgret som det bærende politiske princip var reaktioner mod 1866-grundlovens ulighed og skete på baggrund af en europæisk udvikling, hvor folkeflertallets stemme i sig selv legitimerede, at en beslutning dårligt kunne modsiges. Et mere klart eksempel var det, da den liberale britiske premierminister H.H. Asquith i 1910 greb til den blot årtier tidligere utænkelige løsning at true det ikke-valgte Overhus med at udpege en række regeringsudnævnte peers, som ville sikre regeringen flertal i Overhuset for et lovforslag, der skulle begrænse Overhusets magt, og som havde solidt flertal i det valgte Underhus. Dette førte til, at Overhuset makkede ret og selv gennemførte forfatningsændringen i 1911. Tidligere var dette afgjort blevet betragtet som en manglende respekt for Overhusets forfatningsmæssige position, men folkeflertallets legitimitet tillod Asquith at handle, som han gjorde.

I dag ser vi, hvis ikke en tendens, så i hvert fald et fænomen, hvor en politisk og akademisk elite er begyndt at gå i den modsatte retning og stille spørgsmålstegn ved denne folkeflertallets legitimitet.

Jeg taler ikke om det forhold, at man som menneske udtrykker misbilligelse af en given beslutning. I en sådan kan sagtens ligge en accept af beslutningens legitimitet. Legitimiteten udfordres, når der stilles spørgsmålstegn ved meningsfuldheden af folkets besvarelse af spørgsmålet. Det er der en række nutidige eksempler på, som overordnet set deler sig i to: Folket har svaret dumt, og folket har svaret ondt. Jeg vil behandle dem en ad gangen.

Folket har svaret dumt

I dens milde facon er det synspunkt, at folket har svaret dumt, hyppigt kommet til udtryk ved, at en ledende politiker – ingen nævnt, ingen glemt – efter at konstatere, at et valg eller en afstemning er gået vedkommende imod, har forklaret det med, at politikeren og dennes allierede må have været for dårlig til at forklare sit synspunkt. Her er den grundlæggende antagelse altså, at det alene må have været kommunikationen, ikke sagen, den er gal med.

Mere intensivt kommer denne opfattelse til udtryk hos eksperter, der fremhæver deres manglende forståelse af en given begivenhed, hvormed de ønsker at sige, at den enkelte begivenhed var dum. Professor Marlene Wind leverede et glimrende eksempel på dette i en artikel i Danish Foreign Policy Yearbook fra 2012, hvor hun forklarede VK-regeringens udfordring af Schengen-samarbejdet med planen om indførelse af grænsebomme ikke ved at forsøge at analysere, hvordan regeringen forsøgte at forklare overensstemmelsen de to ting imellem, men ved at fastslå, at hun ikke kunne forstå, hvordan det ikke var indlysende, at der herimellem var en diskrepans. Artiklen har den sigende titel ”The Blind, the Deaf and the Dumb”.

Fænomenet var i den grad til stede ved den netop afholdte afstemning i Storbritannien, hvor Det Forenede Kongerige stemte sig ud af EU. Mest markant ved spekulationerne om, hvorvidt regeringen kunne tilsidesætte afstemningsresultatet af den formelt vejledende afstemning, altså overse folkeflertallets legitimitet ved at henvise alene til det strengt legale, eller ved den underskriftindsamling om en omafstemning, der fik flere millioner underskrifter.

Samlet set undergraves hele ideen om folkeflertallets legitimitet ved, at en række politiske og akademiske personligheder undlader at forholde sig til, hvorfor folkeflertallet eller dets repræsentanter agerer, som det gør, men at de i stedet bebrejdes, at de ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, hvilket – må det antages – ville have ført til en anden og klogere beslutning.

Folket har svaret ondt

Har folket imidlertid svaret ondt, så er det ikke længere et kløgtspørgsmål, hvilket vel er slemt nok, men et moralsk spørgsmål. Dette kom f.eks. til udtryk ved den omfattende skamme-kampagne på sociale medier efter det sidste folketingsvalg, da mere end en femtedel af den danske befolkning stemte på Dansk Folkeparti. I denne diskussion har det ’umenneskelige’ hyppigt været nævnt. Kan man dømme en del af vælgerbefolkningen ude af det menneskelige, så stilles automatisk også spørgsmålet om deres ret til medbestemmelse i det hele taget.

