En vandring i Godthåbs ruiner

Glider Grønland og Danmark fra hinanden? En vandring gennem Godthåb viser en by, der bærer præg af at være centrum for en falmende dobbeltkultur.

af Jens Wendel-Hansen

Fra den nyere bydel Nuussuaq, der ligger længere inde i landet med centrale institutioner som universitetet og lufthavnen fører vejen gennem passet og ind i Nuuks centrale og generelt ældre del. Den fint svungne vej danner en bemærkelsesværdig kontrast til de fjelde, der afgrænser den til hver side og understreger den store bedrift, som selve byen er. I det hårde landskab har man igennem næsten 300 år formået at hakke og sprænge sig vej til anlæggelsen af hver eneste lille del af byen. Endnu et godt – om end mindre kønt – eksempel på det ser man, når man er kommet igennem passet og står ansigt til ansigt med en gigantisk rankrygget og aristokratisk udseende eskimoisk kvinde, der aer en isbjørn – en slags grønlandsk Tusnelda. Billedet pryder facaden på blok 10 – den sidste af ti aldrende betonkasser med navne, som det ikke, på baggrund af benævnelsen af den tiende, kræver den store fantasi at forestille sig, og hvis kønsløshed kun modsvares af gavlmalerierne, hvoraf ingen dog når niveauet på blok 10. For den nytilkomne giver disse blokke et kedsommeligt indtryk af den by, hvis skønne pletter dog så langt opvejer denne æstetiske nitte, denne øjebæ af Herning-æt.

Vi fortsætter ad vejen med blokkene til venstre. Vejen er H.J. Rinks Vej, opkaldt efter den danske regerings inspektør over Sydgrønland 1855-68, hvis største bedrifter var oprettelsen af de første grønlandske folkerepræsentationer, forstanderskaberne, samt etableringen af Grønlands første avis, den grønlandsksprogede Atuagagdliutit, der i dag er forenet med Grønlandsposten i avisen, der bærer begge navne, den såkaldte AG. Ved vejens ende slår vi et sving til højre og står snart foran en prægtig rød bygning med gulmalede tagkanter. Bygningen indeholder universitetets kronjuvel, seminariet, hvor lærere og kateketer er blevet uddannet, der så igen har undervist den grønlandske befolkning i såvel religiøs som verdslig visdom siden etableringen i 1847. Institutionen blev overflyttet til bygningen i 1907, og bygningen har prydet Nuuks byvåben før kommunesammenlægningen i 2009 og er altså ikke bare et universitetets, men også et byens pragtsymbol.

Danske smuler

Drejer vi her til venstre, kan vi skimte vandet på den anden side af en række også noget ældre bygninger. Går vi noget nærmere, står vi over for en charmerende rød trækirke. Det er Vor Frelsers Kirke og er den ene af byens kun to kirker. Kirken er fra 1849 – den har Frederik VII’s navnetræk på sit alter – og vidner ligeledes om den byens og landets reformperiode mellem 1840’erne og 1860’erne, som også seminariet var en del af. Kirken næsten læner sig op af en bakke af en vis højde. Der er ingen slagen vej op ad den, men spredte spor vidner om, at toppen af bakken ikke er et usædvanligt udflugtsmål. Et par minutters stræben opad og man står ansigt til ansigt med en statue, som den velbevandrede i København formodentlig finder at have set før. Det er en kopi af en statue, der står ved Marmorkirken i Frederiksstaden. Den høje skikkelse, hvorved der ligger en falmet krans til vidne om, at genstanden for skulpturen fortsat holdes i ære, skuer ud over vandet – derfra hvor han kom for næsten 300 år siden. Det er Hans Egede, Grønlands Apostel, der ankom til området i 1721, hvorfra kolonitiden traditionelt tælles.

Byens ældste del

Fra toppen har man et smukt overblik over Kolonihavnen – byens ældste del. Den fra vores synspunkt mest centrale bygning er den gule lige foran, som er det gamle sygehus, hvis funktioner nu er overtaget af Dronning Ingrids Hospital et par kilometer herfra. Landets særlige forfatningsmæssige status ses herfra demonstreret ved, at der i midten af selve Kolonihavnen står en stor flagstang, hvori vajer det grønlandske flag i tilsvarende størrelse. Både placering og størrelse gør, at man ikke kan undgå at se det. Noget fjernere fra vor placering og i mindre form ses det danske splitflag over en noget nyere bygning, der ikke er nogen særlig anledning til at fremhæve arkitektonisk. Det er Rigsombuddet. Men institutionen er også repræsenteret ved Kolonihavnen. I den tidligere inspektørbolig, mellem havnen og kirken, residerer nu Dronningens repræsentant i Grønland, og bygningen har således gennem hele sin tilværelse bevaret sin status som symbol på den danske regerings tilstedeværelse i byen. Bygningen er under renovering i øjeblikket. Den er gammel.

Dannebrog i baggrunden

Slår vi en anden vej hjem, kommer vi forbi både landstingsbygningen og rådhuset for Kommuneqarfik Sermersooq, hvoraf Nuuk udgør den væsentligste befolkningsmæssige del, men som i øvrigt strækker sig tværs over indlandsisen og også inkluderer en god del af østkysten. Begge steder vajer ikke kun det grønlandske, men også det danske flag – ikke som splitflag, men i almindelig form til minde om, at dansk indfødsret og fast bopæl i Grønland er de primære kriterier for tildeling af valgret til begge institutioner.

“Denne by yderst i Godthåbsfjorden bærer fortsat levnene af en periode, hvor det danske og det grønlandske var nærmere hinanden, end det synes i dag – i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i den offentlige debat.”

Byens største supermarkeder ligger logisk nok i denne centrale del af byen, og den største butik er Brugseni. Det ses tydeligt på facaden, at de store bogstaver, der på facaden former forretningens navn er af ældre dato. Dog er der to undtagelser – det i forhold til dansk skrivemåde tilføjede i, men også g’et, hvori er placeret cirklen fra det grønlandske flag. Vi gør indkøb her, inden vi tager hjem. Den danske krones lidt anderledes købekraft til trods bærer udvalget en bemærkelsesværdig lighed med et dansk supermarked – blot lidt mere fisk og moskus ofte med den eksplicitte opfordring ”Køb grønlandsk”. De grønlandske varer er dog ikke en direkte konkurrent til de danske, og det fremgår ligeledes tydeligt, at ordet dansk i dagligvaresammenhæng (!) er et kvalitetsstempel.

Nuuk eller Godthåb?

På vejen gennem passet vender vi os om og kigger endnu engang ned ad H.J. Rinks Vej. Det siger sig selv, at det er en by, der har skiftet udseende mange gange siden grundlæggelsen i 1728, og det er da også for relativt nylig, at byens centralt beliggende skyskraber, hvor Nuuk Center ligger i bunden, er blevet rejst med den betydning, det har for byens skyline. Men denne by yderst i Godthåbsfjorden bærer fortsat levnene af en periode, hvor det danske og det grønlandske var nærmere hinanden, end det synes i dag – i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i den offentlige debat. Således kan vi nu vende hjem fra en dejlig vandring rundt i Nuuk, som dog den historisk bevidste glimtvis og i øjeblikke har kunnet forfalde til at forveksle med Godthåb.