I 1930’erne blev Konservativ Ungdoms udtryk militant, formen aktivistisk og idéerne stadigt mere radikale. Et nyt, stort billedmateriale giver os et stærkt indtryk af livet og menneskene i tidens KU og i Det Konservative Folkeparti. Se galleriet. Her giver Sune Hauch og Christian Egander Skov en introduktion til billederne og tiden.
I forbindelse med oprydningen i min fars hengemte sager faldt jeg over nogle kasser med billeder og en hulens masse negativer. Fundet var i sig selv ikke overraskende, da min farfar, Henry Rosenauer Hauch, f. 1907, var uddannet fotograf og elskede sit kamera.
Da jeg gennemgik kassernes indhold, fik jeg øje på et alluminiumshylster med påskriften ‘KU’. Atter engang var jeg ikke helt overrasket. Min farfar var nemlig konservativ ind til benet – en mand, for hvem der ikke var et alternativ til den konservative grundanskuelse og partiet.
Selvfølgelig måtte han i sin ungdom i 1930’erne have deltaget i partiets landsmøder medbringende sit elskede kamera. Jeg vidste selvfølgelig også, at der tiden taget i betragtning, kunne forekomme noget kontroversielt på billederne.
Og ganske rigtigt, da jeg holdt negativerne op foran lampens lys, blev jeg bekræftet i mine forudanelser. Jeg kunne se folk, der heilede. Jeg erhvervede mig fluks en scanner og kunne se, at det drejede sig om rapportageagtige billeder, der kunne have interesse for eftertiden.
Efter lidt søgen fandt jeg frem til navnet Christian Egander Skov. Christian er ligesom min farfar sympatisk indstillet over for det konservative grundsyn. Samtidig er jeg sikker på, at Christian har den nødvendige objektive, kritiske træning til at kunne beskrive, hvad billederne viser.
Jeg tænker, min farfar ville have været helt tryg ved Christian som formidler af billederne
– Sune Hauch
Om ungkonservatismens radikalisering i mellemkrigstiden
Mellemkrigstiden er blevet beskrevet som Konservativ Ungdoms “Sturm und Drang”-periode. Heri ligger ikke så lidt af en eftertids forsøg på at tvætte historien ren, men udtrykket fanger også det voldsomme og vilde, som prægede bevægelsen i disse år.
KU bliver aldrig færdig med at forholde sig til sin historie, og historien vil så langt frem øjet kan skue i høj grad handle om mellemkrigstiden.
Over for forsøget på at hvidvaske historien står en unuanceret moralisering, der vil hævde, at Konservativ Ungdom simpelthen var fascistisk eller ligefrem nazistisk i 1930’erne.
Også dette er forkert.
For slet ikke at nævne, at det er en hån mod de KU’ere, der få år efter gav deres liv for Danmarks frihed.
Med historien er det altid sådan, at den er nuancer af grå og ikke sort/hvid. I min bog Konservatisme i mellemkrigstiden, der udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2016, beskrev jeg udviklingen i Konservativ Ungdom som en ideologisk drejning af organisationen i retningen af det, jeg kaldte nykonservatisme.
Nykonservatismen var en form for konservatisme,
“der ligesom socialkonservatismen udtrykte en konservativ moderniseringsbestræbelse, om end ad ganske andre linjer end denne. Nykonservatismen var tydeligt antiliberal og radikalkonservativ, den ville skabe en ny samfundsmæssig og til dels institutionel orden, der både var et opgør med socialkonservatismens fortløbende tilpasning og højrekonservatismens reaktionære bestræbelse. Det gjaldt her om at sætte sig ud over det moderne forfald ved at skabe et nyt grundlag.”
Nykonservatismen var et kompliceret fænomen, fordi den var bredere end den antidemokratiske strømning, der i nogle år kom til at sætte tonen i Konservativ Ungdom. Nykonservatismen havde også en del at gøre med en organisation, der i disse år fandt sin egen identitet.
Det var den unge konservatisme, der omfavnede massepolitikkens grundvilkår. Dette var måske en af årsagerne til, at linjerne først efterhånden blev klare i Konservativ Ungdom.
Den ideologiske nyorientering rummede, som Henry Rosenauer Hauchs billeder viser også æstetiske elementer i form af et militant udtryk, der inkluderede lejlighedsvis uniformering af de såkaldte Stormtropper, den oprakte højrehånd som hilsen og andet, der naturligt sender tanken i retningen af fascismen i dens forskellige varianter.