En særlig variation af denne moralske diskvalifikation – det er min tolkning – var det, da Tore Vincents Olsen i Information hævdede, at briterne i forbindelse med den allerede nævnte afstemning havde ageret udemokratisk ved at stemme sig ud af EU, fordi det begrænsede de øvrige EU-landes demokratiske debat med Storbritannien, som nu skulle foregå igennem mindre demokratisk kontrollerede udenrigsministerielle kanaler. Her blev den britiske beslutning endnu engang ikke forsøgt forstået, men alene moralsk hængt ud, og at være udemokratisk er i dagens Europa en hård beskyldning.

Folkeflertallets legitimitet i demokratiet

Under diskussionerne i Den Grundlovgivende Rigsforsamling i foråret 1849 blev en sådan tvivl over for folkeflertallets legitimitet ytret ved at fremhæve, at den almindelige befolkning enten ikke var dannede nok eller i besiddelse af den grad af personlig selvstændighed, der skulle til for at sikre sig imod at falde for demagogernes liflige tale eller at stemme ud fra sine egne økonomiske interesser. Er alt dette ikke vedvarende en fare ved demokratiet? Det ville være småt begavet at hævde det modsatte, men accepten af demokratiet som den bedste styreform – hvad enten det er i mangel af bedre eller i idealistisk begejstring – sker på den baggrund, at man mener, at der ligger en egen legitimitet i folkeflertallets besvarelse, en legitimitet, der er større end den, teknokratiet, monarkiet eller aristokratiet kan stille. Hvorfor skulle styreformen ellers være den bedste?

Legitimitetens udfordrere har imidlertid ikke, i hvert fald ikke i øjeblikket, nogle af de klassiske forfatningsmæssige instrumenter at kæmpe med, som de konservative elementer appellerede til i 1866. At sammensætte en kontrolinstans, der repræsenterer disse eliters dom over folkeflertallet, er ikke på tegnebrættet. Disse eliter står således alene tilbage med deres argumenter. Man kan dog meningsfuldt spørge, hvilken effekt disse eliter tror det har, at dele af vælgerbefolkningen får tudet ørene fulde af, at de er småt begavede eller decideret ondsindede.

En trussel imod demokratiet

Jeg vover at svare: En sådan adfærd ødelægger den folkelige samtale og i sidste instans den folkelige solidaritet. Den er ikke bare afgørende for demokratiets overlevelse, men afgørende for forfatningens enhed med alt, hvad den indeholder, da denne netop springer af den folkelige enhed, som den omfatter med sine rettigheder og pligter.

For 150 år siden gennemførtes en grundlovsændring, fordi man ikke fandt, at folkeflertallets legitimitet var nok for det gode styre. Men formålet, som det blev udtrykt af forligsparterne, var at forsøge at danne en grundlov, hvor hele folket, ikke blot dets flertal, havde en vægtig stemme og som kunne være med til at sikre landet en rolig og ensartet udvikling – en tanke, der set i bakspejlet og i den givne situation mislykkedes så eftertrykkeligt. Brugen af Grundloven fra forskellig side førte til splittelsen af folket.

Den udfordring af folkeflertallets legitimitet, som vi nu ser, har ikke den samme forfatningsmæssige implikation, men kan sagtens få de samme konsekvenser, måske større, for folkets enhed. Disse er ikke gemt bag ordene om hele folkets repræsentation, men dømmer dele af folket ude og kan ende med et langt større og varigere skel, end Forfatningskampen gjorde.

På baggrund af en hård kamp fra liberale og socialistiske bevægelser har man i Europa fået etableret en bred demokratisk styreform, hvor magten ligger hos de folkekårne. Dette system har en bred opbakning. Man kan endog meningsfuldt stille det spørgsmål, om det overhovedet kan tages alvorligt at tale imod det. Til alle de mennesker, der på den vis undergraver legitimiteten i de beslutninger, der træffes alle vegne, men samtidig kalder sig selv demokrater, kan man meningsfuldt stille det spørgsmål: Hvad havde I regnet med? Hvad tror I, demokratiet er?

God gennemsynsdag!

Jens Wendel-Hansen er ph.d. i historie, adjunkt ved Grønlands Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.