Vedr. højrefløjens splittelse og selvovervurdering

Det var i 1970’erne man talte om fraktionering, bogstavs- eller afgrundsvenstrefløjen – vistnok efter den svenske kommunistleder C.-H. Hermanssons berømte udsagn om at der til venstre for det svenske kommunistparti kun fandtes afgrunden – og lignende etiketter. Dengang mødtes de smarte og moderigtigt klædte unge – fuldskæg, skjorter af groftvævet stof, håndbajere og King’s var fast inventar – og diskuterede, udgav tidsskrifter og dyrkede dem selv og deres sag ud på de små timer. Her besegledes fremtiden og den historiske nødvendighed.

Litteraten, professor Nils Gunder Hansen har i sine fremragende erindringer Lille dreng med rejseskrivemaskine skildret, hvordan han engang i 70’erne deltog i en ophidset seance, hvor drøftelserne af revolutionens nødvendighed og komme kammede over i håndgribelige drøftelser af, hvilke jernbaneknudepunkter der måtte etableres kontrol med og deslignende. Tobaksrøgen bølgede tungt i lokalerne, og da den revolutionære ånd omsider var udbrændt ud på de små timer – og ølflaskerne tømte – røg askebægrene i papirkurven, og de unge gik til ro. I løbet af natten fængede en ulmende glød et sted i papirkurven og en tyk os bredte sig i lokalerne og trængte ind i gemakkerne. Hostende og spruttende måtte de ungrevolutionære ud af sengen og ud og slukke ild og trække frisk luft. Den revolutionære ungdom med den historiske nødvendighed på deres side var nær blevet ombragt af uforsigtighed med stimulanser.

Der er meget, der synes at ligne 1970’erne i vor tid. Orange, brunt og vissengrønt bliver moderne. Lige som sidst i årtiet synes vi i 2015 at stå ved et punkt, hvor samspillet mellem den offentlige debat og kulturlivet virker rede til at tage skridtet fuldt ud og erklære, at tidsåndens underlige hybrid mellem hedonisme og apati ikke blot er syg, men ligefrem gør folk syge. Dengang i 70’erne gik man fra Bodilpris for bedste film i 1978 til den farvestrålende Mig og Charly – en typisk overvintret 68’er-film med flabede rødder, der gør grin med borgermusikken og til sidst stikker af fra det hele – og så til i 1979 at give prisen til Bille Augusts egentlige debutfilm, den gråmelerede Honning Måne. Filmen skildrer et grimt, tåget land med samlebåndsarbejde og forbrugsræs, der nedslider og nedbryder et sødt ungt pars kærlighed, deres ægteskab funderet i borgerlige normer og til sidst selve deres sjæleliv. Vi står midt i samme bevægelse.

Dog synes det ikke at være venstrefløjen, der i dag splittes i fraktionering og partidannelser og som mødes de rigtige steder og ser tjekkede ud. Det er nærmere højrefløjen, som dengang også den tilsyneladnede toneangivende og smarteste del af den, nemlig den nationalt sindede, tidehversk orienterede højrefløj. Anliggendet er her såmænd ikke at pege fingre mod nogen bestemt, endsige mod en bestemt fraktionering, for der er også tale om en art selvopgør.

Det begyndte midt i nullerne. Der piblede mennesker frem i omegnen af Konservativ Ungdom, hvorfra de kom ved de kun selv, der i stedet for altid at tale om frihed og topskat også talte om bundethed, staten som overbygning på et kulturelt fællesskab og disse folk stod i et principielt modsætningsforhold til det kulturradikale eller socialistiske-ideologiske Danmark, for hvilket livet er et spørgsmål om at udfolde sig frit og ubundet af alle jordiske grænser og menneskelig skyldighed. Det er intet tilfælde at det sidste led i sætningen kommer fra et sted i Søren Krarups forfatterskab, for de pågældende synes at have det til fælles, at de alle i et givet omfang havde begrebet hvorfor samme Søren Krarup havde ladet sig opstille til Folketingsvalget netop i 2001 og tilføjet sin mangeårige virksomhed som stridsmand en dimension, der rakte ind i Folketinget. Tilmed havde de ofte læst en god bid af forfatterskabet og fattet anliggendet.

Kulturkampen vandt bredde i disse år – og internetsider som Uriasposten, Snaphanen, Konservativ Reaktion og sidenhen det årsskrift, indenfor hvis rammer dette publiceres, kan spore rødderne til denne spire fra midten af nullerne. Det har alt sammen været glædeligt, og der har været gode konferencer, mange velskrevne indlæg på nettet og på tryk og også mange sammenkomster i venskabeligt lag under fælles forståelse. Blandt de spredte og kuriøse, i visse tilfælde andenhånds videregivne indtryk er en landsformand for Radikal Ungdom, der på Konservativ Ungdoms landsråd tydeligvis ikke var vant til forslag om genindførelse af revselsesret og landsting; en gruppe forvirrede venstreradikale, der på vistnok et Lenin-symposium mødte tsarens loyale, tweedjakkebeklædte arvtagere, og en senere Critique-redaktør, der i et stykke absurd teater for snart mange år siden fik brølet fra en samling kulturpinger at høre ved at tale om behovet for en nationalt samlende kulturpolitik.

Det synes dog at være dengang. Det er svært at koncentrere indtrykket af, at buen også kan blive spændt for hårdt i den konservative bevægelse; at magt og afmagt altid er tæt forbundne. Meget af det drejer sig om den idelige betoning af folkeligheden, af at være på folkets side, for var der noget de jernbaneknudepunktkortlæggende rødgardister i 70’erne også hævdede, så var det at de var på folkets side og at de forstod en dybere folkelig forpligtelse så godt, at de kunne regne dem selv som en form for udenomsparlamentarisk opposition. Et sted blandt de ternede jakker, et sted i tågen fra King’s-ene og piberne, et sted mellem sansen for dannelse, for højskolesangbog og for folket, bør der også findes en fundamental ydmyghed, en fundamental reservation overfor egne meritter og overfor bærekraften i de cirkler og sociale livmødre, man indgår i. Ikke mindst når de såkaldt sociale medier synes at tjene som et bekvemt filter, der sorterer i synspunkterne og som nærmest ved egen kraft overeksponerer billedet af, at en bestemt position har medbør i samfundsdebatten og at der kommer så mange gode indlæg og så megen positiv opmærksomhed og entusiasme. Det er så ubetinget en ny ting for den nationalt sindede, tidehversk orienterede højrefløj, at der kommer så mange indlæg og kommentarer, at man i tide og utide griber folk i ikke at have læst ting, man troede de havde læst, måske fordi de lider af information overload. Positionen kan såmænd godt blive lidt indforstået, lidt overspændt – hvad enten det er på Grundtvigs eller Rønshoved Højskole, på Århus Universitet eller hos Konservativ Ungdom i København.

Ydmygheden og reservationen er såmænd for ens egen skyld, men også for de fjender man bekæmpers skyld. De kan tænkes at udnytte ens overmod førend man aner det.