Fra midten af 1930’erne var der tale om en klar deling inden for organisationen og i dansk konservatisme i det hele taget. Den blev trukket op af datidens aktører selv. Konservativ Ungdoms formand Jack G. Westergaard talte om sin “halv-fascistiske konservatisme” over for en liberal konservatisme. Andre talte om en “støvlefløj” og en “bremseklodsfløj”.
Nykonservatismens indtog i KU
Nykonservatismen var gledet ind i Konservativ Ungdom fra studenterkonservatismen ved indgangen til 1930’erne. Den slog igennem i forbindelse med valgene til Folketing og Landsting i 1932. Samme år var føromtalte Jack G. Westergaard blevet organisationen formand. Han var fra begyndelsen åben om sin kritik af det parlamentariske demokrati.
Nykonservatismen dominerede særligt i hovedstadsområdet. Det var epicenteret. Men også foreninger i en række større provinsbyer som Randers var dybt præget af den nye linje. Andre steder gled det øjensynligt umærkeligt henover.
Senest ved folketingsvalget i 1935 var Konservativ Ungdoms nye stil og radikale idéer blevet et irritationsmoment for Det Konservative Folkeparti og for John Christmas Møller. Han havde selv sine planer om en modernisering af dansk konservatisme.
Disse handlede om at omfavne folkestyret fuldt og helt. Han var enig med de radikale KU’ere i at konservatismen skulle være socialt bredt funderet, men delte ikke deres antiliberalisme.
Opgøret med Jack. G. Westergaard
Ved valget i 1936 gennemtvang partiet et lederskifte i Konservativ Ungdom. Magten gled fra Westergaard over til Aksel Møller, som på dette tidspunkt stod i en slags mellemposition mellem de nykonservative unge og så John Christmas Møller.
Der var ikke tale om et markant brud med nykonservatismen og mange steder tegnede de radikale KU’ere stadigt bevægelsen.
Men i 1938 kom det til et egentligt opgør mellem Westergaard og organisationen under formand Leo Dane.
Det ledte til eksklusionen af Westergaard og flere af folkene omkring ham. Dane havde selv tilhørt “støvlefløjen” og gjorde det i nogen grad fortsat. Senere brød han med Det Konservative Folkeparti på grund af samarbejdspolitikken. Alligevel blev det under hans ledelse, at det store ryk skete.
Henry Rosenauer Hauchs billeder viser os livet i KU
Det er en enestående samling af billeder, som vi har fået gennem Henry Rosenauer Hauchs linse. Det viser os det indre liv i Konservativ Ungdom ved nykonservatismens højdepunkt.
Billederne stammer øjensynligt fra forskellige begivenheder. Enkelte er fra Esbjerg, men langt de fleste stammer fra Odense i 1935, nærmere bestemt Fyns Forsamlingshus. Delegeretmødet i Odense i juli 1935 var det største i organisationens historie. I foreningens egen udlægning hedder det:
“Ikke blot havde det store medlemstal forøget antallet af delegerede betydeligt, men fra hele landet var K.U.ere, der ikke var delegerede, stævnet til Odense for at være med i de udadvendte arrangementer, der efterhånden optog en ret stor del af den første delegeretmødedag.”
Som en del af arrangementet var der folkemøde og folketog med 2000-3000 mennesker. Om aftenen var der et fakkeltog.
“En tusindtallig forsamling hørte på Flakhaven, hvor faklerne kastedes i bål, Carsten Raft tale djærve ord til ungdommen. Under stormerne bifald sagde han:
– Vi kaster vore fakler i bål i hjertet af Danmark – fordi Danmark er hjertet i konservatismen.”
At det var en stor sag understreges også af, at billederne viser, hvordan en række ledende konservative deltog i mødet. med KU’ere.
Der er også en del billeder fra delegeretmødet i Randers året efter. Her var optimismen vel stadig til stede, men dette var også delegeretmøde, hvor magten gik fra Westergaard til Aksel Møller. Forinden var gået et år, hvor KU var blevet gjort til selve symbolet på tidens højredrejning. I foreningens historie hedder det lakonisk: “Rammen var i Orden.”
Herefter begyndte forandringnen.
*
Et større arbejde med konkret at bestemme indholdet af billederne henstår og vi opfordrer alle med indspark om at skrive til info@munch-lorenzen.dk
– Christian Egander Skov
