Film: Gøg og Gokke-galla

Det er efterhånden vist ved at være længe siden, at man har set noget til Stan Laurel og Oliver Hardy (”Gøg og Gokke”) i tv. Jeg husker ellers tydeligt, at tv engang viste deres film fra tid til anden. Nu vil man hellere vise X-Faktor og Den store kagedyst. Heldigvis er der stadig mulighed for at se de to gæve gutter, for Det Danske Filminstitut fejrede i samarbejde med forskellige Gøg og Gokke-selskaber forleden Oliver Hardys fødselsdag den 18. januar 1892. Biografen var ikke overraskende fyldt op til sidste sæde, for uforfalsket komik og universel morskab er en sjældenhed i vore dage, hvor stand-up-komik stadig er dominerende på trods af, at det ikke er sjovt og ikke har fornyet sig og haft noget reelt at byde på siden Eddie Murphy Raw (1987).

Efter introduktionen var første film på programmet den korte stumfilm ”Two Tars” fra 1928, der blev ledsaget af fremragende klaverspil live fra salen. I filmen er de to herrer sømænd på landlov. De lejer en bil, og herefter begynder det at gå galt. Efter at være kørt ind i et par lygtepæle og skabt almindelig usikkerhed i bytrafikken, vil de hjælpe et par damer, der har bøvl med en tyggegummiautomat. Det kommer alle involverede til at fortryde, ikke mindst automatens ejer! Efterfølgende tager de de to damerne med på en køretur på landet, men da det kommer til en trafikprop breder utålmodigheden sig i det lille selskab; og vore venners forsøg på sætte sig igennem over for de andre trafikanter udløser en række sammenstød, der ender med masseoptøjer, hvor de ellers så pæne søndagsbilister splitter hinandens biler ad i et vidunderligt virvar! Meget enkelt og meget simpelt, men uendeligt vellykket og velkomponeret underholdning af højeste kvalitet. 8/10

I den anden og sidste film på programmet, ”Fra Diavolo”, der er en tone-spillefilm fra 1933, er Gøg og Gokke havnet i Norditalien i 1700-tallet, hvor de beslutter sig for at blive landevejsrøvere efter selv at være blevet røvet. Dette går dog ikke så godt, og slet ikke da de ved et tilfælde kommer til at røve den frygtede og skurkagtige bandit Fra Diavolo, der længe har hærget området med sin hensynsløse bande. Diavolo er ekspert i at udgive sig som rig adelsmand af Don Juan-typen og forføre rige adelsfruer for at lokke dem til at røbe, hvor deres penge er gemt. Diavolo tvinger ”Ollio og Stanlio” til at hjælpe med at røve en nærliggende kro, hvor den stenrige Lord Rockburg, overnatter med sin frue. Herefter er handlingen ellers i gang, og der er også denne gang lagt op til ægte komik af den gode gammeldags slags, og ikke overraskende kommer Diavolo bittert til at fortryde sit valg af medhjælpere. 8/10

Det mest fascinerende ved det velkendte komikerpar er, at de kan lave noget fantastisk morsomt uden at det hverken er sofistikeret eller ”begavet”, og som ville være faldet til jorden som platheder, hvis alle andre havde lavet noget tilsvarende. Det skyldes, at filmene er utrolig godt og effektivt skruet sammen. Der er ikke mange overflødige scener, og rollefordelingen mellem de to er velkendt og genial – kun sjældent er det vel lykkedes at skabe karakter med et så alment appeal. Filmene balancerer fornemt mellem det velkendte og det overraskende. Vi ved godt, at det går galt, men vi ved aldrig præcist hvordan.

Tv må meget gerne begynde at vise Gøg og Gokke igen – og meget gerne The Music Box fra 1932. Det ville være et lille skridt på vej ud af kagedystens middelmådigheder; for hvem vil dog se Den store kagedyst, når man har mulighed for at se original og uforfærdet komik, hvor tingene for alvor går i kage!