Film: RoboCop

Foråret har budt på en genindspilning af en af 1980’ernes største klassikere, nemlig Poul Verhoevens geniale RoboCop (1987), der med ultravold, pop og subtil samfundskritik serveret sarkastisk i en uhøjtidelig og humoristisk atmosfære fik en hel generation af biografgængere til at taktfast at udbryde: ”I’d buy that for a dollar!”.

Det er vel unødvendigt at sige, at forårets genindspilning ikke når den gamle film til sokkeholderne, men jeg synes egentlig, at den – trods alt – har noget at byde på. Den frigør sig ganske meget fra den oprindelige, men bliver i samme univers og tager mange af de samme temaer op. Samfundskritikken er nu gjort noget mindre subtil, og man har valgt den aktuelle diskussion om droner som tema. Nogle hensynsløse forretningsmænd vil gerne erstatte USA’s politistyrke med pålidelige droner, men befolkningen er skeptisk, og derfor har man brug for at vise dem, at maskiner kan være menneskelige, og her kommer RoboCop ind i billedet. Han er netop ikke en maskine, men et menneske, nemlig den heroiske politimand Alex Murphy, der efter et skruppelløst attentatforsøg begået af skurkagtige banditter er blevet genoplivet i en metalkrop, hvor han er parat til at bekæmpe kriminalitet og ondskab i den degenererede storby Detroit.

Filmens funger udmærket som genindspilning. Den forsøger ikke, at være som den gamle film, og det skal den heller ikke. Den har de vigtigste af den gamles elementer og lægger noget nyt til. Meget af det nye fungerer faktisk ret godt, eksempelvis Murphys refleksioner over, hvorvidt han egentlig ønsker at leve videre i en helt anden krop – en scene der fik mig til at tænke på Peter Seebergs ”Patienten”.

Ligesom i den gamle film kæmper RoboCop for at bevare sin menneskelighed i en verden gennemsyret af afstumpet overfladiskhed og værdimæssigt forfald, men både han og verden omkring ham er gennemgående gjort noget mere menneskelig i den nye udgave, og hvor næsten ethvert minde om en familie blev tabt i den gamle film, så spiller Murphys familie en central rolle i den nye film, hvilket nok er den væsentligste nyskabelse. En nyskabelse er det også, at RoboCop kun i visse dele af filmen er den ridder i sølvrustning, som vi kender ham som, men derimod i størstedelen af filmen er iført sort rustning. Farverne illustrer henholdsvis det menneskelige og det mekaniske.

Det er dog stadig en film, der ikke hæver sig meget over det middelmådige. Den løber hurtigt tør for gode ideer, og de, der er, koncentreres punktvis om enkelte scener, hvor de kunne have været arbejdet bedre ind i resten filmen. Filmens forsøg på at stille spørgsmål om, hvad der gør mennesker til mennesker og maskiner til maskiner, bliver derfor desværre kun halvhjertet pynt oven på den velkendte actionfilm-skabelon.

Filmen minder til syvende og sidst alt for meget om så mange andre af samtidens selvhøjtidelige og sammenbidte action- og superheltefilm; og RoboCop virker derfor mest af alt blot som endnu en Jason Bourne eller Iron Man. Filmen har gjort mig opmærksom på, hvor genial Verhoevens gamle film egentlig var; og hvor meget dens succes afhang af instruktørens stilsikre greb. I de forkerte hænder kunne dén vel også ret let bare være blevet en middelmådig actionfilm, der ikke skilte sig nævneværdigt ud fra andre film i sin samtid. Dette bekræfter vel bare, at det ikke er nok at have alle de rigtige ideer, når de mere eller mindre mekanisk bearbejdes ureflekteret efter en forkert skabelon. 6/10