Min svanesang – og KU’s

Formanden for Konservativ Ungdom i Vejle, Mikkel Bjørn Sørensen, er sammen med to andre blevet ekskluderet på Konservativ Ungdoms Landsråd. Mikkel Bjørn Sørensen redegør her for forløbet og bringer sin forsvarstale fra Landsrådet.

Af Mikkel Bjørn Sørensen

Konservativ Ungdom har i årevis været at betragte som en uafhængig organisation, der, i kraft af at være stiftet før Det Konservative Folkeparti, altid har kunnet definere sin egen politik – og alene gøre dette med udgangspunkt i konservatismen. Historisk har der naturligvis altid været en tæt tilknytning til Det Konservative Folkeparti, da mange har været af den holdning, at det var herigennem, at man havde bedst mulighed for at få reel politisk indflydelse, men det har aldrig været et krav blandt medlemmerne, at man skulle støtte op om eller stemme på partiet.

Den æra er nu slut.

Efter weekendens landsråd, hvor tre medlemmer – herunder undertegnede – er blevet ekskluderet for at udtale sig kritisk om Det Konservative Folkeparti eller have tilkendegivet, at man måske godt kunne overveje at stemme på et andet parti, er det ikke længere et ønske om at fremme konservatismen som sådan, der hersker i foreningen.

Baggrunden er denne: På et internt og lukket forum har ét medlem, et par dage før landsrådet, oprettet en afstemning, hvor medlemmerne kunne trykke på en knap, der tilkendegav, hvilket parti de ved et eventuelt valg kunne overveje at stemme på. Her har over 30 mennesker tilkendegivet, at de ville stemme på noget andet end Det Konservative Folkeparti.

Disse mennesker har efterfølgende alle fået påbud om at tilbagetrække deres stemme eller blive ekskluderet. Sådanne afstemninger har ofte tidligere været oprettet – og har aldrig før medført nogen form for repressalier. Vedtægterne bliver nu tolket således, at det er ensbetydende med kampagneførsel at trykke på en knap i et lukket forum på de sociale medier.

Min første og eneste tale

Da jeg sent fredag aften blev prikket på skulderen af Mikkel Ballegaard for efterfølgende at få min eksklusion meddelt, hastede jeg hjem for at formulere en forsvarstale. Konservatismen skulle ikke gå uforsvaret hen. Talen holdt jeg efterfølgende på KU’s Landsråd. Den lød således:

”Høje Landsråd.

Dette er min første tale.

Jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom for ikke meget mere end halvandet år siden – men jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at det er en af de bedste beslutninger, jeg i mit liv har truffet. Her har jeg mødt nogle af de bedste mennesker, jeg kender, og jeg har udviklet mig afsindigt meget som menneske.

Det er ikke mindst, fordi jeg har lært at sætte ord på de ideologiske og idémæssige tanker, der lægger bag mine holdninger, men også fordi jeg har fundet noget, der er værd at kæmpe for, nemlig konservatisme.

Det var noget af det, som jeg fandt fantastisk ved KU, da jeg meldte mig ind. En uafhængig organisation, der står sammen om at kæmpe for netop konservatismens udbredelse.

Jeg havde glædet mig meget til dette landsråd, og derfor var det også noget af en ubehagelig oplevelse, da jeg i går fik at vide, at jeg var blevet ekskluderet for på en intern FB-afstemning at have tilkendegivet, at jeg ved et eventuelt folketingsvalg godt kunne overveje at stemme på et andet parti end Det Konservative Folkeparti.

Dette har FU tolket som værende ensbetydende med kampagneførsel. Det ærgrer mig – ikke mindst fordi, at det er et skridt på vejen væk fra at være den stærke og uafhængige organisation, som vi gang på gang bliver fremhævet som, til definitivt at være Det Konservative Folkepartis Ungdom. Det synes jeg ville være en skam. KU er meget mere end det. KU er mennesker, der på tværs af partipolitik deler en overordnet holdning til, at konservatisme er et middel, der kan føre vores samfund i en bedre retning.

Hvem kan sige sig fri for løbende at foretage en vurdering af, hvilket parti, der fører mest konservativ politik – og ingen kan vel definitivt sige, at de støtter op om et bestemt parti – uagtet, hvad dette parti måtte komme med af politiske udmeldinger?

Jeg har det seneste år fungeret som KU’s frivillige grafiker – og har i kraft af de kampagner, der har været sendt ud, samt min formandspost i Vejle Konservativ Ungdom, været med til at kæmpe for den konservative bevægelse. Jeg har desuden været ude til flere skoledebatter, hvor jeg har kæmpet en kamp for at overbevise folk om, at konservatisme er vejen frem.

Jeg ved, at mange af de tilstedeværende her kæmper en lignende kamp til hverdag, og jeg håber på at kunne blive ved med at kæmpe ved jeres side.

Om ikke andet, så ønskes I alle et rigtig godt Landsråd.

Mange tak.”

Hvad der fulgte

Sådan faldt ordene. Min første og sidste tale på et KU-landsråd.

Desværre endte den efterfølgende afstemning med et tæt resultat til ledelsens fordel. Omkring 140 medlemmer støttede eksklusionen, mens 112 stemte imod. Utilfredsheden bredte sig, og hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man hurtigt fornemme, at det ulmede. Flere medlemmer bedyrede deres ønske om udmeldelse ved landsrådets afslutning.

Det, der oprindeligt lignede et sikkert valg af Andreas Weidinger som landsformand, udviklede sig til et kampvalg, da en spontan modkandidat, Kim Risbjerg Madsen – der var imod eksklusionerne – offentliggjorde sit kandidatur. Det endte i et resultat, der tegner et billede af en markant mistillid til Andreas Weidinger. Han blev ganske vist valgt. Men over 40procent støttede modkandidaten. Der er næsten aldrig kampvalg om formandsposten. Weidingers mandat er historisk svagt.

Tilbage står spørgsmålet: Er Konservativ Ungdom endegyldigt og definitivt blevet underlagt Det Konservative Folkeparti?

Noget kunne tyde på det. Den afgående Landsformand sagde det meget klart til mig, da han gjorde mig opmærksom på min eksklusion: “Det her er en meget principiel beslutning. Folk, der ikke stemmer på Det Konservative Folkeparti, hører ikke til i KU”.

Det vil altså sige, at det ikke længere er konservatismen, der er hovedfokus i foreningen. På trods af det store mindretal, der gav udtryk for utilfredshed med formandens linje, er det desværre ikke mit indtryk, at Konservativ Ungdom længere kan betragtes som en ungkonservativ forening. Når flertallet af medlemmerne ikke engang tror på medlemmets basale ret til frit at ytre sig internt i foreningen, og definitivt underlægger sig et parti, der er så ringeagtet i den almene befolkning, som det er tilfældet, er det svært at spå Konservativ Ungdom nogen fremtid.

Heldigvis er konservatismen overordnet på fremmarch.

Det er nu engang sådan, at foreninger forgår – men bevægelser består.

Mikkel Bjørn Sørensen er fhv. formand for Konservativ Ungdom i Vejle.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!